En skarp formand fylder rundt

Formand for Bæredygtigt Landbrug Flemming Fuglede Jørgensen fylder 60 år den 17. april.

Landmand og bestyrelsesformand Flemming Fuglede Jørgensen har det ikke godt med at sidde stille med hænderne i skødet. Han handler. Også når det erhverv, han elsker og har levet af hele sit liv, er presset og har brug for hans indsats.

Flemming Fuglede er en ’ildsjæl’, der brænder for sin sag. Han er også en stolt landmand, der ikke bryder sig om, at landbruget ikke bliver respekteret og værdsat. En del af hans store energi bliver brugt som formand for Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug, hvor han har været en bærende kraft siden 2010.

I 1983 købte Flemming Borupgaard ved Løkken. Gården, som både er hjem og arbejdsplads, er siden udvidet i flere omgange og i 2006 købte han godset Chateau de Villejovet i Frankrig, hvor familien, der ud over hustruen Annette tæller tre døtre, en søn og et barnebarn, elsker at samles. Flemmings gode humør og lyse livssyn gør ham til et naturligt midtpunkt ved enhver lejlighed, og han bruger sin kampvilje og fysiske statur i mærkesagernes tjeneste. 

Ud over planteavlen, har Borupgaard også plads til formandens store lidenskaber, jagt og hunde. Han er formand for Dansk Pointer Klub, aktivt engageret i jagthundedressur, indehaver af flere danske og nordiske mesterskaber samt utallige markprøve-placeringer. Desuden arbejder han aktivt for at give vildtet gode levevilkår og især agerhønen har hans store bevågenhed. Vildtstriber lader han velvilligt krydse hans jorder, men når talen falder på uvirksomme randzoner, er sagen en ganske anden.

For Flemming Fuglede er landbrugets vilkår i Danmark, en bæredygtig udvikling og regler, der er baseret på faglighed og saglighed og giver landmanden mulighed for at drive sin gård efter principperne om godt landmandsskab, ikke blot en mærkesag. Det er en livsopgave.

Flemming Fuglede med hund

FAKTA

Flemming Fuglede Jørgensen, født 17. april 1953 på Fyn. 
Opvokset mellem Randers og Mariager Fjord.

Gift med Annette. Parret har tre døtre, en søn og et barnebarn.
Uddannet landmand, ejer af Borupgaard i Nordjylland og Chateau de Villejovet i Frankrig.

Formand for Bæredygtigt Landbrug, Dansk Pointer Klub og Nordjyllands Dige- og Pumpelaug.

Har tidligere siddet 17 år i bestyrelsen for DLF og ligeledes i bestyrelsen hos Alm. Brand.

Driver Kennel Fuglede og er indehaver af flere Danmarksmesterskaber og Nordiske Mesterskaber i jagthundedressur.

 
Flemming Fuglede Jørgensen er ikke hjemme på dagen, men Bæredygtigt Landbrug markerer fødselsdagen ved en reception på Hotel Sixtus i Middelfart d. 22. maj 2013 kl. 13-16.

Scroll to Top