Tid til evaluering v. direktør Vagn Lundsteen

Vi skal værne om det danske drikkevand og sikre gode miljøforhold

Vi skal værne om det danske drikkevand og sikre gode
miljøforhold. Derfor har vi i dansk landbrug i de sidste 24 år
været med til at halvere udledningen af kvælstof i danske
vandløb.

Det er en halvering, der har krævet mange investeringer,
udfordringer og – må vi indrømme – til tider givet en del
irritationsmomenter. Men det er også investeringer, vi som
ansvarlige landmænd er gået ind til med ophøjet pande, så vi kan
sikre et bedre miljø, til generationerne efter os.

Efter mange år ønsker vi, som ethvert anden erhverv, der har
foretaget en række investeringer, at evaluere vores indsats, og se
om den har båret frugt for miljøet. Har konsekvensen af
reduceringen af kvælstof f.eks. fået forbedret vores
vandmiljøforhold, mindre iltsvind og mere ålegræs?

Vi mener, at det vil være en succes, hvis der kan fremvises
steder, hvor begrænsningen af kvælstof isoleret set har medført et
bedre vandmiljø. Problemet er her, er at det endnu ikke har været
muligt at få fremvist sådanne steder. Det er altså ikke muligt at
påvise en sammenhæng mellem halveringen af landbrugets
kvælstofudledning og et bedre vandmiljøforhold.

Alligevel strammer politikerne grebet og tager igennem bl.a.
Grøn Vækst flere initiativer til at reducere landbrugets udledning
af kvælstof i de danske farvande. Det på trods af, at erhvervet kun
står til ansvar for 5-6 pct. af den samlede kvælstofudledning i de
danske farvande.

Målet i Grøn vækst er at skabe en reduktion på 9.000 tons
kvælstof. Et mål, der vil reducere det danske vandmiljøs
kvælstofindhold med 1 pct. og samtidig påføre landbruget en række
udgifter, der vil gøre det markant sværere at drive landbrug i
Danmark.

Vi håber derfor, at de ansvarlige politikere vil sikre en
grundig evaluering af den halvering af kvælstofudledning, som
landbruget allerede nu har foretaget. Det bør gøres, inden der
bliver gennemført nye krav til et allerede i forvejen trængt
erhverv.

Scroll to Top