”Konsekvensberegningerne er lavet, men de bliver ikke kommunikeret ud”

Kontorchef i De Økonomiske Råds sekretariat, Jesper S. Schou, fortalte på Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskabs efterårskonference, at der er lavet masser af beregninger på de danske miljøindsatser, men de bliver ikke brugt

Præsidenten i Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab,
Frederik Lüttichau, rejste sig i spørgetiden på den
efterårskonference, hans organisation selv har arrangeret og
spurgte oplægsholder Jesper Sølver Schou fra De Økonomiske Råds
sekretariat, hvorfor der ikke blev regnet på konsekvenserne af de
forskellige, store miljømæssige tiltag, der er lavet de seneste 20
år.

“Der er vedtaget store planer i naturen navn, Grøn Vækst var en
af dem, og man har ligesom på fornemmelsen, at der er nogle
politikere, der er blevet overraskede over, hvad de egentlig
koster,” sagde præsidenten.

Spørgsmålet fik kontorchef Jesper Sølver Schou til at trække på
smilebåndet.

“Beregningerne er lavet, men af en eller anden grund finder de,
som spørgsmålet viser, ikke rigtig vej til den offentlige debat.
Hvorfor man ikke bruger dem (beregningerne, red.) aktivt i
beslutningsgrundlaget, skal jeg ikke kunne sige,” sagde
kontorchefen og fortsatte:

“Det er en myte, at der ikke bliver lavet konsekvensberegninger
på vores miljøpolitiske initiativer, men de bliver ikke
kommunikeret godt nok ud. Hvorfor ved jeg ikke.”

Lüttichau stillede spørgsmålet om, hvad det kommer til at koste
at gennemføre miljøplanerne til fødevareminister Mette Gjersjov,
der både var oplægsholder og overrakte en nystiftet pris på
konferencen.

“Vi kan ikke fremlægge et lovforslag for Folketinget, uden vi
har beregnet, hvad det koster, så der er lavet beregninger. Der er
jo ikke nogen tvivl om, at ethvert miljøtiltag vil koste noget, så
det, det handler om, er jo, at få høstet de erfaringer, der gør, at
vi kan levere nye produkter,” svarede ministeren og fortsatte:

“Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, at den miljøindsats, vi
står overfor, kommer til at koste en investering.”

Søren Gade (IKKE top-billede)

Ved vejs ende
Tidligere minister Søren Gade og nuværende direktør i
Landbrug & Fødevarer var også oplægsholder på konferencen og
han talte også om differentierede virkemidler.

“Man kan ikke længere lave ‘one size fits all’ på miljøområdet.
Der er ingen tvivl om, at man er ved vejs ende med den regulering,
vi bruger i dag, tror jeg,” sagde Søren Gade blandt andet.

Direktøren brugte desuden sin taletid på at pege på de
udfordringer, landbruget står overfor. Blandt andet påpegede Gade,
at danske landmænd har lavere output, mindre protein i kornet og
dermed dårligere foder, mens de skal se, at brødkorn importeres fra
udlandet, fordi kvaliten i det danske korn ikke er god nok til
brødproduktion.

Det betyder i følge Søren Gade blandt andet, at der er brug for
at udvikle nye teknologier, hvor vi producerer mere og udleder
mindre.

“Hvis vi sammen finder nogle intelligente løsninger, så vil vi
kunne eksportere mere. Det kan vi gøre, hvis vi får lov til det,
men det kræver, at vi skal regulere på en anden
måde,” sagde landbrugsdirektøren.

Af Lene Skriver Bak,
lsb@baeredygtigtlandbrug.dk

Deltag i debatten

Scroll til toppen