Lene Espersen ikke tilfreds med ministersvar

Det lykkedes ikke for fødevareminister Mette Gjerskov (S) at svare tilfredsstillende på de spørgsmål, Lene Espersen (K) stillede til onsdagens åbne samråd i Folketingets fødevareudvalg

Hun var selv en af
initiativtagerne bag indkaldelsen af fødevareminister Mette
Gjerskov til åbent samråd, men selvom hun gentog sine juridiske
bekymringer i sin egen spørgetid, lykkedes det ikke for Lene
Espersen at få et tilfredsstillende svar.

“Jeg synes jo stadigvæk, at der udstår et spørgsmål, om det
overhovedet er lovligt, det der foregår for øjeblikket.
Randzoneloven er ganske klar omkring, hvilke præmisser, der skal
være til stede for at støtteordningen er lovlig ifølge EU-reglerne,
og de siger jo i hvert fald, at der skal foreligge godkendte
vandplaner, og de er ikke godkendt på nuværende tidspunkt,”
påpegede Lene Espersen overfor baeredygtigtlandbrug.dk efter
samrådet.

Bekymret for juraen
Den tidligere justitsministers forsøg på at få svar på, hvordan
kompensationsordningen kan fortsætte, selvom vandplanerne er dømt
ugyldige og der ikke er vedtaget nye, var uden held på samrådet.
Ministeren svarede, at man havde sendt ansøgningen om
støtteordningen til EU igen efter Natur- og Miljøklagenævnets
afgørelse og lod forstå, at hun egentlig anser det som en
formalitet at få godkendelsen igen.

Det bekymrer Lene Espersen.

“Som jeg forstod ministeren, beder de Kommissionen om tilgivelse
frem for tilladelse og siger ‘kan vi ikke bare få lov til at
fortsætte, selvom vores vandplaner er ugyldige’. Jeg er meget
bekymret for om juraen holder i den her sag, og det er klart, at
jeg vil følge op nu med skriftlige spørgsmål for at have en
sikkerhed for, at vi ikke pålægger landbruget en lang række byrder
uden der er noget retsligt grundlag for det.”

Og uden, at der er mulighed for at få kompensation?
“Og uden at der er mulighed for at få kompensation, ja. Ministeren
forsøger at bruge det argument, at man bare udbetaler kompensation,
men hvis den så er EU-stridig, så har vi jo et nyt problem. Derfor
er jeg bare optaget af, at sagen får den grundige juridiske
behandling, som den fortjener.” 

Af Lene Skriver Bak, lsb@baeredygtigtlandbrug.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen