Det store vandmiljøbedrag

Trods højlydte advarsler fra talrige eksperter fortsatte danske politikere med at poste milliarder af kroner i unødvendige eller endda direkte skadelige vandmiljøplaner. Kendsgerninger lod man sig ikke distrahere af, skriver Vagn Lundsteen i en kronik i JP

I 1989 blev de danske politikere advaret. Et internationalt panel af forskere vurderede allerede i slutningen firserne at, at den danske vandmiljøplan ville være spild af penge og i bedste fald uden virkning på vandmiljøet. Desværre fik de ret.

På de 25 år der er gået siden første vandmiljøplan (VMP1), har de samlede omkostninger for dansk landbrug rundet 100 milliarder kroner. For det danske samfund er de samlede omkostningerne i tabte arbejdspladser, manglende skatteindtægter, konkurser og manglende eksport astronomiske. Det havde været til at leve med, hvis bare vandmiljøplanerne havde haft en synlig effekt på vandmiljøet. Den kan desværre ikke findes nogen steder.

Forfejlet paradigme
De tre store vandmiljøplaner er alle lavet på baggrund af et paradigme. De skulle sørge for fjernelse af næringsstoffer. Dette skulle medføre færre alger i de indre farvande, som igen skulle resultere i mindre iltsvind. Det var verdens største eksperiment, som spillede hasard med et helt erhvervs, og til dels hele landets, økonomi. Ingen vidste, om det at fjerne kvælstof fra vandmiljøet ville have en effekt på vandmiljøet. Det var aldrig prøvet før, ikke en gang i mindre forsøg. Kun i laboratorier, under kontrollerede forhold.

Det er den almindelige opfattelse i Danmark, at kvælstof er ødelæggende for vandmiljøet. Det er det paradigme, der har eksisteret de sidste 30 år. Det kunne godt være rigtigt. Man kan ikke afvise, at kvælstof sine steder er en belastning for vandmiljøet. Især spildevand og affald indeholder store mængder organisk kvælstof eller ammoniumkvælstof. Det gør landbrugets husdyrgødning også. Men i modsætning til affald og spildevand ender husdyrgødning sjældent, og kun ved uheld, i vandmiljøet.

Alt vand har fra naturens hånd et indhold af nitrat, som er den del af kvælstof, der udvaskes gennem rodzonen. Uanset om det er udyrket jord, jord under naturarealer, skovarealer eller landbrugsarealer, sker der årligt en udvaskning til enten grundvand eller til vandløbene. Forskerne har ind til i dag haft den opfattelse, at jo mere nitrat, der udvaskes til vandmiljøet, jo større problemer med iltsvind vil der efterfølgende være i de indre danske fjorde. Derfor drejede det sig om at reducere udvaskning af nitrat. Det lyder sagligt og seriøst. Problemet er bare, at man har glemt at tage naturen i ed. For i virkeligheden forholder det sig nemlig præcist omvendt.

På baggrund af mere end 180.000 analyser for nitrat i danske vandløb i perioden 1986-2011, foretaget af DMU/DCE under Aarhus Universitet, viser det sig, at iltsvind i de danske fjorde konsekvent er kraftigst og mest udbredt de år, hvor udvaskning af kvælstof er lavest. Altså lige modsat af, hvad forskerne har bildt befolkningen, politikere og ministre ind.

Fejl i regnestykket
VMP1 blev vedtaget efter, at man på tv blev præsenteret for nogle døde hummere fisket i Kattegat. Landbruget blev udråbt som synder, og kort tid efter vedtog Folketinget en handlingsplan, der blandt andet skulle reducere landbrugets udledning af kvælstof med 50 procent. Ingen vidste præcist, hvor meget landbruget udledte til vandmiljøet. Miljøministeriet udarbejdede et regnestykke, hvor man på baggrund af modelberegnede tal og en ’rest’ i regnestykket, som man ikke kunne placere andet steds, beregnede landbrugets kvælstofudledning til at være 230.000 tons.

Efterfølgende blev der konstateret en lang række fejl i regnestykket. For det første havde det daværende Landbrugsministerium beregnet, at udledningen ’kun’ var på ca. 160.000 tons kvælstof. Dernæst havde man i regnestykket ’glemt’ en række faktorer, som vi i dag ved meget mere om. For eksempel sker der en nedbrydning af nitrat både i rodzonen, undervejs til grundvandet og i vandet vej til fjordene. I praksis sker der en nedbrydning eller omdannelse af nitrat til grundvandet, der kan være op mod 100 procent. Dernæst sker der en nedbrydning eller tilbageholdelse under vandets vej til fjordene på omkring 70 procent. Alt i alt sker der en reduktion af nitrat til vandmiljøet, der kun er en brøkdel af, hvad forskerne troede i 1987.

Nye tal fra DCE viser, at udledning af kvælstof til vandmiljøet i 1986 var ca. 80.000 tons, deraf kom ca. 60.000 tons fra landbruget.  Altså langt fra de tal, som VMP1 blev vedtaget ud fra. Faktisk kun en fjerdedel af, hvad forskerne havde beregnet i 1986.

I 1997 døde Mariager Fjord. Igen, blev man fristet til at sige, for fjorden havde gennem tiderne oplevet flere ’bundvendinger’. Men iltsvindet, fiskedøden og lugten var ekstra slem i 1997. Pressen, forskerne og politikerne skreg på handling. Igen skulle man finde en synder. Det blev landbruget. Vandmiljøplan 2 (VMP2) trak nye krav ned over hovedet på landbruget. Kvælstofkvoter og skrappe miljøkrav.

Hvad forskerne glemte at fortælle var, at netop i 1996 og 1997 var landbrugets udledning til vandmiljøet usædvanlig lav. Omkring halvdelen af det normale til Mariager Fjord og til alle andre fjorde. Omkring 35.000 tons nitrat mod normalt omkring 60.000 tons nitrat. Forskerne burde have fortalt Folketinget, at de havde taget fejl. At det store iltsvind i Mariager Fjord ikke skyldtes udledning af landbrugets nitrat, men måske det modsatte. Man skal være forsigtig med at fremsætte sådanne teser. Jeg er før blevet kaldt ekstremist, når jeg tilladt mig en sådan frækhed. I Middelalderen havde det svaret til at påstå, at jorden er rund. Ikke desto mindre viser analyserne, at nitrat kan have en anden virkning, end den man arbejder ud fra i Danmark.

1994 var en kontrast. Et usædvanligt regnfuldt år. Med en gennemsnitlig nedbør på omkring 880 millimeter. Udledningen af nitrat var dette år på ca. 110.000 tons nitrat. Altså ca. det dobbelte af et normalt år. Skulle man følge forskernes teori, burde vi have haft store problemer med iltsvind over det ganske land. Men nej, heller ikke denne gang holdt paradigmet stik. Faktisk var der færre steder med iltsvind end i alle de foregående år og de efterfølgende.

Endnu en grotest baggrund
Tredje vandmiljøplan (VMP3) blev vedtaget i 2004. Igen efter en del iltsvindshændelser over det ganske land. Igen blev landbruget mødt med nye krav om begrænsninger. Denne gang med skrappe kvælstofkvoter og en fastlåsning af landekvoten, uanset hvordan afgrødernes forædling og dyrkningsteknikken ville udvikle sig i fremtiden.

Som ved de to tidligere vandmiljøplaner var baggrunden grotesk. Netop i 2003 var udledning af nitrat til vandmiljøet det laveste siden 1997. I den mellemliggende periode havde problemerne med iltsvind været små. Som ved de to forrige vandmiljøplaner valgte Folketinget at vedtage nye krav mod landbruget i en periode, hvor udvaskningen var lavest.

Et panel af udenlandske forskere forudså allerede i 1989, at vandmiljøplanerne ikke ville virke. 22 internationalt anerkendte forskere, herunder professorer og doktorer inden for miljøforskning, fra Europa og USA, gav de danske vandplaner en sønderlemmende kritik, allerede inden man havde set om de virkede.

Formanden for panelet, professor Lambertus Lijklema fra Holland, udtalte til Weekendavisen: ”Det er kun en lille del af belastningen med næringssalte, der bliver påvirket af vandmiljøplanen. Virkningerne vil blive uhyre beskedne, men planen er ualmindelig dyr. – Det er farligt at tage beslutninger, som koster samfundet mange penge, men som er virkningsløse. Store udgifter til ingen nytte, vil forårsage en stor folkelig skuffelse, som vil bevirke, at miljøet vil blive skadet mere end gavnet i det lange løb.”

Professoren fortsætter: ”Forurening med næringssalte kan både ses og lugtes og nyder derfor folkelige opmærksomhed. Derfor er der mange penge til forskningen i disse stoffer”. Desuden udtaler professor Lambertus Lijklema: ”Det kan være svært for mig at sige, men jeg kan forestille mig, at der er en gensidig påvirkning, således at forskningsmiljøerne, ved altid at fokusere på næringssaltene, kan have fremkaldt en politisk bevægelse, der er svær at standse, når den først er sat i gang. Der er selvfølgelig en sammenhæng mellem det, videnskabsmændene foretager sig, og den politiske reaktion”.

Til trods for advarslerne fra det internationale forskningspanel, er dansk miljølovgivning ukritisk fortsat ud af samme tangent. Det svarer til den foretrukne behandling af syge i Middelalderen. Gentagne åreladninger. Nogle gange hjalp det, men oftest døde patienten. Den gang var jorden for øvrigt flad. 

Af Vagn Lundsteen, direktør

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen