Bent Falbert: Fremhæv områder, hvor I har noget tilfælles med forbrugerne

Flotte tal for, hvad landbruget gør for samfundet, gør det ikke alene fortalte Bent Falbert på Bæredygtigt Landbrugs generalforsamling.

Lad være med at være så sure. Skab letforståelige billeder af
absurditeterne og ring til journalisterne.

Bent Falbert lagde ikke fingre imellem, da han på Bæredygtigt
Landbrugs generalforsamling den 8. marts skulle forsøge at komme
med en løsning på, hvad landbruget skal gøre anderledes for at opnå
spalteplads og tv-tid med positive historier om dansk landbrug. Og
især tonen fra landbruget, som af Bent Falbert fik tilnavnet
“Foreningen af masochistiske bønder”, mener den forhenværende
chefredaktør på Ekstra Bladet, at der skal gøres noget ved.

Falbert2

“Jeg har jo lagt mærke til, at jeres talsmænd fortrinsvis
optræder med forsvar for brancheegoistiske interesser – og så noget
jammer ind imellem om, at I ikke tjener penge nok”, lød det fra
talerstolen, og Bent Falbert gjorde det klart for forsamlingen, at
flotte tal for, hvad landbruget gør for samfundet, ikke skaber den
fornødne respekt i befolkningen.

“Tænk på, at de fleste danskere ikke ved andet om landbrug, end
hvad de læser i aviserne og ser i tv – og det er meget lidt, I er
på der”, og Bent Falbert efterlyste, at landbruget i højere grad
selv henvender sig til pressen med alle de absurde forhold, der gør
sig gældende i landbruget. Bent Falbert ser det som et problem for
landbruget, at man ikke er gode nok til at fodre medierne med den
slags informationer, der kan være med til at aflive myter.

Humor et bedre våben end vrede

Bent Falbert efterlyste, at landbruget i stedet for konstant at
gå til forsvar skal prøve at finde frem til de områder, hvor den
brede befolkning kan fatte interesse for landbrugets virke.
Landbruget skal simpelthen blive bedre til at fremhæve de områder,
hvor forbrugerne kan se, at de har fælles interesser med
landbruget.

Hvad angår tonen i retorikken mente Bent Falbert, at
kommunikationen fra landbruget i dag lader meget tilbage at ønske,
og han mente, at tiden er inde til at gøre op med den fornærmede
attitude.

“Forurettelse og fornærmelse – hold jer fra det. Humor er et
bedre våben i den offentlige debat end vrede”

 

Se hele foredraget ved at klikke på video-feltet herover.

Af Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen