Fra randzoner til gråzoner

De højtbesungne randzoner er langt fra blevet det, de skulle have været. Fra tanken om at de skulle være en miljøgevinst, er de blevet til et samfunds- og prestigetab. Læs chefjurist i Bæredygtigt Landbrugs kronik om randzoneloven. Bragt første gang i Jyllands-Posten den 30. august.

Langs vandløb og søer i Danmark var det meningen, at der efter 1. september 2012 skulle etableres randzoner. En slags sikkerhedszone, hvor jorden tages ud af landbrugsdrift for derved at skåne miljøet for den belastning dyrkningen evt. kan bevirke.

Men fra den fine tanke om miljøbeskyttelse og frem til det resultat vi har nu, snart et år efter at randzonerne blev født, er der overordentligt langt.

Faktisk så langt, at vi i Bæredygtigt Landbrug må konstatere, at der reelt ikke er sikkerhed omkring faglig brugbarhed og juridisk gyldighed af randzonerne.

Bjarne Nigaard august 2013

De ’vandløb’, som af myndighederne er udpeget til at skulle afgrænses af randzoner, er for adskilliges vedkommende enten kunstigt skabte som afvandingskanaler og -render, eller de er så lidt og så sjældent vandførende, at de ikke med rette kan kategoriseres som vandløb. Det er altså ikke naturen man alene forsøger at afskærme, men også de for landbrugserhvervet nødvendige og kunstigt skabte redskaber man inddæmmer. Ved at fjerne muligheden for på fornuftig vis at sørge for afvanding og dræning af sine marker, får den enkelte landmand reduceret sin råderet over de selv samme marker. Det savner enhver rimelighed og logik.

Natur- og Landbrugskommissionen med alle sine faglige kompetencer, og i øvrigt en del miljøeksperter sammen med dem, har for længst slået fast, at generelle virkemidler, såsom ti meter brede randzoner ved ethvert vandløb og enhver sø, ikke er det rette og mest miljøeffektive tiltag, vi har i dag. I stedet er der behov for, at man vurderer individuelt, om der er behov for en randzone, hvad der adskillige steder ikke vil være. Eller om der kan være behov for en bredere randzone, hvilket der vil være enkelte steder.

Men det stiller åbenbart for store krav til tidens danske myndigheder at skulle tænke individuelt og vurdere fra sag til sag. Så hellere administrere noget så vigtigt og væsentligt som miljøets bedste og de fremtidige generationers mulighed for ren natur efter sovjetisk pølsefabriksmetode; Her laver vi ens og lige store pølser til alle, så alle kan få én pølse, uanset om de har forskellig smag og er mere eller mindre sultne. Hvis ikke alle kan blive lige mætte, så kan de i det mindste være lige sultne… Desværre en tendens, der ser ud til at være slået igennem på flere områder af den offentlige administration.

Ingen rådighed over egen jord
Hvis man en dag kom ind i sin lokale dagligvarebutik, og opdagede at butikken havde fået et areal på ti meters bredde langs hele den ene væg i butikken, hvor der ikke stod en eneste vare, ikke en eneste hylde, men at der bare var det tomme gulv og de bare vægge, så ville man givetvis undre sig. Især hvis butiksejeren forklarede, at det er et nyt krav fra myndighederne, og at butiksejeren i øvrigt ikke får nogen reel erstatning for det manglende butiksareal, men dog fortsat skal bære byrderne for det eksempelvis i form af husleje.

Og man ville nok tilsvarende blive lidt knotten, hvis den lokale kommune en dag annekterede de ti bagerste meter af haven der hjemme, i hele dens bredde, med krav om, at nu måtte alle kvarterets beboere bruge dette areal frit og frejdigt, mens du selv bare får den simple fornøjelse fortsat at betale ejendomsskat af arealet, men i øvrigt ikke får nogen reel erstatning for de gener, der måtte opstå, og det tab af værdi det er, at miste rådigheden over egen jord.

Selv om de to nævnte eksempler selvfølgelig er tænkte, så er det ikke desto mindre sådan en realitet danske landmænd står overfor med randzonerne. Deres aktive erhvervsareal reduceres, offentligheden får fri adgang til deres ejendom, og de skal stadig opretholde ejerskab og udgifterne herved. Men de får ingen erstatning.

Ulovlig ekspropriation
Hos Bæredygtigt Landbrug kalder vi den slags ulovlig ekspropriation, og foreningen har derfor anlagt sag mod myndighederne. Vil man inddrage folks ejendom og gennemtvinge en bestemt anden brug af den, så må man ekspropriere. Hvis man skal ekspropriere lovligt, så kræver det, at man betaler erstatning. Det får de danske landmænd ikke for randzonerne.

I stedet har myndighederne forsøgt sig med at ville betale det, de kalder en kompensation. Det var i første omgang et fastsat beløb årligt pr. hektar randzone. Et beløb, der i størrelse krævede både kikkert og mikroskop at få øje på i sammenligning med den reelle værdi af jorden.

Kompensationen skulle være kommet fra EU, men de danske myndigheder overså, at de ikke kunne leve op til reglerne for EU-tilskud. Der er nemlig ingen gyldige vandplaner i Danmark, altså de planer der nærmere beskriver, hvilken indsats der skal leveres for at passe på det danske vandmiljø. Uden vandplaner ingen EU-tilskud. Heller ikke selv om den daværende fødevareminister i adskillige tilfælde garanterede det modsatte.

Nu er myndighederne i stedet ved at strikke en statsstøtteordning sammen. En kompensationsmulighed, hvor de danske skatteydere kommer til at betale for uvirksomme randzoner på tvivlsomt juridisk grundlag, fordi myndighederne ikke havde styr på EU-reglerne.

Problemet med statsstøtten er bare, at der er et loft over, hvor meget der må ydes til den enkelte landmand. Det betyder igen, at den landmand, der har eksakt samme areal som sin nabo, kan risikere at få mindre i kompensation end naboen, og at den landmand, der har mange randzoner, ikke kan få kompensation for de sidste af dem. Myndighederne vil altså blåstemple forskelsbehandling af danske borgere.

Forskelsbehandlingen hænger bl.a. sammen med, at man ikke kan modtage støtte, hvis man er kriseramt erhvervsdrivende. Og at man skal fradrage evt. erhvervsstøtte, man har fået til sin økologiske gårdbutik eller andre tiltag med offentlig støtte, der falder ind under den såkaldte de minimis-forordning.

Myndighederne kan ikke fortælle noget om, hvor mange landmænd der ikke kan få den fuldstændige kompensation, som de er blevet lovet. De kan heller ikke fortælle, hvordan kompensationsordningen kommer til endeligt at se ud, for det tænker de stadig over.

Friske øjne på randzonerne
Stolen i Fødevareministeriet fyldes nu ud af en anden minister, end hende der insisterende klyngede sig til at gennemføre randzonerne, alt det førnævnte til trods. Det skal være vores ydmyge håb, at Karen Hækkerup som ny fødevareminister vil benytte lejligheden til med friske øjne at se på, om tanken om randzoner ikke er blevet overhalet indenom af virkeligheden. Om ikke vi i fællesskab skal finde andre virkemidler, som natur og erhverv kan være bedre tjent med.

I et helt år har der nu været usikkerhed om faglighed, jura og økonomi omkring randzonerne. I et helt år har et erhverv måttet tåle at skulle lægge jord, og dermed produktionsaktiver, til et usikkert og ubeskrevet forsøg, hvor man fra begyndelsen var lovet ét, men nu end ikke ved om man i det mindste får noget andet.

Det er i alle henseender på kanten af det troværdige at administrere på denne måde. På kanten af Grundlovens bestemmelser om ekspropriation. På kanten af det fagligt forsvarlige miljømæssigt. På kanten af demokratiske principper om ens behandling af ens forhold.

Det er ikke for meget at konkludere, at randzonerne fejrer et års fødselsdag som myndighedsskabte gråzoner!

Af Bjarne Nigaard, chefjurist Bæredygtigt Landbrug

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen