Vækst i landbruget kræver kvælstof

Kvælstofnormerne er mere skadelige for dansk landbrug en hidtil antaget

Bæredygtigt Landbrug har som de første undersøgt konsekvenserne
af den danske kvælstofregulering ved at sammenligne tal fra FN’s
landbrugsdatabase FAOSTAT. I undersøgelsen har Bæredygtigt Landbrug
fokuseret på forholdene i Danmark og Tyskland, og forskellen
imellem nabolandende er langt større end landbrugsorganisationen
havde frygtet.

Med udgangspunkt i udviklingen af udbytterne på markerne i
Danmark og Tyskland siden 1990 viser tallene for de samlede
afgrøder, at de tyske landmænd i 2010 høstede 60 procent mere end i
index-året. I Danmark var udbyttet blot steget med otte procent.
Tallene indikerer, at kvælstofnormerne har langt større
konsekvenser for landmandens økonomi end hidtil antaget.

FAOSTAT TOTAL CROPS

FAOSTAT GRASSES 2. JAN 2012

Den danske udvikling, eller mangel på samme, opfattes af nogen
som en succes, da udbytterne er blevet fastholdt trods restriktive
kvælstofregler og stramme harmonikrav. Imidlertid er situationen
lige omvendt, da tyske landmænd i samme periode har øget
produktionen med 60 procent. Det betyder altså, at tyske landmænd,
på det samme areal, kan producere langt mere foder og flere
fødevarer, og dermed har den tyske landmand mulighed for at opnå en
langt bedre økonomi end kollegerne i Danmark, og det er en
udvikling som bekymrer direktør i Bæredygtigt Landbrug, Vagn
Lundsteen.

“Konsekvensen af de stramme danske kvælstofregler er, at
landbrugsproduktionen er stagneret i Danmark gennem de sidste 25
år. Status er, at dansk brød i stadig større udstrækning produceres
af tysk og svensk hvede, importen af protein er steget med cirka 1.
milliard kroner årligt, og der skal 30 til 50 procent større
produktionsarealer til at producere den samme mængde foder
sammenlignet med forholdene i Tyskland”, siger Vagn Lundsteen efter
at have set på tallene fra FAOSTAT.

Det vil sige, at den almindelige udvikling af erhvervet, som
primært skyldes forædling af planter, bedre maskiner og forfinet
teknologi på en række områder, går vi glip af, da vi i Danmark
begrænses af vores mulighed for at benytte kvælstof i produktionen.
Og kvælstof er altså det væsentligste råstof, mener Vagn Lundsteen,
og direktøren mener aldrig dansk landbrug kan nå de mål for
fremtiden, som regeringen har sat sig for, med den nuværende
begrænsende politik på landbrugsområdet.

“Regeringen har som mål, at Danmark skal være frontløbere på
miljø og landbrugsområdet, og samtidig er landbruget udråbt til at
være en vækstmotor for samfundet. Men, sådan som tingene er nu, når
vi aldrig målet. Vi har i Danmark et landbrug, som er top-tunet til
at tage konkurrencen op med hele verden, men regeringen vil ikke
gøre det muligt for landmanden at fylde brændstof i tanken. Vi
oplever i disse år, at eksempelvis Tyskland trækker fra os i
konkurrencen, og for hvert år, der forløber med danske særregler,
kommer vi altså yderligere bagud. Vil regeringen igen have Danmark
med i førerfeltet, så skal de danske afgrøder have mulighed for at
få tilført samme mængde kvælstof, som man tilfører i de lande, vi
konkurrerer med, siger Vagn Lundsteen.

Klik her for at gå til
FAOSTAT

Af Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen