Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger præsenteres torsdag

Så oprandt dagen danske ministre, naturorganisationer og ikke mindst landmænd har ventet på, siden fødevareminister Mette Gjerskov (S) den 7. februar 2012 præsenterede Jørn Jespersen som formand for Natur- og Landbrugskommissionen.

Efter 15 måneders grundigt arbejde på en faglig og seriøs baggrund er formand Jørn Jespersen torsdag klar til at præsentere Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger til regeringen vedrørende fremtiden for natur og landbrug i Danmark, og formanden har fra første færd gjort det helt klart, at både landbrug og natur skal have gevinst af kommissionens arbejde.

”Landbrug, miljø og natur har fyldt en stor del af mit arbejdsliv, og jeg glæder mig til, at det kommer til at fylde endnu mere det kommende års tid. Jeg ser frem til en stor og spændende opgave med at skabe nye og langsigtede udviklingsmuligheder for dansk landbrug og en rigere og mere varieret natur,” lød det således den 7. februar 2012 fra Jørn Jespersen.

Fødevareminister Mette Gjerskov (S) og miljøminister Ida Auken (SF) meldte tidligt i forløbet ud, at kommissionens 12 medlemmer sammen med Jørn Jespersen skulle se nærmere på, hvordan man kan reducere kvælstofudledningen, forenkle lovgivningen på miljø- og landbrugsområdet, regulere landbruget- og fødevarevirksomhederne samt skabe en bedre fremtid for landbrugserhvervet, samtidig med at man sikrer mere og bedre natur. Frem for alt var det et ønske fra ministrene, at kommissionen ikke blev en ”syltekrukke”. Derfor blev det bebudet, at kommissionens arbejde skulle være færdigt i 2012, så de nye initiativer kunne sættes i søen allerede i 2013.

Selv om kommissionens arbejde altså bliver præsenteret med nogle måneders forsinkelse, så tyder meget på, at den sidste del af ønsket går i opfyldelse. Allerede to timer efter Natur- og Landbrugskommissionen aflægger rapport på Nationalmuseet klokken 11.00, har fødevareministeren og miljøministeren nemlig indkaldt til et samlet pressemøde på Christiansborg, hvor regeringen vil forholde sig til Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger.

Hvor kan landbruget skabe vækst?
Bæredygtigt Landbrugs næstformand, Peter Rosendal, der har haft en plads i følgegruppen under Natur- og Landbrugskommissionen, venter spændt på udfaldet af Jørn Jespersens præsentation på Nationalmuseet.  

”Jeg glæder mig meget til at se, om de vigtigste ting i kommissionens arbejde, de kommer med, eller om det bare er noget overfladisk noget. Jeg har den opfattelse, at Jørn Jespersen har gjort et rigtigt stort stykke arbejde på at få så meget faglighed med i det, som muligt,” lyder det fra Peter Rosendal dagen før præsentationen af de anbefalinger, han selv har været med til at lægge grunden til.

”Det er helt sikkert, at en del af kommissionens arbejde er at skaffe vækst til landbruget, og hver eneste gang man har talt omkring at fjerne nogle EU-støttekroner fra landbruget, har man fra kommissionens side skulle finde en erstatning for det et andet sted. Mit store ønske er, at der bliver fokuseret på den vækst, som er halvdelen af kommissionsarbejdet, og at det ikke kun bliver en snak omkring, hvordan man ønsker naturen skal være. Man er simpelthen nødt til at se på, hvor der er nogle indtægter i landbruget,” siger Peter Rosendal.

Landmændene er ifølge Peter Rosendal nødt til at få nogle steder, hvor de kan udvikle produktionen, og hvor landbruget kan skabe den vækst, der er nødvendig både for det danske samfund og for at få landbruget til at overleve, og derfor håber han meget, at kommissionens anbefalinger bliver positive for landbruget i Danmark.

”Jeg håber det meget. Hvis det bliver værre, med de tiltag der er lavet her lige op til præsentationen, sammenholdt med de tiltag som blandt andet fødevareministeren har været ude og lave, hvor man fjerner det ene eksistensgrundlag efter det andet fra landbruget, så bliver det i hvert fald lidt op ad bakke,” siger Peter Rosendal, og han glæder sig til at læse alle detaljerne i rapporten.

”Hvor ser vi landbrugets potentiale i det her. Er der et potentiale, eller holder man sig inden for nogle grænser, som stadig er de samme, så landmanden kommer til at døje med de samme problemer. Giver det her vækst, eller gælder der de samme rammebetingelser? Så snart jeg får tid til det, så sætter jeg mig ned og læser rapporten, og så vil jeg se, hvor vores fingeraftryk er henne – og om der overhovedet er nogen,” slutter Peter Rosendal, der selv vil være til stede ved præsentationen af rapporten.

Af Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk

For interview med Peter Rosendal, kontakt Jakob Tilma på tlf 42 43 50 15.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen