Derfor overtræder Gjerskov ministeransvarlighedsloven

Bæredygtigt Landbrug har ved EU-Kommissionen søgt og fået aktindsigt i Fødevareministeriets kommunikation med EU-Kommissionen omkring indførelsen af en dansk kompensationsordning for randzoner, og på baggrund af akterne er det Bæredygtigt Landbrugs opfattelse, at fødevareminister Mette Gjerskov bevidst vildleder Folketinget.

Det er i forarbejderne til randzoneloven forudsat, at der i forbindelse med udlægning af randzoner kan ydes en kompensation. Denne kompensation er endvidere forudsat at stamme fra EU’s landdistriktsprogram, og kræver derfor EU-Kommissionens godkendelse.

 

Klik her for at hente korrespondancen imellem EU-Kommissionen og Fødevareministeriet i forbindelse med Randzoneloven

Klik her for at hente en kort version af notatet vedrørende Bæredygtigt Landbrugs kritik af Fødevareministerens håndtering af Randzoneloven

Efter vandplanerne i første omgang blev fremlagt af miljøminister Ida Auken i december 2011, anmeldte Fødevareministeriet overfor Kommissionen de støtteordninger, som Danmark ønskede indført under EU’s landdistriktsprogram. Det fremgår af akterne, at anmeldelsen blev justeret adskillige gange (bilag 1 – 10), inden Kommissionen ved skrivelse af 20. juli 2012 (bilag 11) endelig meddelte godkendelse af, at Danmark under landdistriktsprogrammet på nærmere vilkår kunne yde kompensation til landmænd for randzoner, retablering af vådområder og skovrejsning. Efterfølgende udstedtes af fødevareministeren bekendtgørelse 892 af 29/8 2012 om randzoner, hvorefter reglerne om randzoner trådte i kraft 1. september 2012.

Imidlertid skrev Fødevareministeriet den 8. november 2012 (bilag 12 og 13) ganske overraskende på ny til Kommissionen med ønske om flere ændringer i det ellers blot fire måneder tidligere godkendte grundlag for kompensationsordningen.

At ændringerne direkte berører kompensationsordningen, reglerne bag og administrationen af denne, fremgår bl.a. af nedenstående uddrag af ministeriets følgeskrivelse (bilag 12):

”…

Enclosed are modification submission templates for:

– New measure “Payments to farmers in connection with the implementation of the Water

Framework Directive, Directive 2000/60/EC” (213b)

….

– Repurchase option to original owner (state acquisition of land) (216c and 323a)

– adjustment of text in chapter 10.3 regarding demarcation to the Article 68 Programme

(cf. Regulation 73/2009)

– adjustment of text in chapter 11 regarding authorities involved in the administration of

the RDP

– minor text adjustment concerning the demarcation between the compensation measure to

mandatory buffer zones (213a) and other RDP measures

…”

At der er tale om direkte ændringer vedrørende kompensationsordningen fremgår også tydeligt flere steder af det medsendte bilag (bilag 13), bl.a. følgende to indledende afsnit:

”…

Implementation of the Water Framework Directive

As part of the Danish implementation of the Water framework directive, Denmark will

implement, with binding effect from 1st of September 2012, an up to 10 m mandatory

cultivation-, spraying- and fertilizerfree buffer zones along all open streams and ponds

more than 100 m2 in rural areas. The measure implements article 11.4 of Directive

2000/60/EC.

Scope and actions

Area payment is offered as compensation for the mandatory establishment of cultivationfree

buffer zones. The cultivation-free buffer zones must be established on farmable land

along all open watercourses and lakes in excess of 100 m2 in non-urban zones. Support is

given as an annual area subsidy with a fixed support rate.

…”

Når ministeriet derved ønsker at ændre et ellers godkendt grundlag, må det selvsagt bero på, at man ud fra en grundigt afvejet faglig og juridisk vurdering finder det allerede godkendte grundlag ufuldstændigt. Endvidere må det stå ministeriet klart, at en anmodning om ændring af et ellers godkendt grundlag åbner for en fornyet godkendelsesproces, hvori de ønskede ændringer skal vurderes sammen med de øvrige elementer, og dermed ’genstarter’ den tidligere proces. Ved at anmode om ændringer ’annullerer’ ministeriet altså selv den tidligere udstedte godkendelse, eller som minimum stilles den i bero, mens fornyet behandling af ændringsforslag pågår.

Hvis ministeriet efterfølgende vælger at trække anmodningen om ændringer tilbage (fx for at sikre at en godkendelse eksisterer, henvisende til den i juli 2012 udstedte godkendelse), så er der altså tale om eksistensen af et efter ministeriets opfattelse mangelfuldt grundlag for kompensationsordningen. En dansk myndighed kan naturligvis ikke sagligt anerkende et mangelfuldt retligt grundlag, og har forpligtelse til at berigtige grundlaget. Ændringsforslagene kan derfor ikke uden fornyede materielle/indholdsmæssige oplysninger sagligt trækkes tilbage på grund af formelle problemer med dets godkendelse, når først det efter saglige afvejninger og vurderinger er fremsat. Og der forestår derfor en fornyet godkendelsesproces hos Kommissionen.

Kommissionen har ved skrivelse af 18. januar 2013 (bilag 14) på baggrund af ministeriets ændringsønsker bl.a. meddelt, at:

”…

The proposal in its current format is not considered acceptable and should be revised and

resubmitted taking into account the comments mentioned.

…”

Det er altså tydeligt for ministeriet, at der ikke på det foreliggende grundlag kan udstedes en fornyet godkendelse. Og det er selvsagt rent gætteri at formode, at en godkendelse med sikkerhed modtages i en sagsbehandling, der beror på konkrete skøn og ikke på faktuelle normer, i særdeleshed når der er kendskab til den meget langstrakte og besværlige proces, der gik forud for den tidligere godkendelse i juli 2012.

Allerede på dette grundlag forekommer det stærkt overraskende, at ministeren flere gange, og senest den 3. april 2013 (Svar 232 FLF 2012-13) har oplyst Folketinget om, at Kommissionen har tiltrådt, at der kan udbetales kompensation med virkning fra september 2012, når der foreligger gyldige vandplaner, og at der derfor ikke længere er usikkerhed om kompensationsordningen. Ministeren burde alene have oplyst, at Danmark har anmodet om godkendelse, og at en proces hen imod godkendelse er i gang.

Kommissionens besvarelse af Fødevareministeriets ønsker om ændringer er foretaget uden hensyntagen til den situation, der indtraf med vandplanernes underkendelse i december 2012, hvilket ministeriet først meddelte Kommissionen den 15. januar 2013 (bilag 15). Denne meddelelse har ’krydset’ Kommissionens svar på den danske anmodning om ændringer.

De underkendte vandplaner frembringer en situation, der yderligere understreger, at det ’sikre’ grundlag for at udbetale kompensation til landmændene i realiteten ikke eksisterer. Og at ministeren er fuldt ud klar over dette.

Ministeriet har som anført den 15. januar henvendt sig til Kommissionen med forespørgsel om, hvordan den indtrådte situation med underkendte vandplaner vil indvirke på kompensationsordningen. Alene det faktum, at ministeriet henvender sig med forslag til løsninger, og tydeligvis afventer Kommissionens svar, må betyde, at ministeriet selv ikke finder grundlaget for kompensationen sikkert. Var grundlaget efter ministeriets opfattelse sikkert, er skrivelsen til Kommissionen overflødig. Danske myndigheder begiver sig ikke af med usaglige opgaver i form af overflødige skrivelser, så der er selvsagt igen tale om en faglig og juridisk afvejning forinden skrivelsens afsendelse. Afvejningen er mundet ud i, at der eksisterer usikkerhed om godkendelsen og om kompensationsordningen. Ellers ville skrivelsen ikke være sendt.

Det fremgår endvidere af fx Svar 146 FLF 2012-13, at Kammeradvokaten har været inddraget i vurderingerne omkring nødvendighed af afklaring/fornyet godkendelse. Også dette faktum alene understøtter, at der ikke hersker sikkerhed om retsgrundlaget, når Kammeradvokatens endelige anbefaling er, at der rettes fornyet henvendelse til Kommissionen, frem for en konklusion om fortsat gyldig godkendelse.

Skrivelsen har karakter af en forespørgsel til Kommissionen, indeholdende tre forslag/scenarier til, hvordan den opståede situation kan afklares.

Den ved afsendelsen eksisterende usikkerhed kunne herefter naturligvis være afklaret ved Kommissionens besvarelse. Her skal det så erindres, at selv med en afklaring af det isolerede problem omkring vandplanerne, udestår fortsat behandlingen af ministeriets ændringsønsker, som er sat ’stand by’ på baggrund af den nyere situation med vandplanerne.

Men Kommissionens svar af 26. februar 2013 afklarer ikke situationen (bilag 16).

Kommissionen har tværtimod i relation til denne yderligere problemstilling konkret oplyst, at der ikke kan blive tale om, at kompensationen kan udbetales, som om intet var hændt, som af ministeriet foreslået som første scenarie (mine fremhævelser):

”…

The first Scenario would require that there is no legal link between the Article 38

measure and the existence of valid RBMPs. However, such a link clearly does exist.

Indeed, your letter quotes several provisions of Regulation (EC) No 1698/2005 and

Regulation (EC) No 1974/2006 to this effect.

…”

Danmark må og skal altså enten ’lappe’ på grundlaget, eller begynde processen forfra. Af ministeriet beskrevet som hhv. scenarie to og tre.

