Landmænd stadig under anklage for lovbrud selvom lovens gyldighed er tvivlsom

Hverken fødevareministeren eller miljøministeren kan svare klart på, om randzoneloven står til troende eller ej, men alligevel skal danske landmænd stadig vente besøg fra politiet og en kontrollant fra NaturErhvervstyrelsen

NaturErhvervstyrelsen anmeldte i efteråret 2012
seks landmænd, der i medierne har udtalt, at de ikke har tænkt
sig at overholde randzonelovgivningen, til politiet.

Dengang var argumentationen fra myndighedernes side, at det ikke
skulle gå ustraffet hen, at man udtalte, at man havde til hensigt
at bryde loven.

Siden anmeldelsen har kun én af de seks landmænd haft besøg af
politiet og en kontrollant fra NaturErhvervstyrelsen. Den 28.
november fik Jesper Tonnesen besøg på sin gård i Roslev i
Nordjylland, men flere besøg nåede myndighederne ikke, før Natur-
og Miljøklagenævnet besluttede at annullere vandplanerne d. 3.
december 2012.

Uklarhed om lovens gyldighed
Da vandplanerne blev annulleret, fik det juraprofessor Peter Pagh
til at tvivle på, om randzoneloven kunne være gyldig længere.

“Efter forarbejdet er loven betinget af en finansiel ordning, og
ifølge bemærkningerne er de direkte kædet sammen, og det er
nærliggende at fortolke dette på den måde, at man ikke kan håndhæve
reglerne i praksis. Lovgiver har jo forudsat, at der er en
finansiel ordning,” sagde Peter Pagh til baeredygtigtlandbrug.dk i
december og fortsatte:

“Hvis vi tager det, der står i motiverne, så ser det ud som om
hele det finansielle grundlag for randzoneloven er bortfaldet.”

Den udlægning kunne hverken Fødevareministeriet eller
Miljøministeriet nikke genkendende til, men ingen af ministrene har
dog kunnet give et klart svar på, om randzoneloven gælder eller
ej.

“NaturErhvervstyrelsen afventer Kammeradvokatens redegørelse og
undersøgelser i Miljøministeriet, før det fastlægges hvilke
konsekvenser Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse har for
randzoneloven og kompensationsordningen,” svarede fødevareminister
Mette Gjerskov d. 4. januar i forbindelse med et § 20-spørgsmål i
Folketinget.

Uacceptabelt ressourcespild
Med andre ord er der ikke afklaring på, om randzoneloven gælder
eller ej. Men det betyder ikke, at de fem politianmeldte landmænd,
der endnu ikke har haft besøg kan ånde lettet op og glemme alt om
sagen. Svineavler Alfred Tværsig Olesen forventer at få besøg på
sin gård i Hornsylt ved Horsens fredag formiddag.

Den praksis undrer og forarger direktør i Bæredygtigt Landbrug,
Vagn Lundsteen.

“Det giver jo ingen mening at opretholde en anmeldelse for
lovbrud, når man ikke er sikker på, om den pågældende lov
overhovedet er gyldig. At politiet og en kontrollant fra
NaturErhvervstyrelsen skal på besøg hos yderligere fem landmænd er
et fuldstændigt uacceptabelt ressourcespild, så længe der ikke er
klarhed over, om der overhovedet er en lov at anklage dem for at
bryde,” siger Vagn Lundsteen.

Af Lene Skriver Bak, lsb@baeredygtigtlandbrug.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen