EU’s vandrammedirektiv er naturligvis gældende i Danmark, som i
alle andre EU-medlemslande. Men den danske implementering ligner
ikke nødvendigvis de andres.
“De gamle vanddirektiver bygger i deres grundlæggende forståelse
på den metode, man brugte i ‘Clean Water Act’ i USA, hvor de
føderale myndigheder sagde, at hvis vand anvendes på en bestemt
måde, så stiller vi bestemte mindstekrav til, hvilken vandkvalitet,
der skal være, og det gælder alle steder. Det var så op til de
enkelte delstater i USA at sige, hvilken type vand, der var tale
om. Det er den model, man har brugt i de første vanddirektiver
suppleret med regler for udledning af bestemte farlige stoffer i
vandmiljøet,” forklarer Peter Pagh og fortsætter:
“Det man gør med det nye direktiv er, at man erkender, at vand
ikke bare kan være A, B eller C eller A+B. Det er en langt mere
kompleks størrelse, og derfor skal vi altså tage stilling til det
enkelte vandområde. Der er så mange faktorer, der må tages hensyn
til: De naturlige forhold, afstrømning, vandmængde, geologi,
påvirkning og hvilke interesser, der er knyttet til. Og tanken med
vandrammedirektivet er, at man skal sige ‘hvor kan vi gennemføre
det bedste’. Det kan virke som om, det er meget vidtgående, at
udgangspunktet er ‘det bedste’, men man skal bare huske, at
udgangspunktet er ‘det bedste med mindre vi ikke kan af den eller
den eller den grund’. Andet står der jo ikke. Der er ingen grund
til at gøre det meget vanskeligt.”
Fuldstændigt kaos
Ifølge juraprofessoren er det dog ikke sådan, direktivet er blevet
modtaget i Danmark.
“Men for Folketinget præsenterer man det jo som om, det er en
stramning. Man siger ‘de nye krav i vandrammedirektivet’, men
grundlæggende siger vandrammedirektivet, at vi ikke må svække det,
der tidligere var gældende. Ellers er der ikke noget nyt i det,
andet end at man altså skal prøve at anlægge et helhedshensyn, når
man tager stilling,” påpeger Pagh.
“Med vandrammedirektivet bliver man så at sige fanget på det
gale ben. Det lidt specielle er, at vandrammedirektivet er ment som
et forsøg på at lempe reglerne, så medlemsstaterne i virkeligheden
har mange flere valgmuligheder og et større skøn, end de havde i
det gamle system.”
Spørger man Peter Pagh, lever Danmark altså ikke op til tankerne
bag direktivet med den implementering, man har valgt herhjemme.
“Hvis vi ser på, hvordan det er gjort, så er det endt i det her
fuldstændige kaos, som ligger i kølvandet på vandplanerne og måden,
det er foregået på. Det er gjort til en argumentation for
specialister, hvor folket ikke rigtig kan være med. Man har lavet
en så kompliceret og teknokratiseret tilgang til det at lave
vandplaner, at jeg har meget svært ved at forene det med det, der
er hele vandrammedirektivets tankegang – som selvfølgelig er et
ordentligt oplyst grundlag, men jo ikke på en måde, så ingen
forstår, hvad der foregår og på en måde, så interessenterne kan
påvirke beslutningen.”
Af Lene Skriver Bak, lsb@baeredygtigtlandbrug.dk
