Historien er den, at Martin Merrild overfor fødevareministeren har godtgjort, at danske minkavlere kan implementere et nyt regelsæt om beskæftigelsesmateriale til mink på et år, imens oppositionen har arbejdet på en model, hvor indfasningen skulle vare tre år. Efter at have indgået aftalen påstod Martin Merrild i weekenden, at han aldrig har lavet den påståede aftale, men dette afvises blandt andet af Folketingets Fødevareudvalgs formand, René Christensen (DF), der i tirsdagens udgave af Effektivt Landbrug udtaler:
”Erhvervet, med Landbrug & Fødevareres formand, Martin Merrild, i spidsen, har tilkendegivet, at man er med på en etårig aftale. Det har jeg både mails og sms-korrespondance, som viser.”
Desværre er historien ikke enestående.
Manglende strategisk forståelse og magtarrogance fra ledelsen i L&F har gang på gang ødelagt forhandlinger for landbruget. Opførslen virker uovervejet og hovedløs. Men jeg tror, at den er udtryk for noget helt andet: ’magtbegær’. Magt for magtens skyld.
Konsekvenserne af de selvstændige beslutninger er sekundære. Det er magten, der tilsyneladende er den afgørende drivkraft, og at sidde til bords med fødevareministeren og/eller miljøministeren og i fællesskab bestemme fremtiden for danske landmænd er vel den største magtposition, en repræsentant fra landbruget kan opnå.
Der er et gammelt ordsprog, der siger, at magt korrumperer. Jeg antyder ikke, at ledelsen i L&F er korrupte; der er ikke tale om personlig vinding. Men følelsen af magt gør folk afhængige. At sætte sit aftryk og få følelsen af magt har endnu engang gjort stor skade på landbrugserhvervet. Martin Merrild er ikke den første, der er faldet i denne afhængighed.
Peter Gemælke, den tidligere mangeårige præsident for Landbrugsrådet, er det mest grelle eksempel i dansk landbrug. I Peter Gemælkes tid blev der gang på gang nikket ja til indgreb mod landbruget, der ikke var fagligt begrundede. Dengang kostede magtmisbruget dansk landbrug milliarder af kroner. Og som tiden gik, blev det værre og værre.
Peter Gemælkes efterkommere blev på samme måde en del af forlig. Gang på gang kunne man tage sig til hovedet og tænke, hvorfor siger man ikke bare: Nej!, og krævede, at det faglige fundament kunne bære de mange restriktive tiltag.
Forklaringen har som oftest lydt ’hvis ikke vi havde lavet et forlig, var det blevet meget værre’. Men er det ikke sådan, at hvis man laver et forlig mellem noget rigtigt og forkert, vil det stadig til dels være forkert?
Et af de nyere kendte eksempler er husdyrforliget fra 2011, hvor de ejendomme, der ligger i nærheden af miljøfølsomme områder, blev ”solgt” for at få et forlig om ’meldeordningen’. Dette skete også hen over hovedet på de politiske partier, der hovedrystende måtte konstatere, at L&F endnu en gang var gået bag ryggen på dem, for at få et forlig på plads. Pesticidforliget fra i vinter, der skal reducere pesticiders belastning med 40 procent, er endnu et forlig, som L&F har nikket ja til.
Rygter siger, at det samme er sket omkring randzonerne og kompensationsordningen. Apropos rygter, så hører vi jævnligt hårrejsende historier omkring sådanne lokumsaftaler. Et af disse er et vedvarende rygte om, at pesticidafgifterne blev bragt i spil i forbindelse med regeringens Vækstplan. Afvikling af pesticidafgifterne skulle efter sigende være blevet afvist af L&F’s top, da man er afhængige af midlerne fra Promilleafgifterne. Det kunne være ondsindede rygter, hvis ikke de var blevet bekræftet fra flere sider.
Men efter historien om pelsdyrburene, hvor Merrild nægter at have grebet ind, og hvor de borgerlige ordførere fastslår, at Merrild har grebet ind, virker ovenstående eksempler langt mere pålidelige. Det er med løgne som med korruption, hvis der findes ét eksempel, er der flere. Der går sjældent røg af en brand, uden der er ild, og lige nu ryger det kraftigt fra magtbasen Axelborg midt i København.
Af Vagn Lundsteen, direktør Bæredygtigt Landbrug
