Miljø-mismanagement i 27 år

Det dominerende og langvarige problem i dansk miljøpolitik er ifølge Cand. agro Poul Vejby-Sørensen, at myndighederne i snart 30 år har forudsat, at den såkaldte minimumslov (Justus von Liebig, 1855) kan anvendes ved udformning af strategien for forbedring af vandmiljøet. Men dette er langt fra tilfældet.

Minimumsloven, der udtrykker, at plantevæksten (algerne) begrænses af det næringsstof, der er mindst af i forhold til behovet, gælder i kontrollerede laboratorieforsøg med en veldefineret planteart og et veldefineret næringskrav. Men i vandmiljøet findes mange forskellige arter med vidt forskellige næringskrav. Endvidere er der stor interaktion mellem fødenettet og forholdene i vandmiljøet, når det drejer sig om fuld skala, hvorimod dette ikke er tilfældet i laboratorie-skala. Derfor er det en katastrofal fejl at overføre teorien fra minimumsloven til vandområderne og hele det marine økosystem.

Forkert prioritering
Fejltagelsen har betydet, at myndighederne har prioriteret dansk vandmiljøindsats forkert i 27 år. Fejlen er så basal, at den griber ind i næsten alle tiltag, der vedrører vandmiljøet – inklusive vandplaner og randzoner.

 For eksempel har Miljøministeriet i alt for høj grad set stort på fosforudledningen fra by-/husspildevand op gennem slutningen af 1900-tallet i den tro, at bare, man kunne begrænse landbrugets kvælstof, kunne man også begrænse algevæksten og dermed iltsvind fra rådnende alger.

Men denne teori indeholder to afgørende fejl: 

1)     Man kan ikke begrænse algevækst med afkortning af kvælstofforsyning. Økosystemet skaffer sig nemlig kompenserende kvælstof fra atmosfæren. Kommer forholdet mellem kvælstof og fosfor væsentligt under vægtforholdet 7:1 (“Redfield-forholdet”),  fremmes livsbetingelserne for kvælstoffikserende cyanobakterier (blågrønalger), der bringer kvælstof fra atmosfæren til vandmiljøet, men samtidig fører til et dårligere vandmiljø, fordi de ikke indgår i fødekæden, men rådner (iltsvind).

 2)     Når myndighederne søger at begrænse kvælstofudledningen, hvor de definerer kvælstofbegrænsning, betyder det, at N:P-forholdet sænkes netop der, hvor det i forvejen er for lavt. Herved gribes uheldigt ind i hele vandsystemets fødenet, fordi lavt N:P-forhold (meget P i forhold til N) fremmer små-cellede (P-elskende) hurtigt-voksende alger uden værdi i fødekæden (dvs. forrådnelse, iltsvind). Derimod fremmer højere N:P-forhold (meget N i forhold til P) de stor-cellede (N-elskende) langsomt-voksende og proteinrige alger med stor værdi for fødekæden (dvs. fortsætter videre i fødekæden). Et sundt vandmiljø forudsætter således, at N:P-forholdet stabiliseres inden for den såkaldte Redfield-zone, der er et bånd omkring vægtforholdet 7:1. 

Forkert strategi
Miljøministeriets mangeårige fejlræsonnement har ført til groteske initiativer, idet myndighederne har forsøgt (og stadig forsøger) at tackle overforsyningen af fosfor med begrænsning af kvælstof. Dette har selvfølgelig ikke givet de ønskede resultater, men medført milliardomkostninger for samfundet og betydelige ødelæggelser af landbrugsproduktionen. 

Miljøministeriet kæmper forgæves mod økosystemet
N:P-forholdets og Redfield-båndets betydning illustreres i figuren, der viser vandets bevægelse ned gennem vandsystemet og den tilhørende “normal”-udvikling i N- og P-koncentrationerne og dermed N:P-forholdet.

Kvælstof graf 10. juni Poul Vejby

Når afstrømningsvandet i vandløbene (figurens øvre del) tilføres relativt mest fosfor (P) fra spildevand, sænkes N:P-forholdet, så det i kystvandene (til højre i figuren) når ned under “Redfield Comfort Zone”. I de kystnære vande denitrificeres N, så N:P-forholdet sænkes yderligere (figurens “sydøstlige” område). Herefter tager mineraliseringen og sedimentationen af fosfor (P) fart og bringer N:P-forholdet op i “Redfield Comfort Zone”, når vandet strømmer ud til det åbne hav. Økosystemet bringer så at sige balancen i retning af Redfield-forholdet. 

Men den danske miljøstrategi går i den modsatte retning: Hvor N:P-forholdet er under ca. 7:1 (gælder i stort set alle danske fjorde og kystvande), betegnes området som “kvælstofbegrænset”, og strategien går ud på yderligere begrænsning af N-udledningen, hvilket vil sænke N:P-forholdet. Strategien gør altså det omvendte af økosystemets naturlige regulering ved at tvinge N:P-forholdet nedad (længere væk fra “Redfield Comfort Zone”). Det fører både til dårligere vandmiljø og til en evig kamp mod økosystemet – i realiteten en nutidig udgave af “Danaidernes Kar”. 

Forkert medicin i overdosering
Dansk miljøpolitik befinder sig midt en skandale, som kun vokser, som tiden går, hvis den fortsat ignoreres. Miljøministeriet kan naturligvis ikke “overmande” økosystemets funktion med naive N-begrænsninger, der i bedste fald er virkningsløse – i værste fald forringer vandmiljøet,  fordi N:P-forholdet bringes længere væk fra “Redfield Comfort Zone”.

 Miljøministeriet har simpelt hen ordineret en forkert medicin i 27 år. Og da den naturligvis ikke hjalp, satte man doseringen op i vandmiljøplan efter vandmiljøplan og nu igen i vandplanerne.

Kun én virkning er sikker: Fødevareproduktionen, beskæftigelsen, landbrugserhvervet og samfundsøkonomien rammes knusende hårdt.

Af cand. agro. Poul Vejby-Sørensen

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen