Bæredygtigt Landbrug har anket injuriesagen mod René La Cour Sell

Bæredygtigt Landbrug har anket injuriesagen, hvor tidligere direktør for Danmarks Naturfredningsforening René La Cour Sell blev frikendt for at have udtalt sig til skade for landbruget i Danmark.

Retten i Roskilde frifandt den 5. november René La Cour Sell for
at have udtalt, at landbruget i Danmark står bag 300-400 lukninger
af vandboringer om året. Udtalelsen var ikke injurierende, men den
var heller ikke sand, lød dommen. Frifindelsen har nu fået
Bæredygtigt Landbrug til at anke sagen, og foreningen har derfor
indstævnet den tidligere direktør for Danmarks
Naturfredningsforening for Østre Landsret den 16.
november. 

I marts 2010 udtalte den daværende direktør for Danmarks
Naturfredningsforening, René la Cour Sell, at 300-400 vandboringer
blev lukket på grund af landbrugets sprøjtegifte. Han kunne eller
ville ikke dokumentere sine påstande, og det fik Bæredygtigt
Landbrug til at sagsøge ham for injurier. Sagen blev afgjort i
Retten i Roskilde den 5. november, og her blev den tidligere
direktør frifundet. Retten mente ikke, at udtalelsen var
injurierende, men gjorde det klart, at Lá Cour Sell ikke kunne
bevise sin påstand. Derfor anker Bæredygtigt Landbrug nu sagen.

I domsafsigelsen fra den 5. november skriver retten:

“Der er ført bevis for, at det ikke kan dokumenteres, at 300
drikkevandsboringer er blevet lukket som følge af landbrugets
anvendelse af sprøjtemidler inden for hverken de seneste 5 eller 10
år. Der er herefter ikke ført bevis for udtalelsens rigtighed.”

René la Cour Sell har altså udtalt sig i strid med
sandheden.

“Vi er meget tilfredse med, at retten har fastslået, at René la
Cour Sell ikke kunne dokumentere sine påstande, men vi har
alligevel besluttet at anke afgørelsen, da vi vil have rettens ord
for, at de urigtige udtalelser om at landbruget i stort omfang er
skyld i pesticidforurening af drikkevandsboringer har været til
stor skade for landbrugserhvervet”, siger Bæredygtigt Landbrugs
direktør Vagn Lundsteen.

Bæredygtigt Landbrug mener, at René la Cour Sells udtalelse var
krænkende for landbruget og bad gentagne gange René la Cour Sell om
at trække sin udtalelse tilbage, hvilket blev afvist af Danmarks
Naturfredningsforening. Bæredygtigt Landbrug forsøgte i første
omgang at indgå forlig i sagen, men forliget blev afvist af René la
Cour Sell, og derfor skulle sagen afgøres af en dommer ved retten i
Roskilde den 8. oktober, med domsafsigelse den 5. november. Dommen
fra Retten i Roskilde blev anket af Bæredygtigt Landbrug den 16.
november med krav om at René La Cour Sell pligtes at anerkende, at
have været uberettiget til at udtale, at:

“Der er lukket 400 drikkevandsboringer de senere år – eller
måske er det 300 – på grund af landbrugets sprøjtegifte”.

Bæredygtigt Landbrug har efter domsafsigelsen i Roskilde skiftet
advokat i sagen, og landbrugsorganisationen repræsenteres i
ankesagen af advokat Karoly  Németh.

Ankesagen er indbragt for Østre Landsret.

 Af Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top