Slagteriarbejderne bløder, når miljøgodkendelserne syltes

Vandplanerne og Grøn Vækst koster hvert år 500 slagterimedarbejdere jobbet

 Scenarie2

“De mange miljømæssige stramninger fra Vandplanerne koster
årligt minimum 500 danske slagteriarbejdere deres job. Samtidig går
fødevareproducenterne og ikke mindst statskassen glip af
hundredevis af millioner, der kunne have skæppet godt i den slunkne
statskasse.” Det siger Steen Hartmann Nielsen, afdelingsformand i
Fødevareforbundet NNF, Midt-og Vestjylland.

Steen Hartmann Nielsen tilføjer, at det især er i Jylland, at
hundredevis af fyrede slagteriarbejdere går rundt og triller
tomler, fordi Danish Crown lukker i stribevis af slagterier på
grund af manglende leverancer af slagtesvin.

Borgerlig skandale

“Da Danish Crown besluttede at lukke deres slagteri i Holstebro
blev 500 mand fyret, fordi slagteriet ikke fik de nødvendige
svine-leverancer.  Hvis de stramme miljøkrav for
husdyrudvidelser, som den tidligere borgerlige regering har skruet
sammen med de grønne havde været mere lempelige, havde der været
svin nok til de 500 medarbejdere, og de havde stadigvæk haft deres
faste job, siger Steen Hartmann Nielsen.

En undersøgelse, som NNF sammen med andre fødevareorganisationer
gennemførte i 2010 viste, at der lå ansøgninger i landes 98
kommuner om udvidelser og tilladelser til nye staldbygninger fra
svineproducenter, som uden videre kunne øge produktionen herhjemme
med 1,6 mio. svin om året. Halvanden mio. svin svarer nøjagtig til
den kapacitet, et slagteri med 500 ansatte kan klare på årsbasis,
siger Steen Hartmann Nielsen.

Misser tålmodigheden

Steen Hartmann Nielsen understreger, at kommunerne er blevet så
fastlåst af myndighederne, når de drejer sig om udvidelser af
husdyrproduktionen, at selv velfungerende fødevareproducenter skal
vente i årevis inden kommunerne træffer en afgørelse.

“Det er en fuldstændig håbløst, at politikerne ikke kan se, at
de rammebetingelser, de byder dette for Danmark så vitale
eksporterhverv i sidste ende kan blive, at flere og flere
fødevarpeproducenter misser tålmodigheden med politikerne og
flytter deres produktion til andre lande, hvor
produktionsforholdene er betydeligt bedre end herhjemme, siger
Steen Hartmann Nielsen.”

Sidste udkald

” I NNF har vi også en statistik som viser, at hver gang en
svinebedrift lukker, kommer der 15 nye personer i den i forvejen
lange arbejdsløshedskø. Og er det noget, vi ikke har brug for
herhjemme, så er det endnu flere arbejdsløse,” siger han.

“Lad os engang for altid fået råbt politikerne op og forklaret
dem, at det er alvor, og at det er ved at være sidste udkald, hvis
vi også i fremtiden skal have et konkurrencedygtigt fødevareerhverv
herhjemme, som i stor skala bidrager til samfundets husholdning og
genererer arbejdspladser.”

“Politikerne må samtidig også være parate til, at give
fødevareproducenterne langt bedre rammevilkår, som vil være stor
glæde og gavn for de ansatte på slagterierne og ikke mindst den
store underskov af leverandører, der tjener til dagen og vejen med
at servicere store som små fødevareproducenter,” siger  Steen
Hartmann Nielsen.

Justinus Johannesen jujo@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top