Opstaldningsregler koster arbejdspladser

Fødevareminister Mette Gjerskov (S) afviser enhver tanke om, at give danske svineproducenter dispensation for kravet om løsgående, drægtige søer fra 1. januar 2013.

Gaard560

Ikke færre end 400 fødevareproducenter med tilsammen 100.000
søer planlægger at stoppe produktionen i løbet af 2012. Andre 200
fødevareproducenter med omkring 100.000 søer forventer at fortsætte
deres produktion – dog skal de foretage en mindre renovering af
staldene. Endelig er der en tredje gruppe på 200
fødevareproducenter med 100.000 søer som forventes, at foretage en
kombineret renovering og udvidelse af deres stalde i løbet af i
år. Det skriver Jyllands Posten.

“Vi hører, at en del af sidstnævnte gruppe faktisk har fået
finansieret deres ombygninger, mens andre ikke har fået
finansieringen og miljøgodkendelser på plads. Mange i denne gruppe
vil i et eller andet omfang udvide produktionen, siger dir. i
Videncenter for Svineproduktion, Nicolaj Nørgaard til avisen.

En opgørelse fra Videncenter for Svineproducenter viser, at
omkring 800 fødevareproducenter med 300.000 søer endnu ikke har
omlagt produktionen, så den lever op til de regler der gælder på
området i 2013.

Fødevareminister Mette Gjerskov (S) afviser enhver tanke om, at
give danske svineproducenter dispensation for kravet om løsgående,
drægtige søer fra 1. januar 2013.

Ingen dispensation

“Jeg vil under ingen omstændigheder være med til at udsætte
kravene eller give dispensationer. Landmændene har vidst i 10 år,
at disse regler ville komme. Der er absolut ingen acceptabel
undskyldning for at overtræde reglerne,” siger Mette Gjerskov til
JP.

Venstres fødevareordfører Erling Bonnesen (V) har udtrykt
sympati for en kortvarig udsættelse, som skal gælde for hele
EU.

Men Mette Gjerskov (S) afviser katagorisk dette forslag.

“Det er en underlige slingrekurs fra Venstre. To tredjedele af
de danske fødevareproducenter lever allerede på nuværende tidspunkt
op til de nye krav. Det vil derfor være dybt
konkurrenceforvridende, hvis vi lod andre slippe eller for den sags
skyld gav dem udsættelse, siger Mette Gjerskov (S).

Strenge krav skal give konkurrencefordele

Den danske svinebranche med Videncenter for Svineproduktion i
spidsen er enig med fødevareministeren.

“Vi mener ikke, der skal gives dispensation. Detailkæderne og
forbrugerne har en forventning om, at de nye regler overholdes, og
de forventninger skal vi leve op til,” siger direktør Nicolaj
Nørgaard.

Nicolaj Nørgaard forventer, at danske svineproducenter i de
kommende år vil høste fordele af at være længere i
omstillingsprocessen end de fleste andre EU-lande.

Omkring 70 procent af de danske svineproducenter lever i følge
Videncenter for Svineproduktion allerede op til de nye
dyrevelfærdskrav om løsgående, drægtige søer, som træder i kraft 1.
januar 2013.

Af Justinus Johannesen, journalist – Bæredygtigt Landbrug –
jujo@baeredygtigtlandbrug

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen