Ministerier på kant med naturlovene

Et panel af udenlandske forskere advarede allerede i 1988 mod den danske vandmiljømodel. De fik ret.

Siden Vandmiljøplan 1 er der ikke konstateret forbedringer i vandmiljøet. Iltindholdet i de indre og åbne farvande er ikke steget. Faktisk er der tale om en faldende tendens. Iltsvind er en årlig tilbagevendende begivenhed. De samme områder rammes af iltsvind hvert år. Hverken VMP 2 med de begrænsede kvælstofnormer for landbruget eller VMP 3 med yderligere begrænsninger i landbrugets kvælstofnormer har ændret ved dette.

Til trods for de store konsekvenser for landbruget i form af begrænsninger i konkurrenceevnen og store omkostninger til miljøtiltag, er effekten aldrig blevet evalueret og dokumenteret. Teorierne bag kvælstofreduktion er ikke blevet efterprøvet i storskalaforsøg i fjorde.

Det burde Miljøministeriet og Fødevareministeriet have orienteret Folketinget omkring. Som rådgivende og udøvende enhed har ministerierne pligt til regulere indsatser op og ned, når de forventede resultater ikke opnås. Det har ministerierne forsømt i en sådan grad at landbrugserhvervets overlevelse er sat på spil, uden at de skrappe miljøkrav nogen steder har hjulpet vandmiljøet. – Tværtimod.

Hård dom over den danske miljøforskning
I april 1988 anmodede Planlægningsrådet for Forskningen om at forestå en international evaluering af dansk miljøforskning.

Formålet med evalueringen skulle være at få en bedømmelse af kvaliteten af dansk miljøforskning.
Der blev nedsat et panel af 22 fremtrædende, internationalt anerkendte miljøforskere, der skulle foretage en bedømmelse af kvaliteten af miljøforskningen målt med international målestok.
I marts 1989 blev de udenlandske eksperters* bedømmelse af miljøforskningen offentliggjort i en bog med titlen: International evaluering af dansk miljøforskning

Ekspertpanelets kritik af Miljøstyrelsens laboratorier var sønderlemmende
Det var især Centret for Jordøkologi, Havforureningslaboratoriet og Luftforureningslaboratoriet, der fik kritiske ord med på vejen – og det var disse organer, der vejledte Folketinget forud for vedtagelsen af Vandmiljøplanen!

Det var Centret for Jordøkologi, der havde udregnet og således var ansvarlig for den yderst kritisable kvælstofbalance, der var basis for NPO-redegørelsens »skøn« over kvælstofudvaskningen. Det var også Centret for Jordøkologi, der fik den hårdeste medfart i ekspertpanelets rapport.

Efter at ekspertpanelet havde vurderet forskningsprogrammet, der indgik i NPO-redegørelsen, udtalte eksperterne, at kvaliteten af centrets arbejde ikke var god nok til, at det kunne bidrage til anvendt forskning.

Panelets bedømmelse havde følgende ordlyd:
Det er panelets indtryk, at centret udfører »oversigter«, det vil sige måler typiske parametre eller identificerer tidsændringer. Tilbundsgående forskning for eksempel i processtudier, ligger uden for dets rækkevidde.
Vi tvivler på, at centret i sin nuværende form kan bidrage væsentligt til anvendt forskning. Rent ud sagt føler vi, at centret ikke lever op til dansk forskningsstandard.
Centrets historie synes at være højst uheldig. Oprindelig havde det ikke nogen videnskabelige opgaver, og staben var rekrutteret i overensstemmelse hermed. Så fik det pludselig videnskabelige opgaver.
Der blev nedsat en bestyrelse på 12 medlemmer til at overvåge 4 forskere, hvilket må være noget af en bureaukratisk rekord.

Havforureningslaboratoriet fik både ros og ris – ros fordi det var dygtigt til PR! Rosen var dog betinget, idet eksperterne udtalte, at indholdet af deres PR ikke var i overensstemmelse med de videnskabelige resultater. Ekspertpanelets bedømmelse havde følgende ordlyd: 

Antallet af publicerede artikler inden for grundforskning ligger under dansk standard.
Laboratoriets rådgivende funktion over for Miljøstyrelsen griber unødvendigt ind i andre funktioner. Laboratoriet er dygtigt til PR, men indholdet af denne er ikke i overensstemmelse med de videnskabelige resultater.

Luftforureningslaboratoriet var det sidste af Miljøstyrelsens forskningsenheder, der var til bedømmelse. Eksperterne mente ikke, at laboratoriets materiale kunne bruges til at rådgive de offentlige myndigheder. Bedømmelsen havde følgende ordlyd:

Det er uklart, hvilket ansvar dette laboratorium har. Relevansen over for danske miljøproblemer synes uklar. Arbejdsprogrammet synes ikke at give materiale, der kan bruges til vejledning af kommunale, amtslige eller statslige myndigheder.

Selvom det var Centret for Jordøkologi, der kom nærmest dumpekarakter, klarede Miljøstyrelsens øvrige forskningslaboratorier sig kun mådeligt i den internationale bedømmelse, de udenlandske eksperter underkastede dem.

Ekspertpanelet giver gode råd for den fremtidige miljøforskning i Danmark og understreger nødvendigheden af, at man på ny sætter den videnskabelige metode i højsædet. Panelet konkluderer:

Det er nødvendigt at sikre sig, at forskningen fremkommer med svar i de strengt videnskabeligt udførte programmer på en måde, der giver mulighed for eftervisning. Uafhængige vurderinger af erkendte miljøproblemer må danne grundlag for de nødvendige råd i en form, der overskrider sektorgrænser og nedtoner vigtigheden af svar med kort varsel. Dette er vigtigt i såvel planlægningen på regeringsniveau som i ministerielle programmer samt på det udførende niveau.

Kvælstofplanerne skal revurderes
Der er ingen forskningsmæssig begrundelse for at mene, at landbruget overgødsker eller at kvælstof fra landbruget har en uheldig miljømæssig effekt. 

Tværtimod viser forskningen, at opblomstring af algerne hovedsageligt sker, når der er for megen fosfor i forhold til kvælstof – det udtrykkes ved den såkaldte Redfield-konstant.

Der er ingen sammenhæng mellem den reducerede kvælstoftilførsel og indhold af kvælstof i vandløbene. Lige som der heller ikke er nogen sammenhæng mellem den reducerede kvælstoftilførsel og iltindholdet i de indre farvande.

Der er med andre ord ikke konstateret nogen positiv effekt på vandmiljøet af landbrugets store næringsstofbegrænsninger.

 Hovedpanelet der i 1989 evaluerede den danske forskning havde følgende sammensætning:

Professor Lambertus Lijklema, Holland, formand for panelet, dr. O.W. Heal, England, dr. John Philip, Australien, dr. B.B. Hicks, U.S.A. og professor, dr. Lars Friberg, Sverige.

I Weekendavisen 10. marts 1989 siger professor Lambertus Lijklema: 

Det er kun en lille del af belastningen med næringssalte, der bliver påvirket af Vandmiljøplanen. Virkningerne vil blive uhyre beskedne, men planen er ualmindelig dyr.
Det er farligt at tage beslutninger, som koster samfundet mange penge, men som er virkningsløse. … Forureningen med næringssalte kan både ses og lugtes og nyder derfor folkelig opmærksomhed. Derfor er der mange penge til forskningen i disse stoffer.

I samme avis siger professor John S. Gray fra Marinbiologisk Institut i Oslo: 
Beslutningen er forhastet og ude af trit med videnskabelig forskning.
Det koster det danske samfund milliarder af kroner, men man kan ikke forvente, at forholdene i Kattegat kan blive bedre af den grund, fordi det meste kommer fra andre lande.

 

Af Vagn Lundsteen, direktør Bæredygtigt Landbrug

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen