Vi må ikke fælde grundstammen

Bioenergi, økologi, agroturisme, gårdbutikker, gourmetproduktion og naturpleje er blandt mange spændende, nye udviklingsveje for fødevareerhvervet, men de må aldrig ses som alternativer eller noget, vi kan leve af i stedet for den konventionelle produktion af fødevarer.

Pløjning

“Natur- og Landbrugskommissionen skal være meget bevidst om, at
udviklingen af landbruget skal bygges på fundamentet af den
produktion, som har gjort fødevarer til en global styrkeposition
for Danmark. Derfor må vi under ingen omstændigheder fælde den
grundstamme, som de nye grene vokser ud fra.”

Ordene kommer fra Peder Tuborgh, adm. dir., Arla Foods i en
kronik i Jyllands Posten i dag.

“Bioenergi, økologi, agroturisme, gårdbutikker,
gourmetproduktion og naturpleje er blandt mange spændende, nye
udviklingsveje for fødevareerhvervet, men de må aldrig ses som
alternativer eller noget, vi kan leve af i stedet for den
konventionelle produktion af fødevarer. Det gælder også økologien,
hvor vi i dag eksporterer for næsten en milliard, fordi det er
viden og markedsadgang, som vores konventionelle produkter skaber,
der giver mulighed for at øge eksporten af økologiske
produkter.”

Peder Tuborgh

Listen er for lang

“Hvis kommissionen skal lykkes med at finde vejen til en grøn
vækst i landbruget, skal der også findes nye veje til en natur- og
landbrugsregulering. Det kan godt lade sig gøre. Det er jeg
overbevist om, men det kræver imidlertid et opgør med den
traditionelle tilgang til miljø- og landbrugspolitikken, hvor vækst
og miljø alt for ofte ses som modsætninger. I årtier har
miljøpolitikken været ført som noget, der nødvendigvis måtte
begrænse produktionen. Braklægninger, gødningskvoter, loft over
antallet af husdyr, dyrkningsfrie randzoner, krav om brug af
bestemte efterafgrøder og så videre. Listen over regler og tiltag,
der søger natur- og miljøbeskyttelse gennem begrænsninger på
landbrugsproduktionen, er alt for lang, skriver Peder Tuborgh.”

De lavt hængende frugter

“Til trods for de mange begrænsninger, er det alligevel lykkedes
landbruget med en stadig højere produktivitet at øge produktionen
af råvarer samtidig med, at belastningen af miljøet er reduceret
voldsomt. Denne udvikling skal fortsætte, men vi kommer ikke meget
længere med yderligere begrænsninger. Dansk landbrug har været
under grøn omstilling i årtier. De lavt hængende frugter er høstet.
Fortsætter vi den vej, vil det forværre landbrugets muligheder for
at levere de nødvendige råvarer.”

Ny vækst og beskæftigelse

“For de første bør politikerne bestræbe sig til det yderste for at
vælge grønne løsninger, der ikke begrænser produktionen, men giver
mulighed for nye vækst og beskæftigelse. Og der er faktisk mange
muligheder. Ny staldteknologi gør det f. eks. muligt at øge
husdyrproduktionen markant samtidig med, at den samlede
miljøbelastning reduceres. Gylle fra en ko, som bliver afgasset i
et biogasanlæg, dækker en gennemsnitlig danskers private elforbrug
samtidig med, at den er langt mere miljøvenlig som gødning.”

“I stedet for at begrænse landbrugets gødning af markerne kunne
vandkvaliteten i vores fjorde forbedres langt mere effektivt, hvis
vi f. eks. genopbyggede de stenrev, som stenfiskerne gennem årene
har fjernet i vores fjorde.”

En stor udfordring

“Listen over nye veje til grøn vækst er lang, men ikke alle er
færdigudviklede. Fælles for dem er, at de kræver et nyt fokus på
vækstmuligheder, der bryder med de hidtidige begrænsninger. Det er
som bekendt en stor udfordring, fordi der ofte er tale om lidt mere
besværlige veje til målet om et bedre miljø.”

“Hvorfor skal en mark med robust jord langt fra kysten
underlægges samme begrænsninger som en kystnær lavbundsjord, hvor
udvaskningen af næringsstoffer er langt større? En mere målrettet
indsats ville kunne give langt mere miljø for pengene.”

Historisk betydning

Hvis Natur- og Landbrugskommissionen formår at samle en
pakke af forslag og anbefalinger i tråd med ovennævnte
målsætninger, så kan kommissionen få historisk betydning for
Danmark. Som grundlæggere af en new deal for landbruget i Danmark,
en ny fælles forståelse med samfundet, hvor vækst i landbruget i
højre grad end i dag ses som en forudsætning og ikke en udfordring
for udviklingen af et rigere og grønnere Danmark, skriver Peder
Tuborgh.

 Af Justinus Johannesen, journalist,
jujo@baeredygtigtlandbrug.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen