Professor: Ministre skal dæmpe MRSA-hysteri

Fødevareministeren og sundhedsminisiteren må komme på banen for at berolige befolkningen, så hysteriet omkring MRSA-bakterien ikke tager overhånd. Samtidig må landbruget finde fælles fodslag i deres kamp mod denne bakterie, som smitter fra dyr til mennesker, siger professor Peter Sandøe ved Københavns Universitet.

“Nu må fødevareminister Mette Gjerskov (S) og sundhedsminister
Astrid Kragh (SF) træde i karakter og komme på banen for at
fortælle familien Danmark, at de, uden at frygte for deres helbred,
kan besøge en svineproducent eller for den sags skyld være sammen
med en landbrugsmedarbejder, som har sit daglige virke hos en
svineproducent”, det siger professor og tidligere formand for Det
Dyreetiske Råd, Peter Sandøe, fra Det Natur-og Biovidenskabelige
Institut under Københavns Universitet til
baredygtigtlandbrug.dk.

Peter Sandøe understreger, at det samtidig er af største
betydning, at landbruget står sammen, når det gælder oplysninger og
andre informationer omkring bekæmpelsen af MRSA-bakterien, samt når
der skal “sælges” saglig og faglig information om, at bakterien
ikke er farlig for sunde og raske mennesker, selvom den smitter fra
dyr til mennesker.

Må tage kritikken alvorligt

MRSA-kort

Udbredelsen af MRSA i EU
Den europæiske overvågningsenhed på resistensområdet
EARS-Net (European Antimicrobial Resistance Surveillance Network)
har i sammenligninger af MRSA-forekomster i alle europæiske lande
Danmark til at have bakterien i én til fem procent af
besætningerne, imens bakterien findes i mere end 25 procent af
svinebesætningerne i Spanien, Italien, Grækenland, Cypern, Rumænien
og Tjekkiet, imens Portugal indtager en sløj sidsteplads med en
udbredelse af MRSA i mere end 50 procent af besætningerne. På linje
med Danmark fandt vi i 2010 Holland, Island og Finland, mens tre
lande, nemlig Sverige, Norge og Estland, blot havde MRSA i under 1
procent af besætningerne. I resten af EU er MRSA til stede i 5 til
25 procent af svinebesætningerne.

“Jeg frygter, hvis det ikke allerede er sket, at pressen og
offentligheden vil tale og skrive det her forholdsvis beskedne
problem op til at være noget langt større og farligere, end hvad
det i virkeligheden er. Derfor er det alfa og omega, at landbruget
også tager kritikken alvorligt, og samtidig har fælles fodslag, når
de melder ud, hvad erhvervet har tænkt sig at gøre for at begrænse
smittefaren”, siger Peter Sandøe.

Peter Sandøe tilføjer, at det er af stor betydning, at erhvervet
ikke sidder de her signaler overhørig, fordi det kan blive mere end
svært at få sympati fra befolkningen, hvis man slår det her med
MRSA-bakterien op som noget ubetydeligt, der bliver blæst op af
nogle enkeltpersoner og pressen.

“Men til gengæld betyder det utroligt meget, at branchen ikke
lover mere, end hvad den kan holde. Hvis man fra erhvervets side
lover, at man vil bekæmpe MRSA uden dog at der rigtigt sker noget
som helst, så kan det nemt ske, at erhvervet kommer i et dårligt
lys, som i sidste end kan blive en dyr økonomisk omgang”, siger
Peter Sandøe.

Bjerregaard fjernede frygt for kogalskab
“Vi husker, da Ritt Bjerregaard gik på banen og
forklarede forbrugerne, at de havde ingenting at frygte ved at
spise dansk okse- og kalvekød, da kogalskaben gjorde sit indtog i
Danmark, fordi den besætning, som var ramt, allerede var slået ned,
og fordi sikkerheden generelt omkring dansk fødevareproduktion var
i top”, lyder det fra Peter Sandøe, som mener, at Astrid Kragh og
Mette Gjerskov bør gør det samme for at dæmpe hysteriet omkring
MRSA.

“Denne udmelding beroligede de danske forbrugere, og kom derfor
heller ikke til at koste de danske kvægproducenter tabte indtægter.
Det samme synes jeg nu, at fødevareministeren og sundhedsministeren
skal gøre, for at hysteriet om MRSA-bakterien ikke tager overhånd
og i værste fald kan komme til at være et dyrt bekendtskab for
svineproducenterne, siger Peter Sandøe til
baeredygtigtlandbrug.dk

Peter Sandøe tilføjer, at han ikke har noget konkret bud på,
hvordan man kommer MRSA-bakterien til livs, og om der i det hele
taget findes andre mere effektive midler end antibiotika i kampen
mod bakterien.

Af Justinus Johannesen, jujo@baeredygtigtlandbrug.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen