Mere gødning gav mindre kvælstoftab

Bæredygtigt Landbrug har nu regnet på Asger Møller Madsens fuldskalaforsøg med gødskning efter ligevægtsprincippet, og resultatet er slående. Ved at have tilført 37 procent ekstra kvælstof har planterne optaget 50 procent mere, og det betyder mindre tab af kvælstof til vandmiljøet.

Hos landmand Asger Møller Madsen er årets sidste læs korn nu blevet målt, vejet og analyseret, ligesom der også er kommet tal på, hvor meget halm, der er kommet ud af, at landmanden har valgt at gøde sine afgrøder efter ligevægtsprincippet. Vagn Lundsteen, der er planteavlsrådgiver og direktør i Bæredygtigt Landbrug har sat sig ned med lommeregneren for at gøre de ligevægtsgødede markers rengskab op, og han er forbløffet over, hvor hurtigt marken er kommet sig efter i årevis at have været undergødsket.

”Resultatet vil være overraskende for mange. Det forholder sig faktisk sådan, at Asgers ligevægtsgødede hvede har optaget mere end de 37 procent ekstra, som Asger har tildelt. Faktisk har afgrøden samlet optaget 50 procent mere kvælstof i kerne, protein og halm end den normalt gødede mark, og hertil skal så tillægges en forøget rodmasse, som vi ikke har tal på. Men det er tankevækkende, hvor hurtigt markerne har reageret på, at der er blevet gødet efter planternes reelle kvælstofbehov,” siger Vagn Lundsteen. 

Merudbytte på 23,96 procent og en øget kvælstofoptagelse på 50 procent

Kvælstofudregning Asger 37 procent gav 50 procent

Mejetærsker Ford og vindmølle

Økonomi i ligevægtsprincippet
Samlet set har Asger Møller Madsen øget værdien af udbyttet med næsten 3000 kroner pr. hektar. Hertil skal lægges proteinindholdet, som værdisættes til næsten 200 kroner pr. hektar, og halmens værdi som netto kan sættes til 500 kroner pr. hektar. Alt i alt er den samlede værdi altså steget med 3.700,- kroner pr. hektar. Omkostningerne til den ekstra gødning er i den forbindelse på godt 400 kroner pr. hektar, og det mener Vagn Lundsteen bør give politikerne et fingerpeg om, at danske landmænd kan tjene penge, hvis blot de får lov. 

”Ved at gøde efter ligevægtsprincippet har Asger Møller Madsen opnået en gevinst på omkring 3.300 kroner per hektar i forhold til, hvis han havde benyttet de danske særregler på kvælstofområdet, der dikterer et forbrug på 15 procent under økonomisk optimum. Tænk, hvad det ville betyde for økonomien i det samlede landbrug, hvis alle landmænd fik muligheden for at hente de store gevinster, der ligger lige for, hvis man blot følger EU’s retningslinjer omkring tildeling af gødning efter ligevægtsprincippet,” lyder det fra Vagn Lundsteen. 

Penge i lommen og tilmed til gavn for miljøet
Omkostningerne til jordbehandling, såning, såsæd, pesticider m.m. er ifølge planteavlskonsulenten de samme, uanset hvad der høstes. 

”Når udbytterne øges med 25-30 procent forbedres hele økonomien. For eksempel er anvendt pesticid i forhold til produceret mængde relativt lavere. Det medfører altså igen et relativt lavere behandlingsindeks. Igen en fordel for miljø og natur. Hver hektar yder mere. Vi kan tilmed øge naturarealerne, hvis det er det, politikerne ønsker og så kan vi samtidig øge landbrugsproduktionen. Hvorfor er vi de eneste, der kan se det?”. 

NaturErhvervstyrelsen har meldt sin ankomst
Asger Møller Madsens fuldskalaforsøg ved Brovst er ikke gået ubemærket hen, og NaturErhvervstyrelsen har allerede anmeldt et kontrolbesøg hos den nordjyske landmand på baggrund af gødningseksperimentet. Men ifølge Vagn Lundsteen så bliver det et formålsløst besøg, der blot udstiller styrelsens afmagt i forbindelse med de fagligt svage danske gødningsregler. 

”Det er tomme tønder, der buldrer, når NaturErhvervstyrelsen vil kontrollere Asgers gødningsforbrug på nuværende tidspunkt. Så længe Asger ikke har afleveret sit gødningsregnskab for 2012/13, og det skal han senest 31. marts 2014, så har styrelsen ikke noget at komme efter. Jeg er overbevist om, at besøget er af præventiv karakter. Man kan jo ikke ha’, at folk gøder, så der bliver en fornuftig økonomi i at dyrke planteavl,” lyder det sarkastisk fra Vagn Lundsteen, og direktøren mener, at det er NaturErhvervsstyrelsen, og ikke Asger Møller Madsen, der har et forklaringsproblem. 

”Asger kan stolt vise sit regnestykke frem. Han kan ikke dømmes for krydsoverensstemmelse, da ovenstående regnestykke viser, at Asger faktisk belaster miljøet mindre ved at gødske efter ligevægtsprincippet. Det her bør være en øjenåbner for styrelsens medarbejdere,” slutter Vagn Lundsteen. 

Læs også artiklen: Asger vil bevise, at ekstra kvælstof ikke skader miljøet

 Se videoen: Landmand vil bevise, at ekstra kvælstof ikke skader vandmiljøet

 Hvede til hjemmeside

Af Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk og Vagn Lundsteen, direktør Bæredygtigt Landbrug 

Scroll to Top