Rent vand til alle danskere – takket være danske landmænd

I Danmark er rent vand i vandhanen en selvfølge. Det har generationer af danske landmænd sørget for.

Ved rettidig omhu og dygtig håndtering, støttet af god
vejledning, har danske landmænd behandlet markerne for ukrudt,
svampe og skadedyr efter devisen: ‘Så lidt som muligt, så meget som
nødvendigt!’. Devisen har sikret danskerne noget af det reneste
drikkevand i verden. Det burde miljøministeren rose danske landmænd
for.

I stedet for at sidde fast i en ‘pesticidfobi’ burde ministeren
beskæftige sig med reelle trusler mod vores drikkevand. Udsivning
fra lossepladser, spildevand, der løber ud over kildepladser og
husejeres overdrevne anvendelse af pesticider, der ikke er godkendt
til anvendelse i landbruget, i haver og indkørsler. Det kan hun
gøre uden at skade Danmarks vigtigste eksporterhverv.

Giftig retorik skader landbruget
Er pesticider et problem i vores drikkevand? Nej. I den netop
afsluttede retssag mod tidligere direktør i Danmarks
Naturfredningsforening, René la Cour Sell, kunne det ikke
dokumenteres, at landbrugets regelrette og lovlige anvendelse af
pesticider er skyld i en eneste lukket vandboring.

Ministeren forsøger at lave populistiske løsninger, baseret på
skræmmescenarier, ud af et problem, der ikke findes. Ministeren
ønsker at skyde gråspurve med kanoner. Resultatet er endnu flere
begrænsninger og afgifter på et erhverv, der i forvejen er verdens
mest begrænsede landbrug.

Ministeren burde gå efter de ‘lavest hængende frugter’, de
virkelige trusler mod vores sundhed. Kemikalier i tøj, importeret
frugt, rengøringsmidler, parfumer og andet, der truer vores
sundhed. Danske fødevarer er blandt verdens sundeste og
drikkevandet blandt det reneste, og det havde klædt ministeren at
påskønne det. 

Danske landmænd er nemlig også stolte af det rene, sunde danske
vand, der kan drikkes direkte fra hanen. Danske landmænd vil også
passe på grundvandet. Og danske landmænd vil også overlade vores
børn, børnebørn og oldebørn et land, hvor vandet kan drikkes
direkte fra hanen uden rensning og uden sundhedsfare.

 Af Vagn Lundsteen, direktør i Bæredygtigt Landbrug


Klik her for at læse artiklen: Flere afgifter og strengere
straffe i vente for landmændene 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen