Af cand. agro. Poul Vejby-Sørensen, Bæredygtigt Landbrug
Der er meget langt fra det såkaldte “ålegræsværktøj” til
de resulterende restriktioner på anvendelse af det livsnødvendige
kvælstof i landbrugsproduktionen. Faktisk bliver landbruget
straffet for mange års byspildevand, som miljømyndighederne har
forsømt at beordre kommunerne til at rense mens tid var.
Politikerne har derefter besluttet, at landbruget skal undgælde for
myndighedernes massive forsømmelser i perioden 1960-2000.
Kvælstofstrategien i Danmark en katastrofe
Strategien går ud på, at mange års opbygning af store
fosfordepoter i fjordenes sediment skal repareres med fuldstændigt
urealistiske forestillinger om kvælstofbegrænsninger. Selve
strategien er en katastrofe – ikke kun for landbruget – men for
hele samfundet, for den lader sig ikke gennemføre! For det første
er det irrelevant, at begrænse kvælstof, når det er fosfor, der er
for meget af. For det andet er der ikke ordentlig sammenhæng mellem
landbrugets anvendelse af produktionsmidlet kvælstof og det
erklærede succeskriterium: ålegræssets dybdegrænse for vækst!
Denne manglende sammenhæng kan illustreres med følgende
realiteter:
- Dybdegrænsen for ålegræs afhænger kun delvist
af - lysforhold, som igen kun afhænger delvist af
- mikroplankton-produktionen, som igen kun afhænger
delvist af - kvælstofkoncentrationen i vandet, som igen kun
afhænger delvist af - kvælstofbelastningen, som igen kun afhænger
delvist af - landbrugets kvælstoftab, som igen kun afhænger
delvist af - landbrugets kvælstoftilførsel.
Hvis man multiplicerer usikkerhederne i denne
reaktionskæde, er den samlede usikkerhed så stor, at værktøjet er
totalt uegnet til regulering af noget som helst.
Ifølge ålegræsværktøjet med tilhørende Laurentius-ligning
foreskriver vandplanerne ligefrem, at landbruget skal reducere
kvælstofudledningerne til mindre end ingenting, fordi kravet til
recipientens kvælstofindhold ofte er mindre, end hvad der naturligt
findes i det omgivende vand.
Alle involverede er klar over, at ålegræsværktøjet er
ubrugeligt, men af ikke-faglige grunde kniber det med den formelle
erkendelse! I DMU’s arbejdsrapport fra 2009: “Fastlæggelse af
miljømål og indsatsbehov ud fra ålegræs i de indre danske farvande”
er erkendelsen dog rimelig klar, selv om den ikke bruges i praksis.
Heri hedder det nemlig:
“Scenarierne for reduktioner i kvælstoftilførslen er gennemført
ud fra flere forskellige relationer mellem TN koncentrationer og
ålegræssets hovedudbredelse. Fælles for disse beregninger er, at
den direkte atmosfæriske og vandbårne kvælstofbelastning
sandsynligvis skal reduceres med mere end 50% af den nuværende
tilførsel for at opfylde miljømålene. Derudover vil der være et
behov for at reducere kvælstofniveauet i de tilstødende regionale
områder, Østersøen og Skagerrak”.
Her erkendes det direkte, at man skal reducere kvælstofniveauet
i Østersøen, der ender i Rusland samt i Skagerrak, der ender i
Atlanterhavet, før landbruget kan komme ud af straffeboksen. Og det
sker selvfølgelig aldrig.
Hvor er logikken – og menneskerettighederne – når man straffer
erhvervsdrivende for noget, der ligger uden for deres
indflydelse?
Hele ålegræsstrategien er simpelt hen “Mission impossible”. Og
den er endnu et eksempel på, at miljømyndighederne undlader at
handle i harmoni med naturen, men derimod går til angreb på
den.
Ålegræsset er de facto gået tilbage som følge af massive
fosforudledninger, forurening med organisk stof, sygdom i
ålegræsset og flere andre faktorer. Desuden er store områder
ramt af mekaniske skader efter bundtrawl og muslingeskrab, som
ødelægger ålegræsset i årevis. Alligevel bliver landbruget sat på
den umulige opgave at skaffe ålegræsset tilbage ved at sænke
kvælstofindholdet i vandmiljøet til et fuldstændig urealistisk
niveau. Når kvælstofkoncentrationen i Kattegat ligger i underkanten
af, hvad der findes i de tilstødende havområder på begge sider,
burde enhver kunne indse, at vi står over for en moderne udgave af
danaidernes kar. Og her er det relevant at pege på den læresætning,
som DMU/DCE m.fl. vender ryggen til og derfor er “gået i vandet
på”:
“Fysiologisk kvælstofbegrænsning” er et tegn på, at
økosystemet modtager for meget fosfor – og ikke et tegn på, at
kvælstof skal begrænses!
Det væsentligste argument, for at bruge ålegræsset som
værktøj er i øvrigt, at man har data til at skaffe et
referenceniveau helt tilbage fra år 1900. Hvis man benyttede samme
strategi for andre områder, skulle verden bygges om på godt og
ondt. Så skulle der bo under 2,5 mio. mennesker i Danmark uden
motorkøretøjer, vaskemaskiner og alle de andre bekvemmeligheder med
tilhørende energiforbrug. Og vi havde i øvrigt også måttet undvære
Naturstyrelsen.
Læs og se video om
kvælstofproblematikken ved at klikke her
Af Poul Vejby-Sørensen pvs@baeredygtigtlandbrug.dk
