Glædeligt fald i belastningen fra sprøjtemidler

Bæredygtigt Landbrug mener at Miljøministeren skal kigge på pesticideforbruget i de øvrige EU-lande før hun dømmer danske fødevareproducenter.

Vandboring, Kattrup Gods500_200

 “Det er glædeligt, at fra 2008 til 2010 er landmændenes
forbrug af sprøjtemidler blevet 15 procent mindre belastende for
naturen. Det tyder på, at landmændene handler ansvarligt”. Sådan
kunne miljøminister Ida Auken lige så godt have kommenteret
Miljøministeriets nye rapport,” siger Poul Vejby-Sørensen fra
Bæredygtigt Landbrug.

 Bæredygtigt Landbrug hilser det velkomment, at
Miljøministeriet endelig er begyndt at interessere sig for andet
end den såkaldte behandlingshyppighed, der siger meget lidt om
belastningen af omgivelserne. Det har været efterlyst i mange
år.

 

 Den ny rapport fra Fødevareøkonomisk Institut ved
Københavns Universitet, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet ved
Aarhus Universitet og Miljøstyrelsen bygger på fire år, og
Poul Vejby-Sørensen mener, at det er et meget smalt grundlag at
dømme ud fra.

 “Det er besynderligt, at miljøministeren på basis af
ganske få statistiske oplysninger kan slå fast, at “fra 2007
til 2010 er landmændenes forbrug af sprøjtemidler blevet 30 procent
mere belastende for naturen”,” siger Poul Vejby-Sørensen, og han
understreger, at danske landmænd må have tillid til, at pesticider,
der er blevet godkendt af Miljøstyrelsen, ikke er til alvorlig fare
for naturen.

“Danske fødevareproducenter benytter langt færre pesticider end
man gør i eksempelvis Tyskland, England og Holland, så vi forstår
ikke den konstante fokus på pesticider i Danmark,” siger Poul
Vejby-Sørensen.

“Hos Bæredygtigt Landbrug vil vi gerne opfordre Miljøministeren
til at arbejde på, at få pesticidforbruget i de øvrige EU-lande ned
på Danmarks niveau, så alle de europæiske forbrugere kan få den
samme store fødevaresikkerhed, som vi har i Danmark,” siger Poul
Vejby-Sørensen.

Af Poul Vejby-Sørensen pvs@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top