Drikkevandet holder vand

Kvaliteten af det danske drikkevand er helt i top, og selv hvis der bliver fundet pesticidrester i vandboringer, så kan du roligt åbne for vandhanen.

Bliver du nogensinde nervøs for, om det vand, som er i vandhanerne, er godt nok? Du hører måske historier om forurening af grundvandet i medierne, men alligevel er der ikke grund til at tvivle på kvaliteten af det vand, som kommer ind i dit hjem.

Professor Hans-Jørgen Albrechtsen fra DTU er en af Danmarks førende forskere i kvaliteten af grund- og drikkevand. Han vender tommelfingeren opad, når det gælder det danske drikkevand.

“Det vand, der kommer ud af hanerne her i Danmark, har jeg fuld tillid til. Det smager godt, og det er sundt. Så vi skal passe på det,” siger Hans-Jørgen Albrechtsen.

Hvor man i de fleste andre lande drikker overfladevand fra søer, der bliver behandlet, så drikker vi i Danmark grundvandet. Vandet bliver kontrolleret i boringerne, på vandværket og ved udvalgte forbrugeres vandhaner. Så når du bruger vand fra vandhanen, så kan du roligt sætte glasset til munden.

“Jeg kan godt gøre mig lystig over dem, som sælger diverse stenkulsgrene og alt muligt andet, som man kan putte i karafler og andet for at fjerne pesticider. Jeg er helt sikker på, det virker, for der er ikke nogen pesticider i i forvejen. Når det har forladt vandværket, så er der per definition ikke pesticider i over grænseværdierne. Hvis det skulle ske, så er det en fejl,” fortæller Hans-Jørgen Albrechtsen.

Selvom der er fundet pesticidrester i en række vandboringer, så mener professoren ikke, at der er grund til bekymring for borgerne.

“Grænseværdierne i EU er fastsat, fordi man ikke vil have stofferne i vandet. De er jo ikke fastsat, fordi man har vurderet, at stofferne er farlige på det niveau. Mange af dem ville man godt kunne drikke langt højere koncentrationer af, uden der var nogen risiko ved det. Men det er den administrative præmis, der er for at levere drikkevand i Europa i dag. Så forbrugerne kan forvente, at der ikke er pesticider over den grænseværdi,” fortæller Hans-Jørgen Albrechtsen.

Af Jens Sillesen

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen