Poul Anker og Karen Merethe Larsen har fire voksne børn. To
drenge og to piger. Drengene blev født først og så gik der fem år,
før pigerne kom til. Alle fire børn bor tæt på deres mor og
far.
Den ældste søn, Michael, er hos sine forældre dagligt. Han er
nemlig medejer af det I/S, familien lavede i slutningen af 1994.
Dengang var han nyuddannet landmand, og den eneste måde han kunne
komme i gang med at arbejde var ved at købe sig ind hos forældrene.
Det var udelukket at købe en gård og begynde for sig selv.
“Michael havde kig på en gård, som han gerne ville købe og stå
alene med, og så kunne vi lave I/S senere, men det kunne absolut
ikke lade sig gøre. Trods det, at Michael havde en god opsparing,”
fortæller Karen Merethe i dag.
Forældrene har drevet landbrug med udgangspunkt i gården på Mors
siden 1970. Dengang købte de sig til en gård med gamle bygninger og
en jord, der på godt nordjysk ikke var ‘for god’. Ægteparret fik
ved købet 27 hektar, 10 grisesøer og 18 køer.
Da Michael kom med i begyndelsen af 90’erne, havde bestanden af
køer først været udvidet til 65, inden Poul Anker og Karen Merethe
havde forsøgt sig som minkavlere.
“Det var forfærdeligt med de mink. Vi kunne ikke sælge skindene,
så de blev lagt på lager og lagt på lager. Det havde nær kvalt os,”
fortæller Karen Merethe.
Familien havde mink i fem år.
I ’89 brændte de gamle bygninger ned. Branden gav familien
mulighed for at tage produktionen op til overvejelse, og sammen
besluttede Poul Anker og Karen Merethe at udfase minkene, sælge
minkhallerne og bygge en grisestald i stedet.
I februar 1994 købte familien en ejendom og lavede I/S, så
Michael kunne komme med. Senere på året, i løbet af efteråret, kom
resten af besiddelserne med i I/S’et.
“Og så begyndte vi at udvide. Det gik slag i slag og vi fik
lavet sohold i 1995, men så gik der jo ikke andet end til foråret
1996, så blev den næste ejendom til salg. Den købte vi og begyndte
at lave slagtesvin. Og udbyggede den i to etaper i ’96 og ’98. Vi
kom op, så vi havde 250 søer med fuld slagtesvineproduktion,”
forklarer Michael i dag og fortsætter:
“De bedste år, vi har haft, har egentlig været fra 1995 til
2002-2003. Det er de bedste år, vi har haft indenfor landbruget.
Der kunne man tjene penge. Men dem har vi jo sat til i rigelige
mængder siden.”
Munden helt fuld
I 2003 var familiens bedrift blevet udvidet med jorden fra
yderligere to ejendomme, men nye regler om dyretryk betød, at der
var behov for mere jord.
“Vi måtte nok godt lave lidt flere grise her, men det er så tæt
på byen, så det gad vi ikke makke med, så vi købte den næste
ejendom og byggede den op fra bunden af.”
Familien byggede en ny slagtesvinestald og udvidede produktionen
til 450 søer. Det gik fint i to år, men så ville ejerne af to
forpagtede gårde pludselig sælge. Jordprisen havde ramt 250.000
kroner pr. hektar.
“Så fik vi det ordnet i december 2005 og februar 2006. Det var
28 og 14 hektar, og vi havde fuld finansiering gennem
kreditforeningen. Vi kunne få yderligere 150 søer og bygge en ny
stald op, men inden vi kom så langt, hævede nabomanden flaget. Han
ville også sælge,” fortæller Michael, inden mor Karen Merethe tager
over:
“Det var en kanongod ejendom, der lå rigtig godt. Et stort og
veldrevet landbrug med søer og fedesvin. Og vi skulle bare være
hurtige.”
Familien var ikke de eneste interesserede købere, men det
lykkedes at få en salgsaftale på plads.
“Det var 110 hektar. Der blev munden taget helt fuld,” bemærker
Michael.
Banklån eller ej
Gården var efterhånden blevet så stor, at den lille lokale
sparekasse ikke længere slog til. Familien skiftede til banken i
nabobyen otte kilometer væk. Men holdningen til at bruge banken var
den samme.
“Vi havde altid haft det motto, at vi ikke ville køre med
banklån. Kunne vi finansiere det igennem kreditforeningen med
friværdi, så kunne vi gøre det, men kunne vi ikke det, så lod vi
være. Det har egentlig været et godt motto,” fortæller Michael og
fortsætter:
“Vi havde egentlig lovet hinanden, at vi aldrig nogensinde ville
gå ud over det igen, for det var jo galt, da vi havde minkene. Der
var vi belastet af et banklån, men så kom værdigstigningen på
ejendommen, og det reddede os egentlig på målstregen, kan vi lige
så godt sige. Vi fik noget bankgæld lagt over i noget
kreditforeningslån, og så blev der luft, og så begyndte det ligesom
at trille rigtigt det hele. Så havde vi lovet hinanden: Aldrig
nogensinde mere banklån, andet end en kassekredit. Og så gik vi
fandme ud og lavede sådan noget lort.”
Familien optog nemlig banklån til købet af den store
naboejendom, for kreditforeningen ville ikke mere. Og kort tid
efter kom endnu en udvidelse på programmet. Karen Merethes bror
havde købt en gård i Thy, men som murermester uden
landmandsuddannelse måtte han ikke eje så meget jord, så Karen
Merethe købte 30 hektar og fandt ‘en lille, rådden ejendom med
landbrugspligt’ og lagde sammen med.
“Da vi var allerstørst, drev vi 575 hektar med forpagtninger. Vi
lavede 19.000 slagtesvin og 750 søer. Men det blev for stort, for
meget. Vi forpagtede jord på Salling, så vi kørte på begge sider af
vandet,” forklarer Michael.
Og størrelsen havde omkostninger for familien.
“Det var knapt, at vi kunne få regningerne betalt, så det var
begrænset, hvor meget vi kunne hyre folk. Vi arbejdede i
døgndrift,” siger Karen Merethe og Michael uddyber:
“Det er når stordriftsfordele bliver til stordriftsulemper. Det
er utroligt, at man kan blive så fuldstændig blind og bare fokusere
på mere og mere.”
Valutaspekulation og renteswap
Karen Merethe begyndte at arbejde ude, mens hun var gravid med den
yngste datter, og selvom der var nok at se til på gården, blev hun
ved, ligesom Michaels kæreste, der var skolelærer, også havde
‘udearbejde’.
På den måde kunne familierne sikre sig brød på bordet, selvom
økonomien blev stram i landbruget.
Familiens bankrådgiver havde forskellige forslag til, hvordan
der kunne komme mere luft i økonomien.
“Det hele kneb jo en lille smule, og så havde de nogle gode
produkter, der kunne understøtte butikken, sagde de. Det var sådan,
vi kom ud i det der valutaspekulation og renteswap,” fortæller
Michael.
Familien købte schweizerfranc. Og det skulle de aldrig have
gjort, set i bagklogskabens lys.
Karen Merethe var den, der kiggede mest på tallene, og op til
nytår 2009, hvor aftalen skulle fornyes, sagde hun, at familien
skulle ud af valutaspekulationerne. Men når de kontaktede banken,
fik de besked på at have is i maven.
“Så fik de lukket munden på os, og der blev ikke gjort mere. Men
efter nytår så vi til vores store skræk, at aftalen var blevet
fornyet. Vi ringede og spurgte, hvorfor de havde fornyet den, når
vi ikke havde sagt ja, men vi fik at vide, at det ikke var et
problem. Vi skulle bare spare de penge på renterne. Og så begyndte
det at gå helt galt,” fortæller Karen Merethe om forløbet.
I februar ramte kursen 525. Og det blev kun værre. I juni var
kursen over 560. Og pludselig ringede banken. Nu skulle familien
ud. Meldingen fra banken var, at schweizerfranc ‘havde udviklet sig
ugunstigt’. Familien kom ud, men med store tab til følge.
Samtidig havde familien indgået en såkaldt renteswapaftale på
deres kreditforeningslån. Senere skulle de blive glade for, at de
havde valgt en treårig løsning.
Kun et år senere krakkede banken.
Bankkrakket
Det mislykkede eventyr med valutaspekulation og minus på bedriften
havde store konsekvenser for familiens kassekredit, der blev
skrevet op år efter år.
Dagen efter Sankt Hans 2010 ramlede verden pludselig. Banken var
krakket. Familien gjorde op, hvilke forpligtelser, den havde.
“Vi havde vores kassekredit, der var steget og steget, og
samtidig et erhvervslån til jordkøb, så vi havde to store
engagementer i en krakket bank,” fortæller Karen Merethe.
Familiens engagementer overgik til Finansiel Stabilitet, og det
betød, at de på mange måder kom under administration.
“Vi fik at vide lige nøjagtigt, hvad vi havde at rette os efter.
Bang, bang, bang. Vi måtte ikke købe nye biler, eller nye stuehuse,
vi måtte ikke lave forbedringer på stuehusene og de kiggede også på
privatforbruget, men der var ikke noget at komme efter. Michael og
Poul Anker har ikke hævet løn siden 2006,” fortæller Karen
Merethe.
Samarbejde med Finansiel Stabilitet
Familien valgte at arbejde tæt sammen med Finansiel Stabilitet.
Det blev en strategi at være medgørlig og samtidig fremlægge
alt.
“Vi har erfaret med Stabilitet, at man i den grad skal opføre
sig ordentligt. Man skal spille med, man skal ikke betragte dem som
modspillere,” forklarer Karen Merethe, der har holdt temperamentet
i ave.
“Jeg kunne ikke få et checkhæfte og min løn skulle gå direkte
ind på kassekreditten. Jeg kunne kun få lov at have 9000 kroner til
faste udgifter plus 1000 kroner pr. mand, vi har på kost, så hver
måned havde jeg 13.000 kroner på kontoen. Men jeg skændtes ikke med
dem. Jeg sagde ‘det finder vi ud af’.”
Karen Merethe tog telefonen i brug som arbejdsredskab til at få
styr på kreditorer og bank.
“Når jeg fik regninger ind, stablede jeg dem i tre dynger: Det
skal betales nu, det kan vente lidt og det kan vente lidt længere.
Dem der var lidt længere ude, og måske skulle vente fjorten
dage-tre uger mere, tog jeg telefonen og ringede til. ‘I får penge,
men det kan være, der går fjorten dage-tre uger, så skal I nok få
dem’, sagde jeg. Jeg lovede aldrig mere, end jeg kunne holde, så de
vidste jo, hvor de havde os henne, og derfor havde vi ikke de store
problemer,” påpeger Karen Merethe, der har brugt samme teknik
overfor Finansiel Stabilitet.
“Jeg snakker tit med dem i telefonen. Når jeg gør noget, ringer
jeg dem op og forklarer, hvad jeg har gjort. Vi er
sparringspartnere, de er ikke en fjende. Vi arbejder sammen.”
Kun en gang var Karen Merethe tæt på at hæve stemmen. Hun havde
lavet en lille opsparing af sin løn, så hun og Poul Anker kunne
komme ud af I/S’et uden at ramme Michael og hans familie hårdt. Men
den opsparing fik ikke lov at stå urørt, da Finansiel Stabilitet
kom til.
“Min opsparing skulle ind på kassekreditten. Der var jeg ved at
være lidt rød i hovedet. Jeg var nær blevet gal,” husker hun.
Men hos Finansiel Stabilitet var der ingen kære mor.
“Jeg var nok ved at få det galt i halsen, men så kiggede
bankmanden på mig og sagde: ‘Fru Larsen, man vælger sine kampe med
omhu. Du vil vel ikke sætte gården over styr for den lille
opsparing, du har’. Lige nøjagtigt sådan blev det sagt.”
At sige nej var ikke en mulighed, og det vidste Karen Merethe
også godt.
“Inden jeg overførte min opsparing, tog jeg lige en dyb
indånding. Jeg havde kæmpet for at få sparet de penge op, og nu gik
de ind i en stor, sulten mund, men det er et fælles anliggende, og
vi er gode til at kæmpe sammen.”
Vejen ud
|
|
Familien er klar til at gennemgå de screeninger, der skal til
for at overgå fra Finansiel Stabilitet til en ordinær bank. Det er
en proces, som tager tid og kræver ofre. Noget familien er gået ind
i med hovedet højt.
“Vi har selv taget initiativ til at slanke. Vi er stoppet med
fedesvin, og vi har sagt de fleste forpagtningskontrakter op. De
billigste holder vi ved endnu. Vi ejer selv 340 hektar, hvoraf de
325 er dyrket, så det er jo en pæn størrelse, som vi godt kan have
produktion på,” fortæller Karen Merethe og påpeger, at familien har
lavet salgsfuldmagt til en grund, der kan sælges og bortforpagtet
jorden i Thy.
Tilbage er der kun at vente og se, hvordan screeningerne i
Finansiel Stabilitet forløber.
|
FAKTA Om man kan komme videre til en almindelig bank, vil altid bero Kilde: Finansiel Stabilitet og Landbrugets |
Af Lene Skriver Bak, lsb@baeredygtigtlandbrug.dk
