Danmark havde ikke brug for Grøn Vækst

Det er ikke nemt at være politiker og skulle træffe faglige og saglige beslutninger, når de mange gange står og mangler de afgørende og betydningsfulde oplysninger og konklusioner, siger næstformand i Bæredygtigt Landbrug, Peter Rosendal.

“Allerede inden den tidligere regering barslede med
Vandmiljøplan 3, var Danmark en klar duks i forhold til de andre EU
lande, når vi taler om forbedringer af vores vandmiljø. Danmark
havde derfor ikke brug for nogen Grøn Vækst for at leve op til EU´s
Vandrammedirektiv”, siger Peter Rosendal.

 

Ingen konsekvensberegning

Peter Rosendal tilføjer, at det undrer ham meget, at den
tidligere regering ikke havde gjort nogle som helst faglige eller
økonomiske undersøgelser af, hvad en sådan grøn omstilling vil
komme til at koste samfundet, og ikke mindst, hvilken konsekvenser,
den ville få for erhvervslivet.

“I 2010 lovede miljøministeren, at en rapport om konsekvenserne
af grøn vækst og vandplanerne på beskæftigelsesområdet skulle ligge
klar i 2011, men den rapport lader stadig vente på sig. Derfor må
det være mere end svært for politikerne, at skulle træffe politiske
beslutninger på et fagligt grundlag, når de ikke har en færdiggjort
rapport at forholde sig til”, siger Peter Rosendal.

“Fagligheden og sagligheden mangler, til gengæld føler
politikerne, med miljøminister Ida Auken i spidsen, det som et
kald, at bremse landbrugets udvikling, uden at de faglige
udredninger er tilendebragt – koste hvad det koste vil”, siger
næstformand i Bæredygtigt Landbrug, Peter Rosendal.

 

Bakker Thor Pederen hundrede procent op.

Næstformanden i Bæredygtigt Landbrug er fuldstændig enig med den
tidligere formand for Folketinget, Thor Pedersen, som siger til
Weekendavisen, at der i perioder har været sådan, at embedsmændene
kørte deres eget løb og reelt bandt politikerne op på noget, som
embedsmændene havde aftalt med andre landes embedsmænd, inden
sagerne var bredt politiske behandlet i Folketinget. Det gælder på
hele miljø- og landbrugsområdet, siger Thor Pedersen.

“Jeg bakker Thor Pedersen hundrede procent op i hans
synspunkter, fordi vi oplever hele tiden, at der kommer stramninger
og andre delkonklusioner fra embedsmændene, som medfører, at
lovgivningen mange gange bliver vedtaget på et alt for dårligt
fagligt og sagligt grundlag. Men her må vi tage politikerne i
forsvar, fordi hvordan skal de kunne træffe korrekte politiske
beslutninger, når de står og mangler de mest afgørende og
betydningsfulde oplysninger og konklusioner, de skal bruge”, siger
Peter Rosendal.

Af Justinus Johannesen, journalist,
jujo@baeredygtigtlandbrug.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen