I forbindelse med præsentationen af Det Miljøøkonomiske Råds
rapport, “Økonomi og Miljø 2012”, går overvismand Hans Jørgen
Whitta-Jacobsen, der er økonomiprofessor, i rette med den førte
miljøpolitik. Eksempelvis kaster økonomiprofessoren sig nu
pludselig ganske detaljeret ud i bedømmelsen af konkrete
miljøtiltag, som i hvert fald ligger et langt stykke uden for hans
faglige kerneområde. Han kritiserer, at Danmark har udskudt 10.000
af de 19.000 tons kvælstofreduktion i vandplanerne fra 2015 til
2027.
“Manglende målopfyldelse og hyppige ændringer i
målsætningerne undergraver troværdigheden i dansk miljøpolitik”,
mener professoren, der også synes, at vi er langt fra at leve op
til målet i Vandrammedirektivet. Endvidere efterlyser han nye
tiltag, der kan reducere miljøbelastningen med næringsstoffer i
vandmiljøerne.
Han har dog fat i noget væsentligt, når han taler om, at
forløbet undergraver troværdigheden i dansk miljøpolitik. Men det
hænger ikke sammen med en slap miljøpolitik. Det hænger derimod
sammen med en miljøpolitik, der ikke passer til virkeligheden. En
miljøpolitik, der helt fra begyndelsen i 80’erne har været skruet
forkert sammen, og derfor ikke har virket efter hensigten.
Hvorvidt Danmark lever op til Vandrammedirektivet er
nærmest en smagssag. Det handler om “god økologisk tilstand”, og
det kan defineres mere eller mindre fjendtligt. I Danmark defineres
det langt mere erhvervsfjendtligt end i vore nabolande og medfører
derfor langt større unødvendige omkostninger.
Når økonomiprofessoren efterlyser reduceret
miljøbelastning med “næringsstoffer” i vandmiljøerne, så
sandsynliggør han, at hans holdning er kontamineret med input fra
Naturstyrelsen og Miljøundersøgelserne. Her taler man altid om
“næringsstoffer” som et samlet begreb, når man vil helgardere.
Men i virkeligheden er det afgørende, hvilke
næringsstoffer det drejer sig om. Heri ligger nøglen til forbedring
af vandmiljøet og dermed en stor del af selve pointen! Det erkender
man efterhånden ude i den vide verden. Men ikke i Danmark, her
gentager man dogmerne fra 80’erne igen og igen og igen som ren
papegøjesnak – nu åbenbart også med hjælp fra en ellers fornuftig
økonomiprofessor. – Tilsyneladende i håbet om, at man kan holde den
lammende ubehagelige virkelighed om spildte milliarder på
afstand.
Men sandheden rykker nærmere dag for dag: Økosystemet
bøjer ikke nakken, heller ikke for den økonomiske videnskab.
Poul Vejby-Sørensen
Cand. agro.
Bæredygtigt Landbrug
