Vi ved det godt. Der er overskud af nærringssalte i vores vande.
Ikke mindst i Østersøen, der gennem de seneste årtier har været
plaget af både iltsvind og massiv vækst af farlige blågrønalger. Og
selvom man fra dansk og flere andre lande i østersøregionens side
har halveret udledningen af både kvælstof og fosfor, så er det en
indsats, der ifølge Natur- og Landbrugskommissionen ikke
umiddelbart kan spores i vandmiljøet.
I en nylig rapport konkluderede kommissionen, at farvandet øst
for Danmark stadig kæmper med iltsvind, og at algevæksten ikke er
blevet nævneværdig mindre, siden de første vandmiljøplaner, der med
kvoter og reduceret udledning, skulle sikre bedre vand og
vandmiljø.
Fokus på fosfor i Sverige
I Sverige har Østersøens haltende vandmiljø betydet, at man efter
års diskussioner om fosfor versus kvælstof nu sætter stadig flere
kræfter ind i kampen for at reducere fosfor. Herunder på den
fosforlækage, der sker fra selve havbunden, eller sedimentet, hvor
årtiers tab af ophobet fosfor, betyder at udsivningen fortsætter
uformindsket trods store reduktioner i næringssalte fra
landjorden.
Det har fået stiftelsen BalticSea2020 til at søsætte to
pilotprojekter i samarbejde med Stockholms Universitet og Den
Kongelige Tekniske Højskole (Kungliga Tekniska Högskolan – KTH),
hvor man vil dæmme op for overgødskningen i Østersøen ved at teste,
om det er muligt at fiksere, eller rettere mineralisere, den
fosfor, der i dag siver fra havbunden langs Østersøens kyster.
Permanent binding af fosfor
Pilotprojekterne “Reaktiva sorbent för fastläggning
av fosfor i Östersjöns bottnar” og “Permanent bindning av
fosfor i Östersjöns bottensediment“startede henholdsvis i
februar og maj 2012. Målene er på den ene side, at øge sedimentets
fosforbindende egenskaber samt på den anden side at udvikle et
produkt eller granulat, som permanent kan binde fosfor i Østersøens
bundsediment. Og midlerne her til kan dels være biprodukter fra
stålindustrien og betonfremstilling, eller helt nye produkter
fremstillede af kalkrige bjergarter, der netop besidder evnen til
at binde fosfor.
“Restprodukter fra kalkindustrien kan have potentiale til at
binde fosfor i det iltfrie miljø i bundsedimentet, og bindingen kan
sandsynligvis blive endnu mere effektiv og langsigtet, når kalkens
mange egenskaber bruges fuldt ud, alene eller i kombination med
andre materialer,” siger Sven Blomqvist, docent ved Institutionen
for Systemekologi ved Stockholms Universitet, i en pressemeddelelse
fra BalticSea2020.
Sven Blomqvist har ansvaret for projektet, der især fokuserer på
at kortlægge restprodukter fra kalk- og mineindustrien og på,
hvordan de bedst kan udvikles til egnede granulater. Resultatet af
kortlægningen følges op af laboratorieforsøg og kontrollerede
feltforsøg.
Skønt der endnu ikke ligger et endeligt resultat af projekterne
er direktør for BalticSea2020, Conrad Stralka,
forventningsfuld.
– Forventningen til projekterne er, at vi kan udvikle
omkostningseffektive produkter, som kan binde fosfor i Østersøens
kystzoner i stor skala og til en rimelig pris til glæde for både
mennesker og dyr ved Østersøens kystnære områder,” fortæller
direktør Conrad Stralka i dag til Bæredygtigt Landbrug.
“Indtil videre ser det rigtig godt ud. Vores præliminære
resultater fra laboratoriet viser, at vi ved hjælp af fosforbinding
kan binde godt 90 procent af fosforen. Det indikerer, at det
fungerer,” lyder det optimistisk fra Conrad Stralka, der dog
understreger, at der foreløbig kun er tale indikationer og at
testene endnu ikke er afprøvet i et virkeligt havmiljø.
Han understreger endvidere, at det endnu er for tidlig helt at
glæde sig, og at de miljømæssige konsekvenser endnu ikke er
kortlagt.
Udover at kortlægge forskellige materialer evne til
fosforbinding, skal også det omkostningseffektive aspekt evalueres.
Pilotprojekterne strækker sig over 2012 til 2013, og de endelig
konklusioner ventes offentliggjort i løbet af et år eller to.
Klik her for at læse mere om
projekterne
Af Tina Krarup, tk@baeredygtigtlandbrug.dk
Foto: Tuukka Ervasti / Image Bank Sweden
