LA til VKO: Kæmp mod randzoneloven

Mette Bock (LA) opfordrer til, at hele randzonelovgivningen tages af bordet så længe effekten af randzonerne ikke kan dokumenteres. Torsdag eftermiddag skal folketingspolitikeren med Bæredygtigt Landbrug til Veksø for at se, hvad konsekvenserne randzoneloven bliver.

 Der er travlhed på markerne, hvor landmændene er i færd
med at bringe høsten i hus. Men, når afgrøderne er fjernet fra
markerne, står mange landmænd tilbage med et stort problem, for
ingen ved endnu, hvordan jorden langs vandløbene må dyrkes
fremover. Der er nemlig endnu ikke kommet endelige retningslinjer
for, hvordan lodsejerne skal forholde sig til randzonelovgivningen,
der efter Fødevareminsterens plan skal træde i kraft den 1.
september. 

 

Mette Bock

De danske kommuner har haft travlt med at indsende sine
høringssvar til planernes udformning, og først når svarene er taget
i betragtning, kan loven blive endelig vedtaget, og det ventes
først at ske få dage før reglerne træder i kraft.

 Hos Liberal Alliance ønsker man, at randzonelovgivningen
sættes på stand by, så området kommer til at indgå i Natur- og
Landbrugskommissionens arbejde, hvilket også er opfordringen fra
formand for Natur- og Landbrugskommissionen, Jørn Jespersen.

 “Senest har en rapport fra Niras, bestilt af kommissionen,
påpeget, at randzonerne ikke får den ønskede effekt. Der skal
sættes lokalt ind for lokale problemer, ikke med generelle
virkemidler. Liberal Alliance opfordrer VKO til at tilslutte
sig arbejdet for at få hele randzonelovgivningen taget af bordet –
ikke blot de dele, som den nuværende regering har tilføjet
vedrørende adgangsforhold og dyrkningskrav”, siger Mette Bock,
fødevareordfører for Liberal Alliance.

 
LA kræver fuld erstatning for randzoner

Mette Bock håber på det sidste, at de ansvarlige politikere
vælger at forkaste randzoneloven før den træder i kraft, men sker
det ikke, så er det et krav fra Liberal Alliance, at lodsejerne får
fuld erstatning for den jord, der ikke længere kan indgå i
produktionen.

 “Lykkes det ikke at få lovgivningen taget af bordet, vil
LA arbejde for, at landmændene kompenseres efter grundlovens
bestemmelser om ekspropriation, og hvad angår vedligeholdelse af
vandløbeneskal det sikres, at kommunerne overholder deres
forpligtelser”, siger Mette Bock til www.baeredygtigtlandbrug.dk.

 Politikerne som på nuværende tidspunkt har givet tilsagn
om at deltage er: Mette Bock (LA), René Christensen (DF), Erling
Bonnesen (V), Henrik Høegh (V), Steen Gade (SF), Benedikte Kiær (C)
 samt formanden for Natur- og Samfund, Michael Stoltze. Vagn
Lundsteen, direktør i Bæredygtigt Landbrug, er tovholder for
pressearrangementet.

 Af Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk

 

 

 

Scroll to Top