Fælles langsigtet EU-miljøpolitik godt for landbruget

Fokus i det nye miljøprogram er rettet mod klimaforandringer, biodiversitet og grøn økonomi

 Ida Auken (Søren Malmose)
                 
                 
                 
                 
            Foto: Søren
Malmose

Fokus i det nye miljøprogram er rettet mod klimaforandringer,
biodiversitet og grøn økonomi

“Det er både godt og glædeligt, at den nye regering bruger mange
kræfter på en fælles EU-miljøpolitik. Danmark og for den sags skyld
de andre medlemslande kan ikke løfte de mange store udfordringer på
miljøområdet alene. Det er derfor meget vigtigt, at EU koordinerer
en slagkraftig fælles indsats, som skal finde brugbare løsninger,
visioner og strategier for de mange, store udfordringer,
fællesskabet har på miljøområdet. Resultater, som i høj grad får
betydning for dansk fødevareproduktion.”

Det siger dir. i Bæredygtigt Landbrug, Vagn Lundsteen, som
kommentar til, at miljøminister Ida Auken udtaler, at hun vil
arbejde hårdt for, når Danmark overtager formandsskabet i EU, at
det nye såkaldte Miljøhandlingsprogram 7, som skal afløse det
nuværende Miljøhandlingsprogram 6, som udløber i juli 2012, skal
udvikle en ambitiøs vision for EU´s miljøpolitik frem til 2050.

Dansk formandsskab

Ifølge miljøministeren skal fokus rettes mod skiftet til grøn
økonomi, klimaforandringer, biodiversitet og sundhed.

“Men først og fremmest skal programmet tegne EU´s langsigtede
miljøpolitik, siger Ida Auken”

Mange ministre i fællesskabet har allerede udtrykt bekymring
over, at hvis det 7. program ikke er på plads, når det 6. udløber,
vil der opstå et tomrum uden et miljøprogram. Det 6. program har
langt fra været en ubetinget succes, og flere medlemslande samt
Kommissionen har derfor været modstandere af et nyt
miljøprogram.

Men det er alligevel lykkedes ministerrådet at nå til enighed
om, at opfodre Kommissionen til at fremlægge et 7.program i
begyndelsen af 2012, da Danmark overtager formandsskabet i EU.

Bæredygtigt Landbrug anbefaler, at den danske miljøpolitik i
fremtiden følger den fælles vedtagne EU-politik.

“Det betaler sig ikke for Danmark, at være klassens duks, siger
Vagn Lundsteen, Bæredygtigt Landbrug.”

Af Justinus Johannesen, journalist, Bæredygtigt Landbug –
jujo@baeredygtigtlandbrug.dk

 

Scroll to Top