Connie Nielsen: Vi er nødt til at blive bæredygtige

Den danske Hollywood-skuespillerinde Connie Nielsen bekymrer sig om fremtiden for vores jord, og hun mener, at det er absolut nødvendigt, at vi bliver bæredygtige, hvis jordkloden skal bestå

Bæredygtigt Landbrug mødte skuespillerinden i forbindelse med konferencen ‘Bæredygtig vækst – med tanke på vore efterkommere’, hvor behovet for flere fødevarer blandt andet er på dagsordenen. Connie Nielsen har tidligere udtrykt bekymring for, om der er mad nok til hendes børn og børnebørn.

“Jeg tror ikke, at folk rigtig tænker over, hvordan de klimaforandringer, vi har, kommer til at lave om på det klima, vi har. De planter vi er vant til kan gro, hvor de skal gro, de storme og tørketider, der kommer til at komme… Jeg tror ikke, folk er klar over, hvor store konsekvenser, det kan have,” forklarer skuespillerinden.

Det er ikke kun mængden af producerede fødevarer, der bekymrer Connie Nielsen. Også måden vi fremstiller vores råvarer, optager hende.

“Vi er nødt til at være bæredygtige. Vi kan ikke længere blive ved med at opføre os som om, vi kan bruge den her jord, og så bliver den bare ved med at modtage. Vi er for mange nu,” siger hun.

Rent drikkevand i Afrika
Connie Nielsen er aktiv i organisationen Human Needs Project, som hun selv har været med til at starte. Engagementet begyndte, da hun optog filmen ‘Kidnappet’ i Nairobi i Kenya. Her oplevede skuespillerinden slummen på nærmeste hold og konstaterede, at der var behov for en massiv indsats.

Det, der begyndte med rent vand, er i dag projekter, der sørger for vand, toiletter og offentlige bade, men samtidig har stationer, hvor brugerne blandt andet kan få undervisning og internetadgang.

“Vi kan give dem en form for syvmileskidt, så de får en vej ud af fattigdommen og slummen,” forklarer Connie Nielsen og understreger, at det ikke handler om at gå ind, tage over og løse problemerne for brugerne:

“Vi er nødt til at sørge for, at folk får en sans for at hjælpe sig selv. Du tager jo troen på dig selv væk, hvis du altid modtager hjælp. Hvis du hele tiden skal hjælpes, kan du ikke hjælpe dig selv. Jeg siger tit til folk: ‘Du skal ikke spørge mig. Hvad vil du? Hvordan vil du løse det? Jeg giver jer uddannelsen og alle de systemer, I har brug for, men hvordan har du tænkt dig at håndtere det her anlæg? Det er jo dit’.”

Nødvendig indsats
Det er ikke Vestens opgave at hjælpe Afrika. Det er Afrikas opgave at hjælpe sig selv, lader Connie Nielsen forstå. Ikke dermed sagt, at indsatserne i Afrika skal stoppes. De skal bare skrues sammen på en måde, så de mennesker, der kan få gavn af dem, bliver i stand til at hjælpe sig selv i stedet for at modtage hjælp.

Og Connie Nielsen er ikke i tvivl om, at det er nødvendigt med en omstilling – også i Afrika – hvis jordkloden skal kunne holde til os, der er her nu, vores børn og deres børn.

“Vi er ved at urbanisere hele kloden, og vi kommer til at være en milliard flere mennesker i byerne indenfor de næste 17 år. En ting er at være 200 millioner mennesker, som bruger jorden. En anden er at være 7 milliarder. Og vi bliver meget hurtigt flere. Så hvordan har vi tænkt os at tage os af det?”

Af Lene Skriver Bak, lsb@baeredygtigtlandbrug.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen