VL-direktør: Kortlæg retentionen!

Nordjyske landmænd vil gerne bidrage til bedre vandmiljø i Limfjorden. Men en forudsætning er at vide, hvor meget deres tab af kvælstof i realiteten belaster vandmiljøet. De bakkes nu op af Carl Åge Pedersen, Videncentret for Landbrug, der vil have kortlagt retentionen.

Akkurat som stueplanterne skal have nærring for at gro, så skal også markens planter have kvælstof for at spire og vokse. Men tilførsel af kvælstof sker ikke uden spild. – Et spild, der i sidste ende ledes med strømmen og ender i de maritime miljøer, hvor det giver næring til både nyttig og unyttig algevækst. Men hvor meget kvælstof fra landbruget, der reelt ender i havmiljøet, er noget af en gåde. Og spørger man eksperter, politikere og landmænd er de langt fra enige.

 Når overskydende kvælstof løber fra marken, sker der under transporten til ’endestationen’ (som fx Limfjorden) en væsentlig reduktion, eller såkaldt retention, i mængden af kvælstof. Og præcis, hvor meget der reduceres, er eksperterne ikke enige om. Spørger man Videncentret for Landbrug, så regner man her med, at mellem halvdelen og to tredjedele af kvælstoffet forsvinder eller optages, inden det når havmiljøet og de indre, danske farvande.

 Spørger man derimod DCE (Nationalt Center for Miljø og Energi), det tidligere DMU, så anslår man tilsvarende, at retentionen kun er godt 20 procent, altså blot en femtedel af den mængde, der oprindelig blev tilført til vandmiljøet. I notatet ’Sårbarhed for N-udledning til vandmiljøet’ fra februar 2012 står der således, at ”N-retentionen i ferskvand anslås i dag med betydelig usikkerhed at udgøre ca. 20 % af den samlede N-reduktion fra bunden af rodzonen og ud til havet. Ifølge DCE svarer det til godt 20.000 tons N. Heraf udgør N-retention i vandløb ifølge DCE ca. 13 procent-point og i søer 7 procent-point. Dog skriver DCE i notatet fra 2012, at Gudenåen, der er Danmarks længste vandløb, har en retention på hele 50 procent alene i søerne på åens forløb frem mod udløbet i Randers Fjord. Læs DCE-notatet: Sårbarhed for N-udledning til vandmiljøet. 

Ved at se på tallene fra udløbet af Gudenåen på Miljøportalen, ved målestationen Uggelhuse, ses det da også tydeligt, at åens tilførsel af kvælstof til Randers Fjord er yderst begrænset, da målinger fra april 2013 viser et indhold af nitrat-N på blot 1,0 mg pr liter. 

Hvad alle dog kan enes om, er, at retentionen varierer i forskellige jordtyper og i forskellige dele af landet. Man ved bare ikke, hvor meget, den varierer. Derfor efterlyser direktør ved Videncentret for Landbrug, Carl Åge Pedersen, nu en endelig kortlægning af retentionen i de danske vandmiljøer.

 Carl Åge Pedersen Videncentret

”Der er ingen tvivl om, at man skal have kortlagt retentionen. Og jeg er fuldstændig enig i, at når man kommer og laver yderligere restriktioner for et erhverv, så skal der da være en ordentlig dokumentation for, at man får noget ud af at gøre det,” siger Carl Åge Pedersen til baeredygtigtlandbrug.dk.

”Myndighederne og politikerne har ofte den tilgang, hvor man siger; ’vi er nødt til at handle, ellers koster det os alt for mange penge, og når vi så bliver klogere, må vi justere vores indsats’.  Det synes jeg er uforsvarligt i en situation, hvor vi rent faktisk har en nedadgående trend i vores kvælstofudvaskning. Hvorfor har man så så travlt? Og hvad er det, der gør, at det skulle være et problem, at man venter nogle år, og så gør det rigtige?,” lyder spørgsmålet fra Carl Åge Pedersen.

”Det er jo bare noget, nogle forskere fra DMU har gået og bildt politikerne ind; at vi har ih-og-åh-så-travlt. Men det er jo noget sludder,” siger direktøren, der blandt savner konsekvensberegninger af de kommende vandplaner.  

”I min optik, så er dokumentationen for det man vil lave (herunder vandplaner, red.), ikke ret stor. Jeg er dog ikke enig i, at jo mere kvælstof vi får ud i vandmiljøet, jo bedre. Det tror jeg ikke, man kan dokumentere. Men man kan heller ikke på nuværende tidspunkt kvantificere effekten af den reduktion af kvælstoftabet, man vil lave.”

Hvor skal vi hen?
Som baeredygtigtlandbrug.dk tidligere har beskrevet, så har en række nordjyske landmænd på eget initiativ og bekostning foretaget en række drænvandsanalyser, der bl.a. har vist kvælstofkoncentrationer på kun godt en tredjedel af, de koncentrationer som resultatet af at anvende den udvaskningsmodel, der bruges ved husdyrgodkendelser, anslår. Landmand, Carsten Søborg, fra Åbybro ved Limfjorden har dertil – og mod sædvane – ført prøverne helt ud i vandløbet, hvor målingerne fastslog, at kvælstofkoncentrationen efter to kilometer i vandløbet allerede var faldet til blot en femtedel af den oprindelige koncentration fra drænudløbet. En måling, der taler for, at retentionen for visse områder er langt højere, end forventet.

”Det er noget af det, man er blevet klogere på med drænmålingerne; nemlig at området omkring Limfjorden er ekstremt godt til at reducere kvælstof. Og det er jo derfor, man skal have kortlagt retentionen, for at se, hvor meget af det, der forlader rodzonen, der overhovedet når frem til vores kystnære farvande,” lyder opfordringen fra Carl Åge Pedersen.

”Men er anden ting er også; hvad er det for et mål, vi går efter? Som oplæg til vandplanerne, har man fx fokuseret stærkt på ålegræsværktøjet, og siden har man jo nedsat et udvalg, som klart og tydeligt konkluderede, at det kan man slet ikke bruge til at beregne behovet for at reducere kvælstoftilførslen. Og Naturstyrelsen gør meget for at skjule den konklusion – og de var endda selv med til at lave den. Udvalget startede jo med at nævne, at ålegræs er en vigtig indikator for en god miljøtilstand. Men problemet er, det der med at tro, at man bare skal reducere kvælstofmængden, og så får vi et godt miljø. Det er at stikke folk blår i øjnene. Vi har jo en kvælstofudledning, som er lavere end i tresserne. Og alligevel påstår de, at miljøtilstanden ikke er væsentligt forbedret.”

”Indtil nu forbinder man jo kun kvælstof med et problem ved de kystnære farvande.  Og det er så der, det er interessant at se; ’jamen, hvor meget kommer så overhovedet ud?’. Og hvis du zoomer længere ud, så er farvandene jo meget mere påvirket af det, der kommer andre steder fra, end den smule, landbruget leder ud,” siger Carl Åge Pedersen.  

”Vi er jo bare så løsningsorienterede os danskere. Og det er så typisk, at vi begynder at finde løsninger, inden vi har fundet ud af, hvad det er for et problem, der skal løses,” slutter Carl Åge Pedersen.

 Fik du ikke læst artiklen om landmand Carsten Søborg, der ved hjælp af egne målinger forsøger at kortlægge retentionen ved egen udledning, så klik her og læs med

 Af Tina Krarup, tk@baeredygtigtlandbrug.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen