Mette Bock: Det afgørende er, at der er lagt op til et paradigmeskift

Liberal Alliances Mette Bock kunne se mange gode intentioner i Natur- og Landbrugskommissionens rapport, men glædede sig især over det paradigmeskift, kommissionen lægger op til.

En del af anbefalingerne fra Natur- og Landbrugskommissionen, der torsdag præsenterede sin rapport på Nationalmuseet, har lange udsigter, mener Mette Bock.

”Der er mange gode intentioner i den her rapport. Noget af det er også løse overskrifter, altså udvikling af ny teknologi og udvikling af nye virkemidler og så videre. Det er der jo ikke nogen, der kan være imod,” forklarer Mette Bock til baeredygtigtlandbrug.dk og fortsætter:

”Det som er det afgørende for mig, er at der bliver lagt op til et paradigmeskift fra anvendelse af generelle til målrettede virkemidler og fra inputstyring til outputstyring. Det mener jeg er et helt fundamentalt paradigmeskift i landbruget og det skal vi selvfølgelig udnytte maksimalt.”

Væk med randzonerne
Den maksimale udnyttelse kan for eksempel udmønte sig i afskaffelse af randzoneloven, mener Mette Bock, der har udsendt en pressemeddelelse, hvor hun opfordrer regeringen til at droppe randzonerne.

”Det er et meget forhadt generelt virkemiddel. Og her er der mulighed for regeringen at udvise handlekraft.”

Af Lene Skriver Bak, lbs@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top