I 2006 købte ægteparret Søren Vestergaard og Tina Rasmussen Knardrupgaard ved Stenløse. Her driver de sammen med deres ansatte 117 hektar, hvoraf omkring 95 er opdyrket.
Mellem to af familiens marker er der 17 drikkevandsboringer, som forsyner 42.000 husstande med vand. Boringerne skal passes på, så de ikke forurenes. Søren og Tina høster hø tæt på boringerne, og kører med et system, der gør, at marken udlægges med en bestemt afgrøde i faste intervaller på fem år. Det betyder, at der fx kun bruges kemi mod ukrudt én gang på fem år.
”Vi driver vores planteproduktion med fokus på at skåne miljøet så meget som muligt. Vi anvender doseringer helt ned til 10 procent af normaldoseringen, og jeg har endnu ikke kunnet få påvist, at man har fundet spor af noget som helst i de her boringer. Jeg er blevet lovet, at de ville sende en analyse derfra, men vi har ikke modtaget noget,” fortæller Søren Vestergaard til baeredygtigtlandbrug.dk.
Ved et tilfælde
Søren Vestergaard blev spurgt, om han vil deltage i en følgegruppe. Han sagde ja, og deltog i et møde d. 20. juni 2013, men fik sig et mindre chok, da det gik op for ham, hvad mødet egentlig handlede om. Da han kom hjem, var han helt ’hvid i kasketten’, fortæller Tina Rasmussen.
I slutningen af august 2013 vedtog byrådet i Egedal Kommune udrulningen af BNBO-området. Ifølge Søren Vestergaard er ingen lodsejere blevet informeret. Via en kollega har Søren Vestergaard fundet ud af, at projektet er vedtaget.
Altså opdager Søren Vestergaard både, at projektet er undervejs, og at det er vedtaget, ved en tilfældighed.
Utilstrækkelig erstatning
BNBO-området, som byrådet har vedtaget, er ifølge Søren Vestergaard ikke en frivillig ordning, men derimod et påbud fra kommunen om sprøjtefri drift. Efter de oplysninger, familien har fået, vil erstatningen for den sprøjtefri drift slet ikke matche udgifterne, der er forbundet med fortsat at drive jorden.
”Erstatningsbeløbet er sat til 46.000 kr. pr. hektar. Plus et års dækningsbidrag, som er opgjort ud fra statistik, og der tror jeg nok, at det lå på en 1700-1800 kroner. Hvis vi sætter det op overfor vores hø-produktion, så er det omkring 10 procent af vores årlige dækningsbidrag,” fortæller Søren Vestergaard.
Erstatningen står på ingen måde mål med hverken den pris, Søren og Tina betalte for jorden i sin tid, eller det, de tjener på den nuværende dyrkning.
”Det er den del af vores jord, der har det største dækningsbidrag,” påpeger Søren og fortsætter:
”Det drejer sig om omkring 50 hektar, og på 20-25 hektar af dem, dyrker vi det, vi kalder super-hø, som er vores allerbedste afgrøde. Vi har en nettoindtægt på ca. 20.000 kr. pr. hektar. Netto. Det kan erstatningen jo ikke hamle op med.”
Absolut ingen dyrkning
På følgegruppemødet i juni 2013 blev det oplyst, at jorder, der bliver udpeget til BNBO-området, ikke må bruges til landbrug. På jorden må landmanden have græs, udlægge til brak eller plante skov.
Muligheden for at dyrke jorden, og dermed tjene penge, ser altså ud til at forsvinde for de arealer, der bliver omfattet af BNBO-området. Og det sætter tanker i gang hos Søren og Tina.
”Så melder spørgsmålet sig jo: Skal vi overhovedet kæmpe for fortsat at eje den her jord? For hvad skal vi reelt bruge den til? Det bliver jo mere udgift end indtægt at eje den jord, for vi skal jo fortsat betale ejendomsskat af et areal, vi ikke kan bruge til noget som helst,” siger Søren Vestergaard og fortsætter:
”Man får at vide, at man fortsat kan få sit EU-tilskud, hvis man altså plejer den her mark, hvis man udlægger brak, men der er to ting i det: Plejen vil jo hurtigt gå hen og blive dyrere end tilskuddet, og sætter du det op med ejendomsskatter og så videre, bliver dine omkostninger større end dine indtægter på det areal. Og punkt to i det, er jo, at EU-tilskuddet er en ting, som stille og roligt skal udfases, så det er jo ikke det, der skal gøre, at man beholder det her jord. Jeg mener, vi er bedre stillet ved ikke at eje den her jord.”
Søren Vestergaard er ikke den eneste, der kunne tænkes at have en interesse i, hvad jorden er værd. Hans gård bliver samlet set mindre værd, hvis erstatningerne ikke står mål med de faktiske udgifter.
”Kreditforeningen vil jo melde sig på banen omgående og spørge, hvor deres pant er, for jorden er blevet værdiløs. Vi ender med en ejendom med en halvering af det dyrkede areal, hvis ikke vi skal eje den jord, og vi skal ikke eje den jord, hvis vi ikke må producere på den.”
Motorvejen giver bedre
Rundt om Knardrupgaard er der andre lodsejere, der vil blive ramt. Men Søren og Tina har også kolleger i området, der har været berørt af den udvidelse af Frederikssundsmotorvejen, der er i gang i øjeblikket.
Knardrupgaard har ikke udlagt jord til udvidelsen, så Søren og Tina har ikke modtaget noget skriftligt fra hverken kommune, region eller stat, men de har hørt fra flere uafhængige lodsejere, at motorvejsanlægningen betyder, at jorden bliver eksproprieret, og derfor får lodsejeren 200.000 kr. pr. hektar.
”Hvis det her handler om, at vi skal passe på vores alle sammens grundvand og drikkevand, så er det jo i almenvellets interesse, og derfor er det også en ekspropriation, vi taler om. Men da jorden ikke efterfølgende bliver egnet til at drive en landbrugsproduktion på, må jeg sidestille det med, at det lige så vel kunne være et vejbyggeri. Og derfor mener jeg, at en erstatning i størrelsesordenen det halve af i forhold til hvis man byggede en vej hen over arealet, ikke er på sin plads. De erstatningssatser, der er oplyst, mener jeg, udgør 50 procent af, hvad det gør være.”
Læs også: Landmand kæmper for drikkevandet
Af Lene Skriver Bak, lsb@baeredygtigtlandbrug.dk
