Beregninger over vandplanernes omkostninger holder ikke vand

Spændet mellem de beregnede omkostninger ved vandplanernes virkemidler og så de konstaterede regnskabstal for indtjening, der bortfalder eller reduceres, er alt for stor. Denne forskel burde økonomerne på Fødevareøkonomisk Institut havde forholdt sig til for flere år siden. Ved at gentage beregningerne her i 2012, hvor de kender til den landbrugspolitiske situation og modstanden mod

Vandplanerne, og herunder randzonerne, griber dybt ind i
dyrkningen og benyttelsen af landbrugsjorden. Fra lovgivers side,
er der fra starten af, valgt en kompensationsmodel. Dette betyder,
at selv om der gribes drastisk ind over for landmandens råderet,
vil indgrebene (virkemidlerne) efter kammeradvokatens vurdering
ikke komme i strid med ejendomsrettens ukrænkelighed, når blot
kompensationen er høj nok og indgrebene har en betydelig
miljømæssig effekt. Logikken er, at landmanden (forureneren) selv
skal betale en andel af oprydningsomkostningerne.

Selv om grøn vækst aftalen er blevet til, i et tværministerialt
udvalg, hvor finansministeriet og økonomiministeriet har været
repræsenteret, har disse to ministerier ikke bidraget med direkte
beregninger til fødevare- og miljøministeren. De to fagøkonomiske
ministerier har dog alligevel blandet sig i beregningsmodellerne,
for eksempel ved at kræve, at beregningerne alene sker på
mikroniveau (det vil sige alene påvirkningen af den enkelte
landmands økonomi). Derved forbises en række effekter på
sektorniveau, for eksempel ændring i jordpriser,
forpagtningsafgifter, lokale ændringer i kornpriser, lavere
råvareleverancer til slagterier, arbejdsløshed og så videre.

 I stedet er omkostningsberegningerne reduceret til alene
at handle om udtagning af en hektar korn eller en hektar
efterafgrøde og så videre. Dernæst har kravet været, at alle
produktionsfaktorer skal aflønnes i modregningen af det tabte
udbytte fra marken, det vil sige at besparelserne i såsæd, gødning,
bekæmpelsesmidler udgør en mindre del af landmandens besparelser,
idet der herudover fratrækkes omkostninger til arbejdskraft,
maskiner, maskinhus, lade og driftsledelse. På denne måde sikrer
beregningsmetoden et beregningsteknisk meget lavt beløb i mistet
indtjening, sådan at statens og kommunernes kompensation bliver af
begrænset størrelse.

 Endelig er beregningerne gennemsnitsberegninger og
virkemidlerne generelle. Det vil sige, at landmændene i samme
vanddistrikt rammes ensartet af rådighedsindskrænkningerne
(generelle), og at kompensationsbeløbene er ens for hele landet
(gennemsnitlige), selv om tabene pr. hektar er stærkt afhængige af
jordbundstype og husdyrintensitet.

Hvem har beregnet?
Ministrene og folketinget har udelukkende benyttet
Fødevareøkonomisk Institut (FOI), som leverandør af notater og
rapporter. Foruden direkte beregninger til arbejdsgrupper nedsat af
ministerierne, har FOI udarbejdet ca. 20 større udredninger siden
2007, som relaterer sig til miljøreguleringen og rammevilkårene for
jordbrugssektoren. Et gennemgående karakteristika ved disse
udredninger er, at Videncentret (Skejby) løbende er blevet
inddraget og har skullet give høringssvar, som så kan indgå eller
ikke indgå i beregningerne, afhængig af forfatterens konkrete
vurdering.

Også økonomerne under Landbrug og Fødevarer har lavet
beregninger, som relaterer sig til miljøreguleringen. I alt ca.
otte notater er offentliggjort, der relaterer sig til grøn vækst
emnerne. Mulighederne for at følge forudsætningerne i de opstillede
beregningerne er dog meget begrænset, da det kun er konklusionerne,
der offentliggøres i sammendragsform. I modsætning til
ministerierne og FOI, beregnes konsekvenserne i forhold til
bruttofaktorindkomst og beskæftigelse.

Derudover findes en lang række beregninger med caselandbrug,
hvor lokale konsulenter gennemregner konsekvenserne for konkrete
ejendomme.

Hvad viser beregningerne?
Nedenstående oversigt angiver den kalkulation, som skal
foretages for at nå frem til den samfundsmæssige omkostning, ved at
udtage jord fra landbruget. Der er ikke gennemført nogen
totalkalkulation mig bekendt.

 

Tabel 1. Oversigt over omkostninger ved
virkemidler.

 På kort sigt (første år):

Landmand:     

mistet dækningsbidrag I på randzonearealer (excl. EU-støtte)

+ ekstraomkostning til brakpudsning med mere

 – sparede løn- og maskinomkostninger som følge af
braklægning

 

 Kommune:

– sparet vedligeholdelsesomkostninger

+ ekstraomkostning til anlæggelse af sandopsamling

+ tømning og bortkørsel af sand fra opsamlingsbassiner

+ ekstra oprydning efter oversvømmelser ved broer, rørføringer
og drænbrønde

 På langt sigt:

 Landmand:

 mistet dækningsbidrag på grund af oversvømmelse og
forsumpning

 mistet dækningsbidrag II fra reduktion i
husdyrproduktionen

+ ekstraomkostning til omsåning i våde huller

+ ekstraomkostning til drænspuling på grund af jordaflejring i
stoppede dræn

+ omkostninger til køb af erstatningsjord

 = samlede samfundsmæssige direkte omkostninger

 Fødevareindustri og følgevirksomheder i
øvrigt:

 Slagteri, mejeri og foderstofhandel:

mistet dækningsbidrag på lavere produkttilførsler fra
landbruget

– sparet lønninger og -øvrige kapacitetsomkostninger

 Øvrige samfund (arbejdsløshed skabt af ovenstående proces,
som ikke kan finde alternativ beskæftigelse):

 + øgede overførselsindkomst til varig forsørgelse
(arbejdsløse)

 + øgede omkostninger til
arbejdsmarkedsforanstaltninger

 = SAMLET SAMFUNDSMÆSSIG OMKOSTNING (direkte og
indirekte)

 Embedsmænds- og forskeres antagelse er, at lediggjorte
landmænd, medhjælpere og ansatte i service/industri alle finder nyt
arbejde, som svarer til den løn de hidtil har kunnet opretholde i
fødevareerhvervet. Lediggjorte bygninger, maskiner og anden
realkapital bliver udnyttet til et økonomisk formål, som modsvarer
huslejen. De indirekte omkostninger indgår derfor ikke i
beregningerne.

 Landmandens langsigtede omkostninger i form af mindre
husdyrproduktion, forsumpning, omsåning m.v. indregnes heller ikke,
idet man blot anslår, at en eventuel formindskelse af
husdyrproduktionen på en bedrift modsvares af en tilsvarende
udvidelse på en anden bedrift. Forsumpningsomkostningerne
forudsættes fuldt ud at blive erstattet af kommunerne.

Kommunernes besparelse i vandløbsvedligeholdelsen indregnes, men
der er overhovedet ikke vurderet på den lange række af de
ekstraomkostninger, som opstår når vandet begynder af stuve sammen
i tusindvis af kilometer vandløb.

Tilbage bliver således alene landmandens omkostning på kort
sigt, samt statens- og kommunernes omkostninger til
kompensation/erstatninger. I tabel 2 er omkostningerne pr. hektar
vist:

  Tabel 2. Gennemsnitlig omkostning pr. hektar
af virkemidler i grøn vækst lovgivningen.

 Virkemiddel / kr. pr. hektar        
   
landmanden                                
staten

 Ændring af kvælstofnormer        
           3.500      
                 
                 
 

 Forbud mod jordbearbejdning        
              9    
                 
                 
   

 Forbud mod pløjning af fodergræs      
     467

 Efterafgrøde i stedet for grønne marker  
 480

 Nye målrettede efterafgrøder        
           486

 Randzoner              
                 
           
(1.920)                                 
1.920

 

I alt omkostninger, millioner kr. pr. år  
 135                
                 
    96

Kilde: Brian Jacobsen, august 2012

 Kompensationsprocenten totalt opgøres som 224 millioner
kr. divideret op i 96 millioner kr. og udgør således 43 %. Men da
der kun gives kompensation til landmænd med randzoner, bliver
kompensationen 0 % for de første 5 virkemidler og 100 % til
randzoner.

 Med hensyn til reduceret vedligeholdelse er kommunernes
besparelse anslået til 40 millioner kr. pr. år (5.800 kr. pr. km).
Kompensationen til berørte landmænd er vurderet til 52 millioner
kr. pr. år svarende til 1.700 kr. pr. hektar.

 Overfor ovennævnte beregninger, som indgår i
Fødevareministeriets og Miljøministeriets beslutningsgrundlag, har
FOI netop offentliggjort (december 2012) et skøn over den samlede
jordbrugssektors bruttofaktorindkomst. Samlet indtjenes en indkomst
på 34 milliarder kr. Tillægges forædlingsindustriens og
servicesektorens skønnede bruttofaktorindkomst for 2012 på 35
milliarder kr., bliver den samlede indkomstskabelse på 69
milliarder kr. Dette svarer til 27.600 kr. pr. hektar som
gennemsnit. Ovenstående tab for landmænd og staten, beregnet af
Brian Jacobsen, svarer således til 0,3 % af bruttofaktorindkomsten
i fødevaresektoren. Men virkemidlerne, som indgår i Brian Jacobsens
beregninger, vedrører 16 % af landbrugsarealet.

Konklusion:
Spændet mellem de beregnede omkostninger ved
vandplanernes virkemidler og så de konstaterede regnskabstal for
indtjening, der bortfalder eller reduceres, er alt for stor. Denne
forskel burde økonomerne på Fødevareøkonomisk Institut havde
forholdt sig til for flere år siden. Ved at gentage beregningerne
her i 2012, hvor de kender til den landbrugspolitiske situation og
modstanden mod vandplanerne, så virker de nye beregninger som
direkte uhæderlige.

 Af cand. oecon Bjarne Brønserud

Foto: Stock.xchng

Referencer:
 Analyse af landbrugets omkostninger ved implementering af
vandplanerne fra 2011, Brian Jacobsen, Fødevareøkonomisk Institut,
august 2012.

 Landbrugets økonomi 2012, Fødevareøkonomisk Institut,
december 2012.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen