Randzonelovbryder får besøg af politiet

Onsdag den 28. november får landmand Jesper Tonnesen fra Roslev i Nordjylland besøg af ordensmagten, fordi han i medierne har udtalt, at han ikke ville overholde randzonelovgivningen.

Jesper Tonnesen er medlem af landbrugsorganisationen Bæredygtigt
Landbrug, og i forbindelse med at foreningen har anlagt en retssag
mod staten for blandt andet at få klarlagt om den omstridte
randzonelov er lovlig i henhold til EU-lovgivningen, har landmanden
valgt ikke at overholde lovens krav om 10 meter dyrkningsfri zoner
langs med søer og vandløb. Jesper Tonnesen mener ikke, han skal
overholde loven, da han og 4.000 andre landmænd har en sag kørende
mod den danske stat omkring lovligheden af tiltagene i loven, der
trådte i kraft den 1. september i år.

 Jesper Tonnesens sag er den første i en række, hvor
landmænd der i medierne har udtalt, at de ikke har tænkt sig at
overholde randzonelovgivningen, har fået en politianmeldelse på
halsen. Men udsigten til besøg af politiet og en kontrollant fra
Fødevareministeriet skræmmer ikke den jyske landmand.

Jesper Tonnesen og datter

“Jeg er medlem af en Bæredygtigt Landbrug, som har lagt sag an
mod staten, fordi foreningen mener at randzoneloven er ulovlig.
 Jeg bakker min forening hundrede procent op og frygter derfor
heller ikke besøg af myndighederne”, siger Jesper Tonnesen

Jesper Tonnesen fortæller til baeredygtigtlandbrug.dk, at han
blev ringet op Skive Politi tirsdag eftermiddag, og de oplyste ham
om, at onsdag den 28. november mellem kl. 10.00-11.00 kommer på
besøg sammen med en kontrollør fra Fødevareministeriet for at
kontrollere, om landmanden har anlagt randzoner, som loven
kræver.

“Det har jeg ikke og det har jeg heller ingen planer om. Jeg
tager denne er politisag med knusende ro”, siger Jesper
Tonnesen.

Politianmeldelse på baggrund af
medieomtale

Flemming Fuglede Jørgensen, formand i Bæredygtigt Landbrug, bakker
Jesper Tonnesen 100 procent op, og han ser det som et stort
demokratisk problem, at seks danskere er blevet politianmeldt efter
at have udtalt sig kritisk i medierne om en lov, som Bæredygtigt
Landbrug har anfægtet lovligheden af.

“Det er sørgeligt, at man ikke længere skal kunne udtale sig
offentligt uden at skulle risikere, at få en politianmeldelse på
halsen”, siger Flemming Fuglede Jørgensen.

Flemming Fuglede Jørgensen mener, at denne uheldige udvikling
svækker demokratiet i en uhyrlig grad, og metoderne minder mest om
noget, der kunne være foregået i forhenværende Østtyskland, hvor
man ikke måtte udtale sig om noget som helst, der lugtede lidt af
kritik af den politiske magt.

“Hvis jeg skulle være i Jesper Tonnesens situation og fik besøg
af politiet, så ville jeg gå til ombudsmanden, fordi, det kan ikke
være rigtigt, at hvis man siger sin ærlige mening offentligt, at
der så skal vanke en politianmeldelse”, siger Flemming Fuglede
Jørgensen

Af Justinus Johannesen, jujo@baeredygtigtlandbrug.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen