Landbruget skal ikke reducere nitrat yderligere

Dansk landbrug lever op til nitratdirektivet og har gjort det siden 1998. Det får næstformand i Bæredygtigt Landbrug, Peter Rosendal, til at mene, at andre må skulle tage ansvar for den fremtidige reduktion

EU’s nitratdirektiv er vedtaget for at reducere den nitrat, der
forurener fra landbruget. Målene i direktivet er fastsat af EU og
Danmark, og dermed dansk landbrug, er forpligtet til at leve op til
dem.

Og det gør landbruget. Allerede tilbage i 1998 godkendte EU
ifølge Naturstyrelsen, at Danmark lever op til direktivet med
vedtagelsen af Vandmiljøplan II. Dermed opfylder landbruget kravet
fra EU om reduktion af nitrat fra erhvervet.

Derfor undrer det landmand Peter Rosendal, næstformand i
Bæredygtigt Landbrug, at der stadig bliver vedtaget regler, der
skal reducere udledningen af nitrat fra landbruget.

“Der står jo soleklart i direktivet, at vi skal fjerne nitrat i
landbruget, og det har vi gjort, så nu kan der jo ikke stilles
flere krav,” siger næstformanden. 

Tyveri
“Dansk landbrug forurener ikke med nitrat og har ikke gjort det i
snart 15 år, det har vi EU’s ord for,” forklarer Peter Rosendal, og
understreger, at det er problematisk, at de danske myndigheder
bliver ved at med stille nye krav til landbruget.

“Følger man EU, er de 2500 ton nitrat, der ligger som målsætning
i randzoneloven, en overimplementering.”

Ifølge Rosendal bør det faktum, at dansk landbrug levet op til
kravene i nitratdirektivet give anledning til overvejelser omkring
krav og forventninger til landbruget. Han mener ikke, at det er
rimeligt, at landbruget pålægges yderligere krav – eller står alene
med betalingen for de krav, der allerede er implementeret.

“De andre tiltag, der er lavet siden 1998, har været tyveri. Vi
har ikke fået godskrevet de ting, der er blevet inddraget siden da,
selvom vi ikke længere kan defineres som forurenere,” siger
han.

Af Lene Skriver Bak, lsb@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top