Lene Espersen og Mette Bock i forsvar for BL

Under onsdagens åbne samråd om vandplaner bad først Mette Bock (LA) og senere Lene Espersen (K) miljøminister Ida Auken (SF) redegøre for sin udelukkelse af Bæredygtigt Landbrug

Det handlede egentlig om de ophævede vandplaner og hvad der skal
ske fremadrettet, men Mette Bock og Lene Espersen brugte alligevel
en del af deres taletid på det åbne samråd i Miljøudvalget på at
spørge miljøminister Ida Auken om, hvorfor hun stadig udelukker
Bæredygtigt Landbrug fra ‘det gode selskab’.

“Når ministeren lægger op til så tæt og respektfuld inddragelse
af de berørte, så vil jeg gerne opfordre ministeren til at
genoptage dialogen med Bæredygtigt Landbrug, som i dag organisere
mange tusinde landmænd og stadig flere kommer til, og hvis man
virkelig har et oprigtigt ønske om respektfuld inddragelse, så
synes jeg virkelig, at ministeren skulle sætte sig ud over den
plads hun har sat sig på,” sagde Mette Bock indledningsvis.

Ida Auken, der generelt svarede beredvilligt på spørgsmålene ved
samrådet, tog teten op og svarede Mette Bock:

“Om jeg vil optage dialogen med Bæredygtigt Landbrug? Jeg har
hele tiden sagt, at de er meget velkomne i dialogen, når de vil
holde landets love. Når formanden ikke vil det, så er det svært at
gå i dialog med dem. Jeg har sagt, at det sekund, at de siger, at
det var en fejl eller beklager, at man gik direkte ud for at bryde
landets love, så er de hjerteligt velkomne. Min dør står åben
anytime for at de kan komme og være i dialog med os.”

Lovbrud!?
Flemming Fuglede Jørgensen blev d. 5. september 2012 anklaget for
at have pløjet randzoner op, hvorefter Ida Auken trak sin
invitation til vandtopmøde på Lykkesholm Slot på Fyn tilbage.

Siden da har ministeren gentaget, at formanden har brudt loven,
men ikke dokumenteret dette. 


Læs om hele forløbet her

Det svar fik Lene Espersen til at føje et ekstra spørgsmål til
dem, hun allerede havde markeret, at hun gerne ville stille.

“Hvad er det for en lov, formanden for Bæredygtigt Landbrug ikke
har overholdt,” ville den tidligere justitsminister gerne vide.

“Det er randzoneloven, og den er stadig i kraft, for den har
folketinget vedtaget,” svarede ministeren.

Ministeren skal kunne begrunde sit valg
Direkte adspurgt, hvorfor hun gik i forsvar for Bæredygtigt
Landbrug, forklarede Lene Espersen, at det handler om, at fastholde
dialogen.

“Som jeg har forstået det, har formanden ikke overtrådt loven,
så det skal der selvfølgelig følges op på, for en minister udtaler
sig under ministeransvar og derfor skal ministeren selvfølgelig
også kunne begrunde hvorfor hun siger, som hun gør,” sagde hun og
fortsatte:

“Miljøministeren har faktisk anlagt en ret imødekommende tone i
dag og indrømmer, at det altså ikke er alle de planer, der ligger
på bordet i dag, som er særlig hensigtsmæssige og vil gavne
miljøet, så derfor håber jeg også på, at Børedygtigt Landbrug igen
kan komme ind og blive lyttet til, så den dialog ministeren taler
om også blive reel.”

Af Lene Skriver Bak, lsb@baeredygtigtlandbrug.dk

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen