Af Vagn Lundsteen
I LandbrugsAvisen kunne man fredag læse, at Tage Pedersen mener at vide, at Bæredygtigt Landbrug er ’fløjtende ligeglad’ med pelsdyravlerne og kun har brugt den meget omtalte situation med Landbrug & Fødevarers formand Martin Merrild til at ’jagte L&F maksimalt.’
Man må tage sig til hovedet.
Hvor Tage Pedersen har sine oplysninger fra, ved jeg ikke. Men jeg ved, at de ikke passer. Selvfølgelig vil Bæredygtigt Landbrug ikke skade pelsdyravlerne. Hvilken interesse skulle vi dog have i det?
Tage Pedersen mener, at vi har brugt Martin Merrilds uheldige ageren som en mulighed for at jage L&F. Det må stå for hans regning. I BL har vi ikke den fjerneste lyst til at være på nakken af L&F, men vi ser det som vores opgave at påpege, når L&F tager beslutninger eller nikker ja til aftaler, der skader erhvervet.
Holdt vores ord og tav
Til Tage Pedersens orientering kan jeg oplyse, at vi i BL havde kendskab til Martin Merrilds aftale med ministeren i en uge, før den blev omtalt i medierne, men vi blev bedt om ikke at omtale den. Og vi holdt ord. Det var ikke os, der fortalte om aftalen – det var derimod politikerne i blå blok, der ikke kunne tro deres egne ører, da de hørte, at erhvervet havde nikket ja til aftalen om et år frem for tre.
BL er ikke sat i verden for at please nogen, og det står vi fast på. Vi skal ikke holde hånden over nogen – eller under nogen – uanset hvilken organisation, de måtte repræsentere. Men vi er absolut heller ikke sat i verden for at jage nogen eller for at skade grupperinger i erhvervet. Og at påstå andet er simpelthen useriøst.
Tage Pedersen er desuden citeret for følgende udtalelse:
”Når der inden for landbruget er så markant splittelse, er der ingen tvivl om, at det har medvirket til at ødelægge vores muligheder for at blive hørt og taget alvorligt i slutfasen af forhandlingerne.”
Til det har jeg to kommentarer. For det første er den slags udtalelser vel ikke ligefrem et udtryk for et samlet landbrug – eller måden at opnå et samlet landbrug. For det andet mener jeg ikke, at ønsket om at undgå splid bør gå foran ønsket om at påvirke debatten i den rigtige retning.
Skulle vi ikke klandre Martin Merrild, at hans ’indsats’ har stillet erhvervet dårligere? Jeg mener, at det er den helt forkerte vej at gå ikke at udtale sig om sagen. Vi skal naturligvis både bekæmpe spliden og sørge for, at vi som erhverv bliver både hørt og taget alvorligt i debatter og forhandlinger, men jeg mener ikke, vi opnår nogen af delene ved at lade situationer, som den netop opståede med Martin Merrild, gå ubemærkede hen.