Om den tilbageværende mulighed for at lade grundlaget ’genopstå’ ved at vandplanerne på et fremtidigt tidspunkt gennemføres med tilbagevirkende kraft, skriver Kommissionen endvidere til ministeriet bl.a. følgende:

”…

  • the envisaged RBMPs can indeed be adopted with retroactive effect, as described

in your letter;

• continuity of the conditions set out with regard to this measure in the annulled

and the new RBMPs will be ensured;

• the restrictions for which compensation is paid under the measure remain in

place, i.e. the requirements for which beneficiaries will be compensated as of

September 2012 under the envisaged new RBMPs should be the same as those

requirements for which beneficiaries would have been compensated as of

September 2012 in the absence of an annulment of the RBMPs and that there was

no interruption of implementation of these restrictions;

• and that the necessary controls are carried out as required under Regulation (EU)

No 65/2011 for the whole period.

…”

Der kan ikke af ovenstående udlæses en garanti for fremtidig godkendelse. En sådan stillingtagen vil først kunne ske fra Kommissionens side, når/hvis vandplanerne kommer til eksistens med tilbagevirkende kraft. Til gengæld opstiller Kommissionen fire klare forbehold/betingelser, der som minimum skal være opfyldt.

Ministeriet kan umuligt vide om alle disse fire betingelser kan opfyldes.

Første betingelse er, at vandplanerne gennemføres med tilbagevirkende kraft. Tilbagevirkende kraft i dansk lovgivning er i sagens natur en sjældent forekommende størrelse, alene på grund af de åbenbare retssikkerhedsmæssige problemer i, at en handling, der var lovlig ved dens udførelse, efterfølgende ulovliggøres og dermed efterlader den, der har udført handlingen forsvarsløs, på trods af god tro. Endvidere kræver tilbagevirkende kraft, at der findes en tydelig hjemmel til den i loven. I den nuværende miljømålslov findes ikke en sådan hjemmel.

Ændres miljømålsloven ’til lejligheden’, vil den anden og tredje betingelse fra Kommissionen ikke kunne opfyldes, nemlig fuld overensstemmelse mellem de vilkår, der fremadrettet skal gælde, og de vilkår, der ville have været gældende oprindeligt fra 2012.

Hvis vandplanerne på baggrund af den opståede situation forceres igennem vedtagelsesproces uændret, opstår der den juridiske formalitetsmangel, at hele tilblivelsesprocessen er usaglig. Hvis en høring fx ikke er reel, og ikke reelt kan medføre ændringer i vandplanerne, så er hele vedtagelsesprocessen i strid med de offentligretlige regler. Og vandplanerne må atter underkendes som følge af formelle tilblivelsesmangler.

Endelig er det Kommissionens fjerde betingelse, at der er gennemført behørig og nødvendig kontrol i hele perioden. Der kan selvsagt ikke være gennemført kontrol med noget, før det eksisterer. Og hvordan ministeriet dermed vil opfylde betingelsen om kontrol med vandplaner og randzoner mv. fra september 2012 er uvist.

Det tredje scenarie, som ministeriet åbent foreslår Kommissionen, er, at hele forarbejdet må gå om med nye vandplaner med fremadrettet virkning til følge.

Kommissionens svar synes umisforståeligt i relation til kompensation bagud i tid og godkendelse af kompensation på et fornyet grundlag:

”…

In relation to the third scenario, please note that Article 19(1) of Regulation (EC) No

1698/2005 establishes the general rule that rural development programmes can be

adapted for the remainder of the programming period (i.e. in principle without retroactive

effect). Any such adaptation would then be assessed by the Commission services on the

basis of the information to be included in the modification proposal, and such assessment

cannot be prejudged by the present letter.

…”

Kommissionen henholder sig til, at en kompensationsordning i hovedregelen skal være fremadrettet (uden tilbagevirkende effekt), og endvidere kan godkendelse ikke tages for givet.

I nærværende sag, som i andre sager, er ministeren den direkte ansvarlige for eget ministerium, og kan forudsættes at have samme viden som ministeriet. Fødevareministeren er derfor bekendt med alle ovennævnte forhold.

Derfor må det sammenfattende siges at være en ret kreativ tilgang til sandheden, i hvert fald en tilgang med adskillige bevidste udeladelser, når ministeren som nævnt flere gange efter 8. november 2012 har oplyst til Folketinget, at Kommissionen har tiltrådt, at der kan udbetales kompensation med virkning fra september 2012, når der foreligger gyldige vandplaner, og at der derfor ikke længere er usikkerhed om kompensationsordningen.

Ministeren overtræder på den baggrund efter Bæredygtigt Landbrugs opfattelse ministeransvarlighedslovens § 5:

”…

§ 5. En minister straffes, hvis han forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder anvendelse, såfremt en minister giver folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under folketingets behandling af en sag fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for tingets bedømmelse af sagen.

…”

Opmærksomheden henledes på, at der også ifaldes strafansvar, såfremt overtrædelsen alene er sket uagtsomt, jf. lovens § 6:

”…

§ 6. Straffen efter § 5 er bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år.

Stk. 2. Er forholdet begået af uagtsomhed, er straffen bøde eller hæfte.

…”

Klik her for at hente korrespondancen imellem EU-Kommissionen og Fødevareministeriet i forbindelse med Randzoneloven

Af Bjarne Nigaard, chefjurist i Bæredygtigt Landbrug, bni@baeredygtigtlandbrug.dk  

Scroll to Top