NPO-redegørelsen levede ikke op til dansk forskningsstandard

”Det er ikke rimeligt at fortsætte dette illusionsnummer. Regeringen bør i stedet overveje at nedsætte et lille udvalg af danske og udenlandske forskere, der kan planlægge og gennemføre videnskabelige undersøgelser, der er nødvendige og derved skåner samfundet for fejlinvesteringer i milliardklassen.” Det var udmeldingen fra Jørgen Røjel i 1987 - situationen er den samme i

 OVERSVOEMMELSE500_200

“Det er en beklagelig udvikling, der kan få alvorlige følger for folkestyret. Når videnskabsmænd blander politik ind i deres forskning, mister forskningen samtidig sin frihed, fordi forskerne bliver afhængige af politikerne.”

Så barsk og kontant var udmeldingen fra en lang række internationale anerkendte miljøforskere, som for 25 år siden skulle evaluere kvaliteten af dansk miljøforskning, der blandet andet blev foretaget af Centret for Jordøkologi. De udenlandske forskere skulle redgøre for Folketinget om, hvorvidt kvaliteten af dansk forskning var så god, at den kunne bruges, når der skulle træffes politiske beslutninger.

“Vi tvivler på at Center for Jordøkologi i sin nuværende form kan bidrage væsentligt til anvendt forskning. Ja, rent ud sagt, så føler vi, at centret ikke lever op til dansk forskningsstandard.” Så hård var kritikken af NPO-redegørelsen fra 1985, og evalueringsgruppen tilføjede, at man med med konklusionerne i redegørelsen skulle være mere opmærksomme på behovet for at sikre, at alle målinger var pålidelige.

“Uden en pålidelig og kvalitetsbestemt sikkerhed i datakvaliteten, er der ikke megen troværdighed i de konklusioner, som er baseret herpå”, var budskabet fra forskerne.

Dette kan man læse i bogen ‘Fra Anarki til Hysteri – Dansk Miljøpolitik 1960-1990’, hvor modstandsmanden Jørgen Røjel for alvor går i rette med den såkaldte NPO-redegørelse fra 1985, som senere førte til den 1. Vandmiljøplan fra 1987.

Landbruget nedlagde protest – men blev ikke hørt
Da NPO-redegørelsen, som gjorde landbruget til den store skurk, når vi taler om udledning af kvælstof og fosfor så dagens lys, var der ikke en eneste politiker eller embedsmand i Miljøstyrelsen, Miljøministeriet eller Landbrugsministeriet, der offentligt tog afstand fra at blåstemple dette makværk.

Der var heller ingen som pegede på, at de fire landbrugssagkyndige i styringsgruppen havde nedlagt protest mod redegørelsens hovedpunkter, som vedrørte påstanden om landbrugets forurening med kvælstofgødning. I dagbladene var der heller ikke den store diskussion, fordi redegørelsen var mere end svær at få fat i for menigmand, skriver Jørgen Røjel i ‘Fra Anarki tl Hysteri – Dansk Miljøpolitik 1960-1990′.

Men Jørgen Røjel var ikke bange for at sige sin mening om NPO-redegørelsen og han skrev derfor følgende svada i Jyllands Posten.

“Det er ikke rimeligt at fortsætte dette illusionsnummer. Regeringen bør i stedet overveje at nedsætte et lille udvalg af danske og udenlandske forskere, der kan planlægge og gennemføre videnskabelige undersøgelser, der er nødvendige og derved skåner samfundet for fejlinvesteringer i milliardklassen.”

Uhyggelig dyr regulering
En af forskerne i det store panel, professor Lambertus Lijklema, skrev i Weekendavisen i 1989, at det kun er en lille del af belastningen med næringssalte, der bliver påvirket af Vandmiljøplanen. “Virkningerne vil blive uhyre beskedne, men planen til gængæld uhyggelig dyr.”

“Det er meget farligt at tage beslutninger, som koster samfundet mange penge, men som er virkningsløst,” skrev Lambertus Lijklema i sin vurdering af effekterne af den første vandmiljøplan fra 1987.

Den norske professor John S. Gray skrev i samme avis, at beslutningerne i Vandmiljøplan 1 var forhastede og ud af trit med videnskabelig forskning, og at det ville koste det danske samfund milliarder af kroner, men uden at man kan forvente at forholdene i Kattegat bliver bedre af den grund, fordi de fleste næringsstoffer bliver tilført fra andre lande.

Det gale budskab
Ifølge Jørgen Røjel, var det NPO-redegørelsens gale budskab som han udtrykker det, der kom til at danne grundlag for den danske miljøpolitik, som i de seneste 25-år har medført fejlinvesteringer og økonomiske tab i milliardklassen for det danske samfund.

Det var oprindeligt Miljøstyrelsen, der i 1985 nedsatte en styringsgruppe, der skulle stå for udarbejdelsen af NPO-rapporten. Styringsgruppen sammensætning viste klart, at landbrugets interesser blev under repræsenteret. Fra Landbrugsministeriet deltog fire medlemmer, mens Miljøstyrelsen havde ikke færre end 14 medlemmer, hvoraf den ene også var formand.

Formandshvervet blev varetaget af Henrik Sandbech, der på daværende tidspunkt bar titlen overingeniør, men som sidenhen har stået i spidsen for den danske forskning inden for natur og miljø som direktør i Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) frem til han opsagde sin stilling i 2011 efter 22 år på posten.

Tre redegørelser grundlaget for NPO-redegørelsen
Efter at styringsgruppen havde arbejdet i to år, kunne Jens Kampmann, som var dir. i Miljøstyrelsen præsentere nogle områder, som var egnede for den daværende miljøminister at arbejde videre med.

Tre redegørelser, der vedrører nitrat i drikkevandet og grundvandet, iltsvind, fiskedød og ikke mindst den store belastning og af kvælstof, fosfor og andre organiske stoffer fra landbruget i de danske fjorde dannede grundlaget for NPO-redegørelsen, og i sin bog beskriver Jørgen Røjel, at dokumentationen for de tiltag, som blev implementeret med baggrund i de tre redegørelser, var af meget lav faglig kvalitet.

“Det er fantastisk at tænke sig, at der var en forskningsenhed af så lav videnskabelig karat, der blev sat til at foretage de afgørende beregninger over kvælstofbalancen, som var hjørnestenen i NPO-rapporten.”

Ifølge Jørgen Røjel var der ingen af de tre redegørelser, som opfyldte de mest elementære krav til videnskabelige undersøgelser. Det er derfor karakteristisk, at NPO-redegørelsen ikke blev publiceret i udenlandske fagtidsskrifter, skriver Jørn Røjel blandt andet i bogen Fra Anarki til Hysteri.

Fra anarki til hysteri

 Jørgen Røjel (1991)

Titel: Fra anarki til hysteri : dansk miljøpolitik 1960-90

Forfatteren beskriver i første halvdel Superfos’ miljøanarkistiske handlemåde i Fredericia i 1960’erne og 1970’erne, mens anden halvdel dokumenterer hans påstande om miljøhysteri ved at gennemgå de vigtigste publikationer, der har ligget til grund for 1980’ernes planer på miljøområdet, specielt Vandmiljøplanen

Bogen kan reserveres på biblioteket ved at klikke her

 

 Af Justinus Johannesen, journalist, jujo@baeredygtigtlandbrug.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen