Chefjurist: Ja, Mette Gjerskov overtræder ministeransvarlighedsloven

At anklage en minister for at bryde ministeransvarlighedsloven er alvorligt, men chefjurist Bjarne Nigaard kan ikke se, hvordan det ikke er tilfældet med Mette Gjerskovs håndtering af randzonelovens kompensationsordning. Bliv klogere på sagen her

Da randzoneloven blev udformet, blev partierne bag blandt andet enige om, at der skulle udformes en kompensationsordning. Pengene til kompensationen ville man hente i EU’s landdistriktsmidler. For at kunne hente penge der, skal ordningen, der skal kompenseres, gøre noget, der er med til at opfylde kravene om at få bedre vand, altså vandrammedirektivet, forklarer chefjurist Bjarne Nigaard.

For at blive bevilget pengene beskriver Danmark i 2011 den proces, man vil lave: Man vil lave vandplaner, og man vil bruge randzoner til at skabe bedre vand. Med andre ord beskriver man overfor EU-Kommissionen, hvilke miljømæssige effekter, der skal skabes af ordningen.

Sagsbehandlingen er lang, så det er først i juli 2012, at der foreligger en endelig godkendelse fra Kommissionens side til at bruge penge fra landdistriktsmidlerne.

”Nu kan vi så gå i gang. Danmark udsender en bekendtgørelse, der siger, at randzonerne sættes i værk fra 1. september, og så burde den hellige grav i virkeligheden være velforvaret. Nu skal vi bare lige have vandplanerne på plads. De blev fremsat i 2011 og skulle bare lige igennem systemet og vedtages,” forklarer chefjurist i Bæredygtigt Landbrug, Bjarne Nigaard, inden han tilføjer:

”Vi ved godt, at det blev en kikser.”

Danmark beder om ændringer
Men allerede før vandplanerne blev annulleret i december 2012, skete der noget andet, der har indvirkning på sagen om kompensationsordningen.

”Den 8. november 2012 får Danmark den sjove idé at skrive til Kommissionen og sige, at det grundlag, som vi ellers for under fire måneder siden har fået godkendt, vil vi godt have lavet om. Det kan man undre sig over ud fra – som minimum – to betragtninger. For det første: Danske myndigheder begiver sig selvsagt ikke af med at gøre ting, der er unødvendige. Når de nu skriver ned og beder om ændringer, så er det fordi de har fundet ud af, at grundlaget for den her ordning er ufuldstændigt. Det er altså nødvendigt at lave nogle ændringer. Ellers er man fandme dum, for nu at sige det på godt og jævnt dansk, når man skriver ned og beder om at få noget ændret, som man ellers lige havde fået godkendt med møje og besvær. Så selvfølgelig har man foretaget sig en tung, faglig vurdering i ministeriet,” fortæller Bjarne Nigaard og forsætter:

”Den anden ting, der gør, at man kan undre sig er, at ministeren har hele tiden har sagt, at det er helt almindeligt, at man laver ændringer i sådan et grundlag. Det kan godt være, at det er helt almindeligt, men det er godt nok ikke særlig let. Det er en tung proces, og det kan man se ud af det forordning, som beskriver, hvordan man laver ændringer.”

Svært at lave ændringer
Juristen forklarer, at der er to artikler i den forordning, der beskriver processen for ændringer, der beskriver, hvordan man kan lave ændringer.

”Den ene hedder artikel 6 og her står det, at forslag til ændringer skal være behørigt begrundet, navnlig med angivelse af årsagerne til ændringer, gennemførelsesvanskeligheder, som nødvendiggør ændringen, ændringens forventede virkninger og forholdet mellem ændringer og den nationale strategiplan. Det er altså ikke bare lige en orienteringsskrivelse, man sender af sted og så kan forvente, at Kommissionen siger ’ja, ja, selvfølgelig gør I det’. Der ligger implicit i den procedure, der er beskrevet, at der sker en fornyet behandling af hele fundamentet,” siger Bjarne Nigaard.

Der findes dog også det, juristen kalder ’en kattelem’. Man kan bede om en mindre ændring. Proceduren herfor er beskrevet i artikel 9:

”Også der står der, at de skal meddeles Kommissionen, og Kommissionen vurderer dem med hensyn til overholdelse af forordningen om landdistriksmidler, sammenhængen med den relevante nationale strategiplan og overholdelse af forordningen om gennemførelse af ændringer. Okay. Det er altså heller ikke noget, hvor de bare siger ’ja, ja, det gør I da bare lige’.”

Juristen fastslår desuden, at et ændringsforslag, der sendes til Kommissionen, må forventes at blive genstand for en fornyet sagsbehandling, og at det undrer ham, at de danske myndigheder sender et ændringsforslag og tror, at det bare lige kan fikses.

Ministeren har viden om tvivl om kompensationsordningen allerede 8. november
Brevet med ændringsforslag er sendt den 8. november 2012. Det betyder, at allerede på dette tidspunkt ved ministeriet, og dermed ministeren, at der er ting, der skal yderligere afklares. Ifølge juristen ved de også, at med den sagsbehandling, der venter forude, kan man ikke bare automat-antage, at den godkendelse, man fik i juli, bliver opretholdt.

”Det svarer til, at jeg har fået tilladelse til at bygge en carport med fladt tag, og så går jeg i gang og får lyst til at lave en med skråt tag, så jeg sender en fornyet ansøgning ind til bygningsmyndigheden, kommunen. Vil det være rimeligt af mig at antage, at jeg bare kan give mig til at bygge den med skråt tag, fordi jeg havde fået lov til at bygge den med fladt tag? Næppe. Sådan fungerer det sjældent.”

Med andre ord er man allerede fra den 8. november bevidst om, at kompensationsordningen ikke længere kan betragtes som endeligt godkendt.

Yderligere problemer: Vandplanerne bliver annulleret
Skulle brevet med ændringsforslag ikke være nok til at få ministeren til at indse, at hun ikke kunne udstede garantier om kompensation til landmændene, burde hun have ændret holdning, da vandplanerne blev annulleret i december 2012.

Inden Danmark får svar på ændringsforslagene, er vandplanerne nemlig blevet underkendt. Derfor kan man i svarbrevet (ud over svaret fra Kommissionen, der kort og godt er, at ændringerne ikke kan accepteres på det foreliggende grundlag) læse, at Kommissionen er klar over, at vandplanerne er annulleret, og den situation vil man gerne have afklaret.

Fire dage før ministeriet modtager svarbrevet, har man sendt et brev til Kommissionen vedrørende de annullerede vandplaner. Brevet er sendt d. 15. januar 2013 efter Kammeradvokaten har vurderet situationen.

”Man sender ikke et brev til Kommissionen, der hedder ’hey, vores vandplaner er lige ud af drift, men det får kun den og den betydning, så derfor kører vi videre’. Det ville man have gjort, hvis man var sikker på sit grundlag. I stedet sender man et brev, hvor man opridser tre forskellige scenarier og spørger Kommissionen, hvilket man skal tage,” fortæller Bjarne Nigaard.

Det første scenarie, Danmark oplister, er at fortsætte, som om ingenting er sket. Det andet peger på en lappeløsning med foranstaltninger med tilbagevirkende kraft og det tredje og sidste indebærer, at man skrotter alt og begynder forfra.

”Til det første svarer Kommissionen helt entydigt: Det kan ikke lade sig gøre. I kan ikke fortsætte som om ingenting var hændt. Til det andet svarer Kommissionen: Tja, det kan vi ikke tage stilling til nu, men hvis det skal have gang på jord, så er der i hvert fald en række betingelser, der skal være opfyldt. Det er, at I rent faktisk kan indføre vandplaner med tilbagevirkende kraft. Det ved vi ikke, om I kan, men det er en betingelse. I øvrigt skal der være sammenhæng mellem det regelgrundlag, som ville have været gældende 1. september 2012 og det, som kommer til at gælde. Der må ikke være forskel. Og endeligt skal der have været foretaget kontrol, behørig og nødvendig kontrol, i hele perioden,” forklarer Bjarne Nigaard.

Scenarie nummer to virker efter juristens vurdering heller ikke som en gangbar løsning.

”Man kan spørge sig selv, som det kan lade sig gøre at vedtage vandplaner, altså planer for vedligeholdelse af vandløb, med tilbagevirkende kraft? Det vil sige, at den vandløbsvedligeholdelse, der foregår i dag, skal ramme ind i det, man vedtager engang om nogle måneder. Kan vi være så heldige, at vi rammer lige præcis det? Og hvordan vil man i øvrigt føre kontrol med det nu? Om det, du står og gør i dag, er i overensstemmelse med det, vi vedtager om fire måneder. Hvordan kan man det?”

”Der er yderligere det problem, at miljømålsloven, som den hedder, er fremadrettet. Den giver ikke en specifik hjemmel til at lave bagudrettet lovgivning. Så kan man sige, at vi må lave den lov om, men hov! Så er der jo ikke fuldstændig overensstemmelse mellem lovgivningen, som ville have været gældende i 2012 og det som gælder, når vi vedtager.”

Scenarie nummer to er med andre ord ’op ad bakke’.

”Danmark skal godt nok ’op på den høje klinge’, for nu at bruge en sportsmetafor, for at følge med til det her. Det er en svær opgave, sådan juridisk og teknisk. Det må man sige. Og at ministeriet vil påstå at kunne udtale sig fuldstændigt skråsikkert om, at det her, det kan vi bare gøre, det er simpelthen usagligt. Det er der ingen der kan. Der er ingen, der kan vide det her,” påpeger Bjarne Nigaard og understreger desuden, at scenarie nummer tre heller ikke nødvendigvis er uproblematisk:

”For så vidt den tredje mulighed, nemlig ’vi starter forfra’, så kunne det meget vel blive den, det ender med, men det efterlader os med det problem, som EU-Kommissionen også er så venlig at skitsere, at de midler, man kan bruge til kompensation for bedre vand, bruges fremadrettet. De tildeles som altovervejende hovedregel ikke bagudrettet.”

At vandplanerne blev annulleret gør kompensationsordningen tvivlsom, men allerede inden afgørelsen faldt, vidste ministeren, at der var problematikker, der skulle udredes. Derfor er Bjarne Nigaard ikke i tvivl. Ministeren har vildledt Folketinget og dermed overtrådt ministeransvarlighedsloven.

”Siden 8. november 2012 har ministeren vidst, at grundlaget for en kompensation for randzoner til danske landmænd ikke er stensikker. Og når man bruger ord som ’garanti’ og siger, at der ikke er tvivl om en kompensation, og underlader at fortælle, at man dog i det mindste er i gang med en proces, hvor man sagsbehandler hen imod at opnå kompensationen, så mener jeg bestemt, at man undlader en væsentlig oplysning, og dermed vildleder man Folketinget.”

Af Lene Skriver Bak, lsb@baeredygtigtlandbrug.dk

FAKTA
Ministeransvarlighedsloven (eller rettelig Lov om ministres ansvarlighed) vedrører ministrenes ansvar for deres embedsførelse. Loven fastslår, at en minister kan straffes i henhold til den almindelige straffelov, hvis ministeren f.eks. er bekendt med, at ulovlige handlinger finder sted, men ikke bremser dem. Desuden fremgår det af loven, at en minister kan straffes for at tilsidesætte de pligter, som påhviler ministeren ifølge Grundloven

Hvis en minister forsømmer sit arbejde med at styre sit ministerium eller mistænkes for at gøre noget ulovligt, kan regeringen eller Folketinget kræve, at ministeren skal stilles for Rigsretten – en særlig domstol, der sammensættes, når der er behov for den.

Det er yderst sjældent, at en minister stilles for en Rigsret. Så længe der er tillid til ministeren, kan vedkommende blive siddende, men er der flertal i Folketinget mod ministeren, altså mistillid, går ministeren af og så stopper det langt oftest derved.

Siden Rigsretten blev indført med grundloven i 1849, har der været fem rigsretssager, men kun to ministre er blevet dømt. Den mest kendte Rigsretssag blev ført mod tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen i juni 1993.

Langt flere ministre, heriblandt for eksempel undervisningsminister Ritt Bjerregaard (1978), skatteminister Anders Fogh Rasmussen (1992), forsvarsminister Sven Aage Jensby (2004) og kulturminister Uffe Elbæk (2012), er gået af i utide.

Kilder: www.ft.dk, Bjarne Nigaard, Wikipedia og Kristeligt Dagblad

Deltag i debatten

Scroll til toppen