Værebro Ålaug søger hjælp på Christiansborg

Bestyrelsen i Vandløbslauget for Værebro Å har fået nok af de mange oversvømmelser og den omfattende forurening af landbrugsjord og haver langs Værebro Å, og derfor skal ålauget onsdag fortælle om problemerne med vandet under et foretræde hos de ansvarlige politikere på Christiansborg.

Nu har lodsejerne fået nok af Egedal Kommunes manglende indsats,
og derfor drager tre af ålaugets medlemmer onsdag til København for
at fortælle folketingets fødevareudvalg og miljøudvalg om de
massive problemer.

“Når der ikke er nogen hjælp og forståelse at hente hos Egedal
Kommune, håber vi, at Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg vil
komme med en hjælpende hånd. Derfor skal vi mødes med de
folkevalgte i morgen, onsdag, på Christiansborg for at forklare
udvalgene, hvad det er for problemer, vi slås med til daglig”,
siger formand for Vandløbslauget for Værebro Å, Keld Stenlien
Hansen.


Ødelagte huse og afgrøder
“Vi har i de senere år oplevet adskillige oversvømmelser
på grund af nedsat kapacitet i Værebro Å. Oversvømmelser, der har
medført ødelagte huse samt store tab af afgrøder og forurening af
naturarealer og kildepladser. Desuden har vi også en jordanalyse
med fra efteråret 2011, som er gennemført på en kildeplads for
indvinding af drikkevand, der viser kraftige koncentrationer af
PAH-forbindelser (herunder stoffet Benzo (a) pyren), som stammer
fra urenset spildevand fra byerne langs Værebro Å”, siger Keld
Stenlien Hansen, som ikke mener Egedal Kommune har gjort nok for at
komme miljøproblemerne til livs.

Åløb300_130

“I Værebro Ålaug er det vores opfattelse, at Egedal Kommune er
særdeles uengageret, når det gælder brugbare løsninger på de
aktuelle problemer. Som eksempel kan jeg nævne, at Egedal Kommune
ikke ønsker at foretage yderligere jordanalyser af jorden langs
Værebro Å samtidig med, at kommunen også er bakket ud af en aftale
om en ekstraordinær grødeskæring i Værebro Å, der skulle udføres af
Vandløbslauget – uden, at det ville koste Egedal Kommune én eneste
krone. Kommunen ønsker heller ikke at deltage i udarbejdelsen af
mulige projektforslag til udvidelse af Værebro Å”, siger Keld
Stenlien Hansen.


Forurening af drikkevandet truer

Mudder1

“Målet er for os er en fremtidssikring af vandføringsevnen i
Værebro Å, som er til gavn for de udsatte by- og landområder samt
naturen og miljøet omkring åen, herunder kildepladser for
drikkevand. Vi finder det respektløst, at Egedal Kommune ikke
ønsker at deltage i en løsningsmodel for kapacitetsproblemerne af
Værebro Å, hvor naturen er på tilbagetog samtidig med, at der er
stor risiko for forurening af drikkevandet”, siger Keld Stenlien
Hansen.

Keld Stenlien Hansen understreger, at Egedal Kommunes
mangelfulde indsats for det å-nære miljø skaber områder med
usælgelige huse og værdiløs landbrugsjord, og Værebro Ålaug
frygter, at den kommende vandhandleplan blot kommer til at forværre
lodsejernes uheldige situationen yderligere.

onsdag aften kan du her på siden læse, hvad der kom ud af mødet
med politikerne på Christiansborg. 

Foto: Biledet stammer fra den 23. august, hvor fire
folketingspolitikere var på udflugt til Værebro Å for at opleve
problemerne med vedvarende oversvømmelser fra åen.

Læs om
arrangementet den 23. august ved at klikke her.

Af Justinus Johannesen, jujo@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top