”Seks procent er ikke et faktum. Det er et gæt”

Når fødevareminister Mette Gjerskov udtaler, at seks procent af danske sohold ikke lever op til reglerne er der reelt tale om gætterier, konstaterer Bæredygtigt Landbrugs direktør Vagn Lundsteen

Mette Gjerskov blev mandag bedt om at forholde sig til, at
Danmark får kritik i EU-regi for ikke at leve op til reglerne om
dyrevelfærd.

Ministeren kaldte det ‘pinligt’, inden hun slog hovedet på
sømmet:

“Der har været 10 år til at omstille sig. 94 procent kunne finde
ud af det, og så kan de sidste seks procent også,” sagde ministeren
til Ritzau.

Seks procent er rent gætteri
Problemet er, at ministeren reelt ikke ved, om der overhovedet er
en eneste, der ikke overholder reglerne. Hun baserer nemlig sine
udtalelser på en anonym spørgeundersøgelse foretaget af
Fødevarestyrelsen i november 2012, oplyser Fødevareministeriet til
Bæredygtigt Landbrug.

“Det bliver præsenteret som et faktum, at seks procent af de
danske sohold ikke lever op til kravene, men ministeren ved det
reelt ikke. Vi har set på de tal, som Fødevareministeriet har
oplyst ligger til grund for den udtalelse, og det er interessant
læsning,” siger Vagn Lundsteen og fortsætter:

“Undersøgelsen er lavet af Fødevarestyrelsen, der den 28.
november 2012 oplyste i en pressemeddelelse, at den bygger på
anonyme besvarelser fra 385 af de 2306 danske svinebesætninger, der
er omfattet af bestemmelserne om løsdrift. Af disse 385
besvarelser, giver seks procent udtryk for, at de ikkeforventerat
kunne opfylde kravene til tiden. Forventer.”

Netop det lille ord ‘forventer’ er afgørende, hvis man spørger
Vagn Lundsteen. 24 procent forventer at opfylde kravet inden 1.
januar 2013, skriver styrelsen i pressemeddelelsen. Syv procent
forventer at ophøre med sohold. Og seks procent forventer altså
ikke at kunne opfylde kravet inden deadline 1. januar 2013.

Af de seks procent, der svarer til i alt 23 besætninger,
forventede 18 at kunne opfylde kravet inden for fire måneder, tre
forventede at nå det inden for de første seks måneder af 2013, mens
to besætninger ikke kunne vurdere, hvornår man ville kunne opfylde
kravet, oplyser styrelsen endvidere.

“Man gætter på baggrund af gætterier. Undersøgelsen består af
nogle landmænd, der har forsøgt at gætte og nu sidder
fødevareministeren og forsøger at gætte på, om de gættede rigtigt,”
siger Vagn Lundsteen.

“Undersøgelsen er lavet i uge 45 og 46, altså seks-syv uger før
året sluttede. Vurderinger af, om man kan nå at overholde reglerne
inden 1. januar, kan ændre sig på den tid. Vi kan ikke vide, om de
er gået bedre end forventet. At seks procent ikke lever op til
kravene er ikke et faktum. Det er et gæt!”

Af Lene Skriver Bak, lsb@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top