Lige til lossepladsen

Man startede med at lede spildevand med masser af organisk slam og fosfor "væk" ved at kloakere. Da man opdagede, at problemerne blev koncentreret for enden af kloakrøret, forlængede man det.

I juni 2012 kom det frem, at mindst 500 gamle lossepladser i
Danmark lækker giftige stoffer til søer og vandløb – stoffer, som
er giftige for fisk. Det var en ekspert i jordforurening, professor
Poul L. Bjerg, DTU, der på baggrund af ny forskning i udsivning fra
lossepladser bragte sagen frem. Et konkret eksempel afslørede
udsivning af koncentrerede mængder ammonium, som er yderst giftigt
for fisk, og jern, som kan sætte sig i gællerne i form af okker.
“Begge dele dør fiskene af”, siger professoren om effekten af de to
stoffer, der ikke tidligere har været analyseret i
overfladevand.

 Det frygtes, at der på landsplan findes mindst 500 gamle,
nedlagte lossepladser, der ikke er sikret af en membran mod
undergrunden, og som derfor udleder gifte til overfladevandet – og
måske til grundvandet.

 

Et alvorligt problem

Såvel sund fornuft som EU’s vandrammedirektiv kræver, at emnet
tages alvorligt. Men i dag lever Danmark ikke op til EU-reglerne,
fordi myndighederne ensidigt fokuserer på forurening af
grundvand.

 Jordforureningsloven sigter først og fremmest på
drikkevand og menneskers sundhed. Der er behov for, at loven i
højere grad fokuserer på overfladevand, så man kan undgå forurening
af søer, åer og hav samt naturområder og ikke mindst
landbrugsarealer. Med en sådan justering af loven skal 30.000
forurenede grunde i Danmark – herunder mange lossepladser –
kortlægges og risikobedømmes i forhold til deres påvirkning af
søer, vandløb og hav.

Det er regionerne, der i dag har ansvaret. Men hvis det
besluttes at gøre noget ved de 500 lossepladser, går
kassetænkningen straks i gang, og instanserne vil slås – ikke for
at få standset giften – men for at undgå at betale. Med professor
Peter Paghs ord: “Det første, vi vil se, er, at der går en ‘abeleg’
i gang, som handler om, hvem der skal betale regningen.”

 

 Ingen grund til panik, vi har jo landbruget at
skælde ud på…

Vandboring, Kattrup Gods500_200

Selv om omfanget af udsivning til søer, åer og hav – fra gamle
lossepladser stadig er ukendt,  slår miljøminister Ida Auken
koldt vand i blodet og vil ikke løfte sløret for, hvad hun har
tænkt sig at gøre. “Hvad der er nødvendigt i forhold til en bestemt
forurening, afhænger af en konkret vurdering. En nødvendig
foranstaltning vil normalt i første omgang være en grundig
undersøgelse, som kan tilvejebringe en mere præcis viden om
forureningskilden og belastningens omfang og virkning. Derefter kan
der blive tale om tekniske afværgeforanstaltninger”, siger den
pludseligt så tålmodige minister til Ingeniøren.

 Man kunne ønske sig, at en lignende doktrin havde været
anvendt i forbindelse med alle vand(miljø)planerne. Her blev der
langtfra tilvejebragt “præcis viden om forureningskilden og
belastningens omfang og virkning”, inden alverdens udokumenterede
virkemidler blev sat i søen og torpederede samfundsøkonomien uden
den store miljømæssige nyttevirkning.

Ministeren siger videre, at hvis hun en gang får “mere præcis
viden” om lossepladserne, forestiller hun sig løsninger som for
eksempel dræn, der enten kan lede det udsivende vand, perkolatet,
“væk” eller over i et rensningsanlæg.

 

Kun fornuften er blevet væk

Det er utroligt, at en miljøminister i 2012 bruger betegnelse
“væk”. Det er jo præcis denne politiker-opfattelse, at noget bare
kan trylles væk, der er hele miljøhistoriens svøbe: Man startede
med at lede spildevand med masser af organisk slam og fosfor “væk”
ved at kloakere. Da man opdagede, at problemerne blev koncentreret
for enden af kloakrøret, forlængede man det. Da man så opdagede, at
problemerne blot flyttede ud for enden af det forlængede kloakrør,
tog man en ny teknik i brug. Man beskyldte landbrugets kvælstof for
at være skyld i problemerne!

 Selv i området nord for Gilleleje, der i årevis havde
modtaget 1.000.000 tons iltforbrugende, fosforholdigt københavnsk
slam om året, slog Miljøstyrelsen fast, at det skam var landbrugets
kvælstof, der var skyld i iltsvindsproblemerne. At næsten intet
landbrugs-kvælstof blev udledt til området, distraherede ikke
biologerne. De brugte tvært imod oplysningen til at slå fast, at
når der var så lidt kvælstof, måtte man betragte det som
“begrænsende næringsstof”. Og når noget er begrænsende, skal man
bare fjerne noget mere af det, så kan man sætte hele processen i
stå. Det havde man jo set i små flaskeforsøg!

 Hele denne naive teori er for længst tilbagevist:
Økosystemerne opfører sig helt anderledes end små flaskeforsøg, der
er uden kontakt til omgivende vandmasser, fødekæde og atmosfære.
Men de danske miljøinstanser støtter sig stadig i foruroligende
omfang til flaskerne.

 

For smed at rette bager

Samtidig med, at man gav landbruget skylden for
iltsvindsproblemerne, byggede man renseanlæg overalt i Danmark, og
da det organiske slam blev nedbrudt, hjalp det en smule på
iltsvindene. Men Miljøministeriet har fastholdt et afsnit i
trosbekendelsen, der siger, at landbrugets kvælstof er skyld i
havmiljøproblemerne.

 Det er vel dybest set derfor miljøministeren slapper af,
når det gælder gift-lossepladserne: Når man i 1986 kunne komme af
sted med at give landbruget skylden for, at Københavns slam havde
slået en spand hummere ihjel, så skulle man da tro, at man ALTID OG
UDEN BEGRÆNSNINGER kan bruge landbruget som prügelknabe.

Spændende hvornår det siver ind, at tiderne er skiftet!

 Af cand. agro Poul Vejby-Sørensen,
pvs@baeredygtigtlandbrug.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen