I Danmark læser man Vandrammedirektivet som Fanden læser biblen

Det har vist sig, at der ingen miljømæssig gevinst er ved vandrammedirektivet. Det eneste, man opnår, er at ødelægge et erhverv. Det sagde Flemming Fuglede Jørgensen torsdag aften til Himmerlandsgruppen i Bæredygtigt Landbrug.

BOG

Formanden og direktøren for Bæredygtigt Landbrug talte med store
ord, da de skulle forklare medlemmerne i Himmerland, hvorfor de har
stævnet staten.

Direktør i Bæredygtigt Landbrug, Vagn Lundsteen, og formanden
for bestyrelsen i Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede-Jørgensen,
var begge skarpskydende og klare i mælet, da de mødte op hos
Himmerlandsgruppen, der havde inviteret til orienteringsmøde.

“Man vinder ikke en krig på ord, hvis modtageren ikke optager de
fakta, man leverer”, forklarede Flemming Fuglede-Jørgensen og
påpegede, at det er derfor foreningen har brugt penge og tid på at
samle fakta og argumenter hos fagpersoner, både i landbruget og hos
Naturstyrelsen.

“Det har vist sig, at der ingen miljømæssig gevinst er ved
vandrammedirektivet. Det eneste, man opnår, er at ødelægge et
erhverv, og det er vi nødt til at stoppe”, tordnede formanden.

“De to ministre, vi har med at gøre, er Gjerskov og Auken. De er
et par hårde damer. Det er ideologi, når det er værst. Fakta bider
ikke på dem, og de ville ikke lytte til, hvad vi sagde, så vi havde
ikke anden mulighed end at gå til retsvæsnet”, understregede
Flemming Fuglede-Jørgensen.

EU-retten har forrangsstilling for
Grundloven

Direktør Vagn Lundsteen brugte det første af sin taletid på at
forklare, hvorfor stævningen handler om EU-ret frem for
Grundloven.

“EU-retten har forrangstilling for Grundloven, så derfor har vi
ingen mulighed for at vinde en sag mod staten, hvis vi bruger
Grundloven, for den kan tilsidesættes, hvorimod der ikke er noget
over EU-retten”, sagde direktøren, inden han påpegede et stort
problem i forhold til det danske vandrammedirektiv:

“I Danmark læser man Vandrammedirektivet som Fanden læser
biblen. Man fokuserer stort set kun på kvælstof”, understregede
direktøren og fortalte de 120 deltagere, at de danske politikere
har fejloversat et væsentligt ord i EU-teksten.

De danske planer taler om vandforsyningspligt, når de oversætter
‘water services’, men direktøren pegede på, at det udelukker
dræningspligt og -ret og derfor er en direkte fejloversættelse, der
gør de danske planer problematiske.

“Det der bliver sagt til os igen og igen er, at det er EU, der
kræver det, men det kan jo ikke nytte noget, når man oversætter
EU-teksten forkert”, lød det tørt fra bestyrelsesformand Flemming
Fuglede-Jørgensen.

Klik her
for at læse om Bæredygtigt Landbrugs stævning af staten

 Af Lene Skriver Bak, lsb@lfbl.dk

Scroll to Top