Spildevand gør dyrene syge

Urenset spildevand på oversvømmede marker er hos landmand Mogens Petersen i Egedal skyld i, at Limousine-køerne ikke kan blive drægtige.

Ko500

Hos kvægavler Mogens Petersen står 25 ud af 40 hektar af
markerne under vand som følge af manglende oprensning af vandløbene
i Egedal Kommune.

Værebro Å løber konstant over sine bredder, og når regnen falder
i rigelige mængder, så kan de lokale rensningsanlæg slet ikke følge
med, og resultatet er, at urenset spildevand flyder ind på de
marker, hvor Mogens Petersen har sine 100 kvæg til græsning.

Se indslaget fra TV2/Lorry
her

Planteavlskonsulent Claus S. Madsen har gang på gang pointeret
alvoren i dette problem, da dyrene bliver syge og ikke kan blive
drægtige som følge af de mange affaldsstoffer, der stammer fra det
urensede spildevand.

Ingen hjælp fra Egedal Kommune

Borgmester i Egedal Kommune, Willy Eliasen, påstod i
TV2/Lorry den 5. september, at kommunen gør, hvad de kan, for at
gøre noget ved problemet, og han fortalte, at man i Egedal Kommune
ikke sender urenset spildevand ud i vandløbene. Dette er imidlertid
ikke i overensstemmelse med de oplysninger,
www.baeredygtigtlandbrug.dk. har indhentet.

Driftschef i Egedal Forsyning, Ulla Boje Jensen, bekræfter over
for www.baeredygtigtlandbrug.dk, at flere af kommunens
forsinkelsesbassiner har været løbet over i forbindelse med
voldsomme regnfald i 2011:

– Der har været overløb fra flere forsinkelsesbassiner under
flere af de store regnskyl, vi har haft i løbet af sommeren, men
der har været tale om meget fortyndet spildevand, siger Ulla Boje
Jensen.

Især det store regnskyl den 2. juli fik mange af landets
overløbsbassiner til at løbe over, og Ulla Boje Jensen pointerer,
at man ikke kan dæmme op for regnvand i så voldsomme mængder.

Egedal Kommune har den 31. august i år fornyet en tilladelse til
at udlede urenset spildevand fra fire af kommunens overløbsbassiner
og ud til Skenkelsø Sø.

Læs fornyelsen af tilladelsen til udledning af urenset
spildevand her:

http://131.165.85.23/cms/site?p=277&NewsID=1268

Simpel løsning afslået af kommunen

Borgmester Willy Eliasen har ifølge Landmand Mogens Petersen
givet håndslag på, at han kunne få tilladelse til at hæve en bro
over Værebro Å for dermed at give åen friere passage igennem
markerne. Kommunen har dog ikke valgt at gøre brug af denne
løsning, og derfor fortsætter problemet tilsynelandende også
fremover. Og det skuffer landmanden, som ellers har tilbudt at hæve
broen for egen regning.

Jeg håber, at når vore problemer er så store, at så kan
kommunen hjælpe os bare en lille smule,
fortæller Mogens
Petersen til www.baeredygtigtlandbrug.dk.

Mogens Petersen og Claus S. Madsen er begge medlemmer af
Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug, og det var igennem
kontakt til foreningen, at TV2/Lorry valgte at rykke ud og fortælle
Mogens Petersens historie.

Af Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen