Byager: I skal bygge bro mellem forbrugere og producenter

På Planteavlsdagen i Roskilde tog livsstilsekspert Henrik Byager fat på landbrugets imageproblem – og pegede på en løsning, der handlede om bløde værdier frem for hårde facts

Midt blandt universitetsfolk, landmænd og planteavlskonsulenter havde AgroPro inviteret Henrik Byager til at være oplægsholder på Planteavlsdagen.

Livsstilseksperten og trendforskeren Byager fik tilhørerne til at lytte helt fra begyndelsen, da han åbnede med at påpege, at landbrugets største problem var, at man for længe har mødt kritikere og udfordrere med hån og latterliggørelse – eller en fornærmet attitude.

“Dansk landbrug sov i timen, da der begyndte at komme kritik. Vinden vendte, og folk så ind i en verden, de ikke forstod og som de ikke kunne lide, og det var man meget længe om at opdage. Landbruget reagerede aggressivt og fornærmet – med attituden ‘der er ingen uden for landbruget, der ved noget om landbruget. Vi ved bedre!’,” lød det blandt andet fra Henrik Byager.

“Man byggede ikke bro til forbrugerne, men satte sin lid til, at produkternes kvalitet og forbrugernes vaner ville klare problemerne.”

Netop den fornærmede attitude er problematisk, lod eksperten forstå. For landbruget skal skabe en kontrakt med samfundet, hvis holdningen til det konventionelle landbrug skal ændres.  

Det vigtige er at kommunikere værdierne bag landbruget.

“Værdierne skaber en kontrakt på følelser mellem afsender og modtager. Kontrakten etablerer de ønskede forventninger, brandet er et løfte der skal indfries. Indfrielsen af kontrakten opbygger kvalificeret kendskab og skaber tilfredshed og loyalitet,” forklarede Byager og uddybede:

“Den overordnede imagehat, der hedder ‘made in Denmark’, den er sgu ikke god nok. Der er nogen, der er under pres og reagerer reaktionært. Det er jo lykkedes økologer, små producenter, gårdbutikker at skabe et billede af, at det er dem, der er de gode. De har været dygtige til at registrere modviljen, jeg talte om i begyndelsen, fra det konventionelle landbrug på samfundets kritik. De har været gode til at sige, at de kan alt det, du går og drømmer om. De har positioneret sig på det konventionelles bekostning, og har skaffet sig den goodwill, der giver arbejdsro.”

Klare, sande værdier
Landbruget skal bruge tid på at finde ind til og udforme den historie, man gerne vil fortælle omverdenen. På den måde kan man kommunikere med mennesker – der både er forbrugere, kunder og kritikere.

“Dem I skal have fat i, den hovedstrøm af holdninger, der er i den danske befolkning, som I skal koble jer ind i, kalder jeg ‘verdens bedste mig’. Det handler om livskvalitet. Der er ikke nogen facitliste til det gode liv, så jeg skal finde ud af, hvad det perfekte liv er for mig. Folk vil ikke spilde tiden, livskvalitet handler om at bruge sin tid bedst muligt,” påpegede Henrik Byager.

“Nøglen ligger i at finde nerven i historien, værdierne, og med en autentisk fortælleform at få skabt et rigtig stærkt fællesskab, som folk gerne vil.”

Grundstenene i fortællingen er de værdier, landbruget har og står for. De skal kommunikeres ud, understregede Henrik Byager.

“Det skal være klare, sande værdier, der kan kommunikeres. Hvis de ikke er kommunikeret, så eksisterer det ikke. Virksomheden Aarstiderne, som sælger grøntsager, er Danmarksmestre i branding. Produktet er grøntsager i en trækasse til tredobbelt pris, men danskerne køber holdninger og værdier. På hjemmesiden kan man bruge timer på at læse om deres produkter og de mennesker, der arbejder med dem. Du får folk til at investere det vigtigste, de har, nemlig deres tid. Du får skabt relationen.”

Se Henrik Byagers foredrag her:

Af Lene Skriver Bak, lsb@baeredygtigtlandbrug.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen