Miljøministeriet kan ikke længere bunde (15.juli)

Da den første vandmiljøplan kom til verden sidst i 1980’erne, skete det efter en propagandistisk og usaglig kampagne fra bl.a. Danmarks Naturfredningsforening, hvis daværende direktør udnyttede mulighederne, som en spand døde hummere (som landbruget på ingen måde havde slået ihjel!)

Vandløb_500_200

Af cand. agro. Poul Vejby-Sørensen, Bæredygtigt
Landbrug

Da den første vandmiljøplan kom til verden sidst i 1980’erne,
skete det efter en propagandistisk og usaglig kampagne fra bl.a.
Danmarks Naturfredningsforening, hvis daværende direktør udnyttede
mulighederne, som en spand døde hummere (som landbruget på ingen
måde havde slået ihjel!) og en alt for svag miljøminister gav ham.
Derefter formuleredes miljøpolitikken på et yderst svagt
videnskabeligt grundlag, som i øvrigt blev kritiseret voldsomt ved
en international evaluering. Siden har samfundet investeret
hundredvis af milliarder kroner i vandmiljøet, uden at det efter et
kvart århundrede har givet det forventede resultat. Mange forskere
har erkendt, at den strategi, vi forfølger med alt for ensidig
fokus på kvælstofreduktion ikke holder. Men miljømyndighederne
holder fast og undrer sig over, om naturen fejler noget, når den
ikke retter sig efter deres teorier. Det hele bliver mere og mere
pinligt, efterhånden som milliarderne triller ud af samfundets
kasse, sætter landbruget i økonomisk klemme og sender medarbejdere
i landbrugssektorens følgeindustrier ud af arbejdsmarkedet.

Ved en såkaldt konsensuskonference i 1987 blev det mindretal,
der vidste mest om kvælstof, overmandet af flertallet. Det førte
til en tvivlsom medicin: Hidsig jagt på ligegyldigt kvælstof og en
alt for afslappet holdning til byspildevandets store mængder af
miljøbelastende fosfor. De udeblevne resultater af behandlingen har
ikke fået miljømyndighederne til at tvivle på medicinen. Nej, de
sætter bare dosis op! De strammer kvælstofkravene, selv om
virkeligheden er, at der intet sted i verden er opnået forbedringer
i vandmiljøet ved kvælstofbegrænsning. Kvælstofjagten fører
endvidere til nye problemer i forbindelse med etablering af
vådområder: Prisen for at fjerne noget forholdsvis harmløst
kvælstof er nemlig ofte frigivelse af skadeligt fosfor til
vandmiljøet. Og så sætter man mere til på gyngerne, end man vinder
på karrusellerne!

Naturens orden

I naturen –  havets økosystem – indretter
kvælstofkoncentrationen sig efter den eksisterende
fosforkoncentration i et vægtforhold 7:1 (Redfield-forholdet).
Dette forhold er at opfatte som idealforholdet set fra økosystemets
side. I de fleste fjorde og kystvande er kvælstofkoncentrationen
allerede lavere end dette idealforhold. Men det får kun
myndighederne til at intensivere jagten på kvælstof. Deres strategi
er at “presse” økosystemet ved at tippe forholdet mellem de to
næringsstoffer endnu længere ned under det optimale. Dermed ligger
myndighederne i “krig” med økosystemet. Og det er aldrig klogt!
Hvordan kan det i øvrigt komme bag på myndighederne, at økosystemet
ikke retter sig efter vandmiljøplanerne, når vandmiljøplanerne
lader hånt om økosystemets virkemåde?

37 års fuldskala-forsøg har vist, at man ikke kan manipulere
vandmiljøet gennem kvælstofmangel. Læren herfra, som kolliderer med
DMU’s strategi, kan formuleres således:

“Fysiologisk kvælstofbegrænsning” er et tegn
på, at økosystemet modtager for meget fosfor – og ikke et tegn på,
at kvælstof skal begrænses!

Miljømyndighederne uden for pædagogisk
rækkevidde

Alle disse kendsgerninger ignoreres af Danmarks
Miljøundersøgelser, der hverken vil forklare eller forsvare deres
holdning, men kun vil diktere den. Og når vi henviser til
guldrandede forskningsresultater fra universiteter i den store
verden, som ikke passer med DMU’s opfattelse, så beskylder de os
for at “hetze” mod DMU og deres medarbejdere. Så i realiteten har
Danmark et “miljødiktatur”, hvor DMU dikterer strategien (bl.a.
forældede kvælstofteorier) over for politikerne, der uden større
protest bærer tingene igennem til lovgivning. Dansk miljøforskning
lider af “tunnelsyn”, hvor kvælstof stjæler hele synsfeltet.
Endvidere arbejdes der åbenbart i et “beskyttet værksted”, hvor der
ikke stilles krav om aktiv deltagelse i dette erhvervs- og
samfundsproblem, der indtil videre har kostet store trecifrede
milliardbeløb (svarende til adskillige sygehuse og
efterlønsordninger).

I foråret inviterede Bæredygtigt Landbrug toppen af DMU til at
deltage i en konference i København med deltagelse af forskere i
vandmiljø fra Canada, USA og Sverige. Internationale topforskere
var parate til at rejse tusindvis af kilometer for at sætte fokus
på dette for Danmark livsvigtige tema. Men DMU i Roskilde så sig
ikke i stand til at rejse de 30 km til Christiansborg! Så
konferencen måtte aflyses kun 3 uger før afholdelsen efter
månedlang palaver med DMU’s ledelse om deres deltagelse. Og uden
DMU har det naturligvis ingen mening at afholde konference.
“Miljødiktaturet” vil ikke diskutere – men kun diktere – strategi.
Vi fatter ikke, det får lov at passere!

Til gengæld har DMU i marts 2011 udråbt landbrugets kvælstof som
skyldig i Roskilde Fjords problemer gennem de seneste 50 år! – En
påstand der ganske simpelt er uden hold i virkeligheden! Det
dominerende forhold for Roskilde Fjord i perioden har derimod været
et ekstremt højt fosforindhold. Flere hundrede procent højere end
for andre fjorde som følge af mange års urenset spildevand. Denne
sag dokumenterer sort på hvidt, at DMU har massive problemer med
det teoretiske grundlag.

Hvad betyder det egentlig, at miljømyndighederne vender ryggen
til fagligt og videnskabeligt modspil? For det første finder vi
ikke de optimale løsninger for miljøet. For det andet spilder
samfundet milliarder af kroner. For det tredje ruineres
landbrugserhvervet gennem krav, der ikke hænger logisk sammen med
formålet. For det fjerde lægger en påtvunget krise i
landbrugserhvervet brænde under en mulig ny finanskrise. Det er
meget alvorligt!

Hvad skal landbruget gøre?

Landbrugserhvervet hænges ud i offentligheden som et erhverv i
konflikt med naturen. Det giver naturligvis en vis skepsis over for
landbruget. Men når erhvervet dømmes på forkerte præmisser, fordi
det i virkeligheden er miljømyndighederne, der har problemer med at
tolke økosystemets funktion, bliver det alvorligt. Et særligt
raffinement i de foreslåede regler er pligten til at rette ind
efter det såkaldte “ålegræsværktøj”. I de kommende vandplaner, vil
DMU holde landbruget ansvarligt for udbredelsen af ålegræs, selv om
landbruget kun har minimal indflydelse på denne udbredelse, der til
gengæld afhænger af fosfordepoter på bunden af fjordene, sygdom i
ålegræsset, muslingeskrab og bundtrawl, udviklingen i
sommertemperaturen samt mange, mange andre ting, som ligger langt
uden for landmandens indflydelse. “Ålegræsværktøjet” bruges heller
ikke i andre lande. Kravene er fuldstændigt groteske, men vi har
heldigvis instanser, der ser til, at ingen “hænges op” for noget,
der ligger uden for hans indflydelse!

Alt er prøvet: DMU vender ryggen til både de erhvervsaktive
parter og den internationale topvidenskab. Hvad skal erhvervet så
egentlig gøre? Skal den enkelte landmand bøje nakken og gå fallit –
uden at det i øvrigt hjælper miljøet? Skal han standse
fødevareproduktionen? Han ønsker garanteret ingen af delene! Han
vil helst have lov til at klare det håndværk, som det meste af
verden beundrer ham for.

På miljøområdet er der alt for mange, der har indflydelse uden
ansvar. Det må politikerne se at få rettet op på!

Miljøministeriet kommer ikke uden om at revurdere kvælstofs
rolle i vandmiljøet, så hvorfor ikke komme i gang og samtidig
begrænse skandalen?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen