Professor dr. jur. på Københavns Universitet Peter Pagh skrev i
2005 et såkaldt juridisk responsum om den danske implementering af
EU’s fiskevandsdirektiv på baggrund af love, direktiver og gældende
praksis på området, samt en del dokumenter, han fik adgang til
efter at have søgt aktindsigt hos Miljøministeriet.
Responsummet, der fik den mundrette titel ‘Responsum om det
retlige grundlag for recipientmålregulering af vandløb’, havde til
formål at belyse, hvad man fra dansk side har gjort med
fiskevandsdirektivet, hvordan man har gennemført og i det omfang,
det er muligt, hvorfor det er blevet gennemført på den måde.
Responsummets konklusioner var klare, fortæller Peter Pagh til
baeredygtigtlandbrug.dk:
“Det, man meget hurtigt kan konstatere, er, at der ikke er
overensstemmelse. Der er ikke overensstemmelse mellem det, der står
i direktivet, som EU-domstolen fortolker det, og den måde, vi har
gennemført det. Der er heller ikke overensstemmelse mellem det, man
faktisk har gjort, og det, man har fortalt Kommissionen. Man må
også sige, at der heller ikke er overensstemmelse med det, man
oplyser Folketinget i forbindelse med implementeringen af
lovgivningen og diskussionen af direktivet, og det, som faktisk er
sket. Og det må man jo sige ikke er så heldigt,” siger
juraprofessoren.
Ikke i god tro
Responsummet blev bestilt af landbrugsorganisationen
Landbrugsraadet, der ikke eksisterer i den daværende form længere.
Hos Landbrugsraadet valgte man, ifølge daværende viceformand og
nuværende folketingsmedlem for Venstre, Henrik Høegh, at holde
responsummet for sig selv og bruge det i forhandlinger med
ministerium og styrelser, frem for at fremlægge konklusionerne i
pressen.
“Det har været brugt i nogle af de politiske forhandlinger, hvor
der har været argumenteret med den her fejl. Vi har haft det med,
når vi har snakket med politikere og ministeren umiddelbart efter
vi modtog det,” forklarer Henrik Høegh i dag.
Peter Pagh påviser i sit responsum, at det kontor, der først har
en brevveksling med Kommissionen og oplyser ét, er det samme
kontor, som kort tid efter udsender et brev til de daværende amter
med helt andre oplysninger.
“Da det samme kontor sendte et andet brev ud kort efter, så kan
jeg i hvert fald fastslå, at det ikke kunne være gjort i god tro.
Altså, man har simpelthen aktivt ønsket at fortælle Kommissionen
noget, der ikke er sandt.”
Ikke alene har den danske stat altså misinformeret
EU-Kommissionen. Der har også siddet embedsmænd i ministeriet og
styrelserne og haft kendskab til Peter Paghs konklusioner. Rent
juridisk har det ingen betydning, forklarer juraprofessoren.
“Det har ingen retsvirkning koblet på. Det er klart, at hvis man
går til Domstolen, så vil en aktiv misinformation af Kommissionen
være i strid med loyalitetsprincippet efter traktaten, og det vil
Danmark som stat blive dømt for, men det krævede jo, at der var
nogen, der rejste sådan en sag.”
Folketinget mangler oplysninger
Misinformationen gælder også det danske Folketing. Ifølge Peter
Paghs responsum er der ikke sammenhæng mellem de oplysninger, man
har givet Folketinget og de faktiske forhold. Men om nogen kan
føres til regnskab for misinformationen er tvivlsomt.
“Den mangelfulde informering af Folketinget mener jeg ikke, kan
siges at føre til et retsligt ansvar. Jeg synes, det er uheldigt,
at man her får formuleret sig på en måde, så man må sige, at man
som beslutningstager ikke er ordentligt oplyst. Det betyder jo, at
når Folketinget efterfølgende diskuterer gennemførslen af
vandplanerne, så savner de oplysninger, som ministeriet faktisk
besidder, og jeg vil ikke sige, at det er ansvarspådragende ikke at
udlevere dem, men jeg vil sige, at det havde været mere
hensigtsmæssigt, at Folketinget, når man diskuterer de her
spørgsmål i forbindelse med Grøn Vækst og alt, hvad der ligger
forud for det, havde vidst, hvad der lå af oplysninger,” påpeger
Peter Pagh.
På spørgsmålet om der bør sidde en minister, en departementschef
eller nogle embedsmænd med røde ører et sted, svarer
juraprofessoren, at det afhænger af, hvem der har vidst hvad.
“Jeg synes ikke, det er så smart. Jeg vil ikke sige, at
ministeren har et retligt problem, men det er da klart, at nogen jo
nok vil spørge, hvorfor vi ikke har fået noget at vide om det.
Ministeren vil altid kunne sige, at der florerer alle mulige
papirer, og man ikke kan sende alting ud. Der er altid et forsvar.
Man kan jo ikke fortælle alt, og man er nødt til at foretage en
selektion i de oplysninger, man sender videre,” forklarer han og
fortsætter:
“Det, der er det store problem, er, at den indsigelse jo ikke er
særlig stærk, hvis man internt i systemet har behandlet det på
højeste niveau, og man har diskuteret det mere alvorligt. Så ser
det jo ikke så kønt ud. Hvis det derimod bare er tilfældigt papir,
som ingen har hæftet sig nævneværdigt ved, så kan man jo ikke sige
noget til det. Hvis det er sket i forståelse med ministeriets
ledelse, og det er det formentlig, så er der ikke andet at sige end
at det er i strid med traktaten. Men det har ingen retlige
konsekvenser for de pågældende.”
Af Lene Skriver Bak, lsb@baeredygtigtlandbrug.dk
